Landsbyen Try

Af Thorkild Søndergaard

Jeg vil nu fortælle om landsbyen Try, hvor jeg var barn i 1930’erne og 1940’erne. Om et sted og en tid, der var engang, og som jeg husker tilbage på med glæde og stolthed. Skønt tiden bød på både knaphed og krig, mindes jeg en landsby med trivsel og nærhed. Det var en skøn lille plet i Vendsyssel, hvor alle kom hinanden ved, og hvor vi alle levede af hinanden.

Try ligger mellem Thorshøj og vejen til Skæve, langt væk fra den store landevej. Man kommer til byen ved at følge en lille bivej, der snor sig ind i det naturskønne område i den nordligste del af Jyske Ås. Områdets mange gravhøje vidner om, at her har der boet mennesker igennem tusindvis af år.

Try består af en samling af gårde, bolsteder og huse. De fleste har ligget på samme sted, så længe man kan huske tilbage. De samme stednavne optræder igen og igen i folketællingerne og på matrikelkortene op igennem 1800-tallet. Mod nord ligger hovedgården Ormholt, og mod syd hovedgårdene Knudseje og Hejselt. I nærheden af sidstnævnte ligger gårdene Søndergaard, Mellergaard, Østergaard og Nørgaard.

I slutningen af 1800-tallet skete der forandringer i Try. Nu opstod der nemlig en række forretninger og mindre håndværksvirksomheder i byen. Try fik i første omgang egen smedje og træskomager. I 1907 vandt andelsbevægelsen indpas, og private opførte et mejeri og en købmandsbutik. I 1920 kom der en manufakturforretning til, og kort efter fulgte endnu en købmandsforretning, der dog hurtigt lukkede igen, og der blev i stedet indrettet en cykelhandler i forretningen. Jeg husker tydeligt, hvordan købmanden og manufakturhandleren lavede små juleudstillinger i vinduerne. Der skulle ikke så meget til at glæde os børn dengang.

I 1930’erne havde Try næsten alt, hvad byens indbyggere til daglig havde behov for. Der var et mejeri, et brødudsalg, en købmand, en manufakturhandel, et karetmagerværksted, en smedje, et tømrerværksted og en muremesterforretning. Lidt senere nedsatte der sig en sadelmager, der også var skomager, og der åbnede endnu et brødudsalg, så der var to i byen. Endnu senere kom der også en vognmandsforretning til, og slutteligt åbnede der et stort hønseri med rugemaskiner.

Try havde på daværende tidspunkt både en kommunal skole og en friskole, hvor sidstnævnte havde til huse i missionshuset. Den kommunale skolestue blev brugt som byens samlingspunkt, og missionshuset havde også stor betydning, idet indre mission havde en ret stor menighed i Try.

Lad mig nu fortælle, hvad jeg husker fra min barndom om nogle af de handelsdrivende i byen.

Mejeriet

Jeg var som dreng meget fascineret af alle de maskiner, der var i et mejeri. Især var min opmærksomhed nok rettet mod den store kedel, som man kogte vand i. Vandet blev til damp, som så blev brugt til at drive den store dampmaskine med det store drivhjul. Kedlen var lang og halvrund, og den var indrettet, så man fyrede i midten, mens vandet var udenom.

En gang om året skulle kedlen renses for kedelsten. Det foregik ved, at der kom en lastbil fra Frederikshavn med to mænd og en masse værktøj, blandt andet lufthammere. Det var nødvendigt at slukke kedlen dagen før og tømme den for vand for at få den kølet ned, så den var til at arbejde med for mændene. Foran kedlen var der noget murværk, der skulle fjernes, for at mændene kunne komme ind i kedlen og hamre kedelstenen væk. Det var meget spændende for os drenge at følge med i denne proces, for der skete jo normalt ikke de store ting til dagligt.

Mejeriets høje skorsten var også fascinerende, og den kunne bestemt karakteriseres som et kunststykke. Det har bestemt krævet sin mand at mure en rund skorsten, der blev mindre og mindre opefter samtidig med, at den altid var i lod. Jeg kan huske en enkelt gang, hvor den skulle repareres. Jeg ser for mig, hvordan mureren kravlede op på stilladset i den store højde, og hvordan han møjsommeligt fik stilladset og sig selv uskadt ned på jorden igen. Ham mureren skulle bestemt ikke lide af højdeskræk! Det var en stor begivenhed, når der skete sådanne ting i Try.

Karetmagerværkstedet

Som dreng gik jeg meget hos karetmageren. I sådan et karetmagerværksted var der en helt bestemt atmosfære og lugt af savsmuld og høvlspåner.

Karetmageren havde en stor stabel planker liggende. Jeg var meget fascineret af, hvad han kunne få ud af dem. Plankerne blev først savet ud i visse længder, og dernæst tegnede karetmageren på dem, så man kunne se hvilke stykker, der skulle saves ud. Det skete på en båndsav, hvor han kunne save i alle retninger. Herefter gik han hen til høvlebænken, hvor han havde et væld forskellige høvle og stemmejern liggende. Det var meget fascinerende at se hvilke kunstværker, der blev skabt her. En vogn er lavet af utrolig mange dele, og kun få af disse var i vinkel. Prøv at tænke på et hjul, som er rundt. Det har nav og eger, der også skal rundes. Et hjul var et flot stykke arbejde, og når karetmageren havde afsluttet sit arbejde, skulle hjulet forbi smeden, der satte en jernring på.

Der blev også lavet store og små saltkar samt algetønder og dritler. Sidstnævnte var tønder til smør. Når smørret var færdigt på mejeriet, blev det fyldt på dritler og kørt til Aalborg, hvorfra det blev sejlet til England. Når karetmageren lavede tønder, fik han stavene til dem hjem i hele stykker, men i forskellige bredder. Han samlede herefter stavene efter en skabelon, og han havde et specielt redskab, som han brugte til at samle stavene med foroven, så tønderne kom i facon. Til slut blev der lavet bånd af piletræ til at holde sammen på det hele. Tønderne var virkelig flotte, når de var færdige.

Smedjen

Mit barndomshjem lå lige over for smedeværkstedet, og derfor gik jeg jo og så, hvordan smeden arbejdede. Jeg fulgte med stor fascination hans arbejde fra begyndelsen til enden.

Se, der var næsten ingen grænser for, hvad smeden kunne lave ud af de store jernstænger, som enten var flade eller runde. De flade jernstænger brugte han blandt andet, når han lavede beslag og hjul ringe til en vogn, som var udført af karetmageren. Beslagene var de rene kunststykker. Først lagde smeden jernet ned i kullene, så det næsten blev hvidglødende, og så tog han det op igen med en tang og holdt fast i det, mens han brugte en stor hammer til at forme det nu rødglødende jern på ambolten. Hammerens tunge slag kunne høres langt væk, og der var en vis rytme i slagene. Der var altid ild på essen i smedjen, og når der skulle arbejdes med jernet, blev blæseren sat i gang.

Når smeden skulle lægge en jernring om et hjul, var han nødt til at have en anden smed til at hjælpe sig. Først skulle jernet måles nøjagtigt ud i længden, så det passede til hjulet, og så skulle begge ender af jernet smedes sammen, for man var endnu ikke i stand til at svejse. Det var en vanskelig opgave, for ringen var stor og uhåndterlig. Den blev anbragt oprejst i essen, hvor den blev opvarmet stykke for stykke hele vejen rundt, og herefter skulle den forsigtigt bæres ud med tænger, for den var jo meget varm. Ringen blev nu lagt forsigtigt om hjulet for at se, om den passede. Det hændte indimellem, at ringen skulle en tur på ambolten, inden den havde det rigtige mål. Den blev ikke presset på hjulet med det samme, for så ville der gå ild i træet. Når ringen havde den rette temperatur, blev den hamret på plads af de to smede med store forhammere. Hjulet blev nu anbragt i en støbt skabelon med vand i midten. Vandet kølede hurtigt jernet ned, og det forårsagede, at jernet krøb en lille smule, så det virkelig sad godt fast på hjulet. Smedene var nu færdige, og jeg husker, at de svedte overordentligt meget ovenpå det hårde arbejde!

Jeg har set mange store heste blive skoet hos smeden, og det var også noget, der kunne få ham til at svede. Det skete ofte, at smeden blev gal på hesten, hvis den ikke ville, som han ville. Smeden skulle have hesten til at løfte benet, så han kunne få dens hov ind imellem knæene. Så havde han styr på hoven og kunne arbejde med den. Men hesten kunne finde på at tirre smeden ved at læne sig over ham, hvorved dens ben blev meget tungt. Det fik smeden til at bande og hugge sin albue op i hestens bug. Ih, hvor de drillede hinanden; det var virkeligt et hårdt stykke arbejde, inden alle fire hove var skoet.

Når en ung hest for første gang skulle have ordnet sine hove, var det en endnu hårdere kamp imellem smed og hest. Det kom gerne så vidt, at hesten fik lagt en bremse på mulen. Det var et tyndt reb, der blev bundet så stramt om mulen, at mulen begyndte at sove. Det var meget smertefuldt for hesten, så den tænkte kun på sin mule og lod derfor smeden arbejde i fred. Når bremsen blev fjernet, var man nødt til at nulre mulen for at få liv i den igen. Det var synd for hesten, når man anvendte bremse, men det hjalp hesten med at blive rolig.

Tømrerværkstedet

Hos tømrermesteren blev der lavet meget forskelligt træarbejde. Han lavede f.eks. døre, vinduer, skabe og køkkener. Dengang var langt det meste var håndarbejde, dog havde han maskiner til det grove.

Tømrermesteren havde foruden tømrerværkstedet også et savværk, hvor de store træstammer blev skåret ud til tømmer, brædder og lægter. På pladsen foran savværket lavede han f.eks. spær og konstruktioner til lade bygninger. Alt blev lavet, så det lige var til at samle på byggepladsen.

Vognmandsforretningen

Til at begynde med havde vognmanden blot en enkelt lastbil, det blev brugt til blandet kørsel. Efter krigen fik han endnu én.

Vognmanden havde hver eneste dag en mælketur, hvor han hentede mælk hos de enkelte landmænd efter morgenmalkningen. Mælken blev kørt til mejeriet, hvor den blev bearbejdet, og herefter blev den bragt tilbage til landmændene selv igen. For os drenge i Try var mælketuren spændende, og om søndagen fik vi lov til at komme med på turen.

Der var også faste dage, hvor vognmanden bragte dyr til slagtning. Der blev både slagtet grise, heste og kreaturer i Sæby. Kreaturer, der skulle videresælges, blev kørt til Aalborg.

En dag om ugen blev der hentet varer i Aalborg til købmanden. Vognmanden hentede også foderstoffer til landmændene, som blev bragt ud.

Om vinteren blev der monteret en sneplov på lastbilen, og så blev vejene ryddede.

Under krigen var det vanskeligt at skaffe brændstof, men det slog ikke vognmanden ud. Han fik monteret en generator gaskedel på lastbilen. Hver morgen tændte han op i kedlen med små bøgetræspinde, som han havde liggende til tørre i store stakke. Når bøgetræspindene brændte, udviklede de gas, som blev sendt op i motoren og fik lastbilen til at køre. Lastbilen nåede ikke op i store hastigheder, men det vigtigste var, at den overhovedet kom af sted. Hver aften skulle kedlen gøres ren for aske.

Murermesteren holder geder

Nu vil jeg fortælle en pudsig historie om Trys murermester. Hans arbejde var selvfølgelig at bygge huse og lignende, men derudover holdt han også geder. Det gjorde stort indtryk på mig. I tilknytning til murermesterens hus var der et rummeligt udhus. Forrest var det indrettet med et vaskehus med gruekedel, og bagerst var der et rum, der var indrettet til stald for geder. De stod i båse som kreaturer, og der var plads til 3 geder i alt. Gederne blev malket to gange daglig, og det var kvindearbejde.

Hele sommeren græssede gederne i grøftekanterne. Dengang var grøfterne meget brede, og murermesteren tøjrede gederne med lange reb langs kanten, så de kun kunne bevæge sig langt omkring.

Det hændte, at græsset i grøftekanterne blev langt, og så skulle det selvfølgelig slås. Murermesteren hentede så selv leen og gik i gang. Græsset blev behandlet på samme måde som høet hos landmanden. Han lavede små høstakke langs grøftekanten, og når høet var færdigt, kørte murermesteren høstakkene hjem på trillebøren. Høet blev lagt på loftet i udhuset, og så var der foder til gederne om vinteren.

Brøndgravning

Før der kom vandværk i Try, så jeg som barn, hvordan brøndgraveren lavede brønde. Han startede med at tage to brøndringe, som han placerede ovenpå hinanden på jorden. Så begyndte han at grave indeni dem, og vægten af den øverste brøndring fik den nederste brøndring til at synke ned i jorden i takt med, at han gravede ud. Brøndgraveren fortsatte nu med skiftevis at lægge nye brøndringe på og grave ud, og efterhånden blev brønden så dyb, at jorden måtte hejses op i en spand. En brønd kunne godt blive meget dyb, inden brøndgraveren fandt en vandåre. Da Try fik eget vandværk, blev der blev lagt vand ind i alle husene, og brøndene blev overflødige.

Landevejsriddere

Der var en del mænd, der gik på landevejene dengang, og de blev kaldt bisser. Bisserne var altid på jagt efter et lunt sted, hvor de kunne sove. De kunne finde på at sove ovenpå kedlen på mejeriet, og de brugte også teglværkerne, hvor ovnene var varme.

Nogle gange kom de også i mit barndomshjem og bad om lov til at sove i kostalden, og det fik de altid lov til, hvis de lovede ikke at ryge. Der blev redt en seng til dem af halm, og de fik nogle tomme kornsække til at tage over sig. Når en ny dag oprandt, fik de et måltid mad, og min moder smurte en madpakke til dem. Herefter takkede bisserne af og fortsatte deres vandring.

Min moder undrede sig sommetider over, at bisserne tilsyneladende oftere gæstede vores hjem end de øvrige i byen, men hun kunne ikke umiddelbart finde nogen forklaring på, hvorfor det var sådan fat. Dengang havde husene ingen husnumre, så bisserne kunne ikke lede hinanden til bestemte huse. Svaret fik hun først mange år senere. Det viste sig nemlig, at bisserne brugte telefonpælene, der dengang stod langs vejene, som pejlemærker. Telefonpælene var nemlig forsynet med nummererede mærkater. Bisserne talte selvfølgelig sammen om, hvor godt de var blevet behandlet de enkelte steder, og mærkaterne kunne lede dem hen til de bedste steder.

Vi kom hinanden ved

I min barndom kom vi hinanden ved. Try var et lille samfund, hvor alle kendte hinanden og nød at være i hinandens selskab. Der var ingen fjernsyn eller telefoner, der optog folks tid. Når det blev aften, puttede min moder og fader ofte fut skoene i tasken og gik over til en nabo og bankede på. Hvis naboen ikke var optaget af gøremål, blev de budt indenfor til kaffe og lidt hjemmebag. Nogle gange spillede de kort, mens de andre gange ordnede verdenssituationen. Bagefter gik de hjem igen, og så havde de haft en god aften.

Der var også store årlige sammenkomster, hvor man skiftevis indbød hinanden. Gæsterne kom ofte til spisning kl. 18. Når spisningen var overstået, gik mændene en tur ud, mens bordene blev ryddet. Herefter spillede de kort. Damerne blev budt ind i den pæne stue, hvor de gik i gang med deres håndarbejde. Omkring kl. 22.30 blev der dækket op til kaffe med diverse kager, og omkring midnat sluttede sammenkomsten, hvorefter gæsterne gik hjem i seng. Værterne havde sådan en dag hyret en kogekone og en medhjælper, så der var ryddet op i køkkenet, når gæsterne var gået hjem.

Min skolegang

Jeg gik i den kommunale skole i Try, som blot bestod af et enkelt klasseværelse. Eleverne var opdelt i to klasser. Der var en klasse for de små elever og en anden klasse for de store elever. De første år af min skolegang gik jeg i skole hver anden dag, idet den ene klasse gik i skole tirsdag, torsdag og lørdag, og den anden mandag, onsdag og fredag. Det blev senere lavet om, så alle elever kom til at gå i skole hver dag. Den store klasse gik så i skole om formiddagen fra kl. 8-11, mens den lille klasse gik der om eftermiddagen fra kl. 13-16. Der blev undervist i regning samt dansk, hvor vi skrev og lavede diktat. Herudover havde vi timer i sang, bibelhistorie og geografi.

Klasseværelset blev varmet op af en meget stor kakkelovn, hvortil der hørte en lige så stor tørvekasse. Den fungerede fint, men under krigen var brændet af så dårlig kvalitet, at den på de koldeste dage om vinteren ikke kunne varme klasseværelset op. Disse dage måtte vi rykke alle bordene ned omkring kakkelovnen.

Jeg havde ikke ret langt til skole, og jeg kunne endda se skolen fra mit barndomshjem. Men så nemt var det ikke alle børn, der havde det. En del havde meget lang vej, og de måtte af sted på gåben, for der kunne ikke blive noget af at cykle.

Dengang skulle alle børn gå i skole i syv år, men jeg fik otte år i skolen. Det skyldtes, at jeg var kommet for tidligt i skole, og jeg fik ikke lov til at afslutte min skolegang tilsvarende tidligt. Det sidste år, hvor jeg gik i skolen, tog min fader let på min skolegang. For havde han arbejde til mig derhjemme i landbruget, sendte han mig ikke i skole. Læreren sendte et brev til min fader, hvor han kommenterede mit fravær, men det kom der ikke noget ud af.

I tilknytning til skolen var der en stor have, som vores lærer brugte til biavl. Om sommeren kunne det hænde, at undervisningen blev suspenderet, fordi der var risiko for, at bierne ville sværme, og det holdt læreren beskæftiget ved bistaderne. Det vakte glæde hos os elever, når undervisningen blev suspenderet, for så måtte vi lege i skolegården. Vi måtte ikke gå hjem, for vi havde jo ikke fået fri.

Vi elever opførte os ikke altid helt artigt i skolen. Jeg husker bl.a. en dreng, der vovede at ryge på lærerens pibe. Læreren røg pibe i frikvartererne, og når en time begyndte, lagde han piben fra sig på en vinduessålbænk og gik ind i klasseværelset. Så snart han var ude af syne, snuppede drengen piben og tog sig et par ordentlige drag. Drengen måtte være vant til tobak, for han kom aldrig til at hoste, og læreren opdagede intet.

Der blev krig

Jeg husker den 9. april 1940 ganske tydeligt. Det var en dejlig forårsdag med solskin fra morgenstunden. Jeg var på vej til skole, og jeg var nået halvvejs, da flyvemaskinerne kom. De kom flyvende meget lavt, og de fløj meget tæt ved siden af hinanden. Man kunne tydeligt se soldaterne inde i maskinerne. Der stod elmetræer fra gården op til vejen gennem Try, og det føltes som om, at flyvemaskinerne rørte toppen af træerne. Det var et meget mærkeligt syn, og det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg kan endnu se for mig, hvordan min fader og naboen stod på gårdspladsen. De vidste sikkert godt, hvad der var ved at ske. De vidste, at Tyskland raslede med sabelen nede i Europa, men for mig var det noget underlig noget med alle disse flyvemaskiner. Senere fandt jeg ud af, at trediverne havde været nogle vanskelige år med stor fattigdom.

Under krigen mærkede vi ikke så meget til uro, og der var ingen soldater i vores skoler i Try, men i Thorshøj var der mange soldater.

Tyskerne holdt mange øvelser i vores bakker i Try, og der blev gravet skyttegrave. Der blev også anlagt en skydebane, hvor man fra bakkerne kunne skyde over til en grusgrav, hvor der blev opsat skydeskiver. Tyskerne spurgte ikke om lov til at måtte bruge vores bakker og marker til deres øvelser. Det var bare noget, de gjorde.

Når soldaterne havde fri om aftenen, gik de gerne to eller tre sammen ud på gårdene, og så fik de deres aftenkaffe eller et måltid mad. Det var nok lidt hjemligt for dem frem for sovesalene på skolerne. De kom også temmelig ofte i mit barndomshjem. Det var ikke meget skræmmende, for det var nærmest bare store drenge, der var blevet sendt i krig. De talte selvfølgelig tysk, men det betød ikke så meget, for med god vilje og fagter kunne vi godt forstå, hvad de mente og ville give udtryk for.

Mine forældre kunne hurtigt finde ud af, hvad soldaterne mente om krigen. Der var enkelte, der holdt med Hitler, og de fik kun kaffe én gang! Men mine forældre var generelt meget varsomme med at give deres mening om krigen til kende, for der var jo altid en risiko for, at der var en stikker blandt tilhørerne. Jeg har aldrig set illegale blade i mit barndomshjem, men jeg er sikker på, at de fandtes der. De turde blot ikke vise dem til os børn, for vi kunne jo komme til at tale over os.

Der var et par mænd fra Try, der måtte gå under jorden, som det hed sig, og da fik jeg på det strengeste at vide, at jeg aldrig måtte fortælle det til nogen, hvis jeg så dem i byen. Når man fik sådan en ordre, glemte man den ikke.

Vi børn vidste til dels, hvad der forgik. Vi fik det altid at vide, når tyskerne havde hentet en eller anden, og vi vidste også, hvor englænderne nedkastede våben. Jeg har engang set sådan en beholder med våben, der var nedkastet et forkert sted. Vi drenge syntes det var spændende og skyndte os hen for at se den, før tyskerne hentede den.

Hverdag under krigen

Jeg husker, at det var svært at skaffe varer under krigen, og vi forsøgte at erstatte dem, så godt vi kunne. Det gjaldt bl.a. kaffebønner. Jeg mindes en dag, hvor min moder skulle prøve at brænde bygkorn til kaffebønner. Hun puttede kornet i bradepanden, satte den ind i oven og fyrede godt op i komfuret. Men kornet kunne ikke helt tåle varmen, og en tyk, sort røg bredte sig i hele køkkenet. Jeg kan i dag stadig fornemme lugten af brændt korn i næsen, og jeg mindes ikke, at min moder nogensinde forsøgte at brænde byg til kaffebønner igen.

Vi sørgede også selv for at få malet hvede og rug til mel under krigen, så vi spiste brød bagt af egen mel. Det var vist ikke helt lovligt. Jeg husker, hvordan vi kørte kornet til Ormholt Mølle.

Under krigen dyrkede vi som så mange andre tobak i haven. Det var velvoksne planter med store blade. I begyndelsen tørrede vi planterne på loftet over stuehuset, men så kom der forbud mod at dyrke for mange planter, og så begyndte man i stedet at tørre bladene i skoven, hvor planterne blev hængt op i træerne. Så var der ingen, der kunne se, hvor mange planter den enkelte havde, og der var heller ingen, der vidste, hvem der havde hængt planterne op. Når bladene var helt tørre og klar til at blive krydret, blev de skåret i fine strimler. Efterhånden blev der udviklet maskiner, der kunne skære bladene ekstra fint.

Der manglede også benzin under krigen. Lige inden, krigen brød ud, havde min fader havde købt en ny lille Ford, og den blev han nødt til at klodse op. Da der kom benzin igen, kom der nummerplader på bilen på ny, men jeg husker, at man i starten kun måtte køre indenfor sit eget amt. Try lå i Hjørring Amt, og det betød, at vi måtte køre til Hobro.

Den manglende benzin betød også, at vejene måtte ryddes for sne med håndkraft om vinteren. Og det var hårdt arbejde, for vintrene var strenge under krigen, og der var virkelig meget sne. Når der var snestorm, kunne den sagtens vare i tre dage, og så var driverne så høje, at vi børn fik at vide, at vi ikke måtte røre ved el-ledningerne. Alle mandfolk i byen blev nu sat til at kaste sne, indtil vejene var farbare, men det hændte desværre ofte, at der oprandt en ny snestorm, så snart mændene var færdige, og så var der ikke andet at gøre end at starte forfra.

Danmark blev frit

Det sidste års tid inden krigen sluttede, var der en meget anspændt stemning overalt. Der   måtte højst stå nogle få mennesker forsamlet, og alle arrangementer blev aflyst. Ingen kunne være sikker på, hvor der var tyske håndlangere, og hvis en mand talte over sig, blev han hentet af tyskerne.

Vi var godt klar over, hvor det bar hen ad i forår 1945, og det var en stor forløsning, da budskabet om Danmarks befrielse nåede os den 4. maj om aftenen. Det var en lun, grøn forårsaften, hvor vi børn og unge morede os med boldspil. Jeg har aldrig nogensinde set nogen voksne mennesker blive så glade som vores forældre, da budskabet om krigens afslutning kom. Ja, det var en stor byrde, der blev lettet fra vores skuldre.

Dagen efter befrielsen kørte de danske frihedskæmpere kørte rundt og hentede de personer, som var tyskervenlige. Bl.a. blev vores skolelærer hentet, og han kom aldrig tilbage til Try skole. Det betød, at vi de følgende år måtte tage til takke med skiftende afløsere.

Den 5. maj skulle flaget hejses kl. 8. Flagstangen blev lagt ned, så der kunne komme en ny snor på, og den blev herefter rejst på ny. Jeg ser stadig for mig, hvordan min fader kom gående med Dannebrog over armen, inden det blev hejst til tops. Dannebrog vajede smukkere end nogensinde den dag, og den 5. maj blev en stor dag i såvel Try som i Danmarks historie.