Bette Thorkild

 

BETTE THORKILD – HVEM ER JEG?

 

Jeg husker ikke ret meget fra min barndom, før krigen kom i 1940. På det tidspunkt var jeg 7 år, da jeg er født 6. september 1932.

Jeg har tænk meget over hvorfor, jeg intet husker!

Fra jeg kom til verden og mange år fremover, var der landbrugskrise.

Mit hjem var en almindelig gård med to karle og en tjenestepige.

Hverdagen var kun for at overleve. Der skete ingen større begivenheder, ud over den daglige overlevelse, og derfor har jeg ingen erindringer, fra de daglige gøremål.

Eftersom mine forældre havde mistet deres første barn i 1930, og jeg kom i 1932, var det helt naturligt, jeg blev meget overbeskyttet i mange gøremål.

Andre steder, hvor der var børn med flere søskende, var der begivenheder, som jeg ikke havde på grund af, jeg altid var alene.

Jeg tror ikke, jeg var forkælet?

 

Min fars fætter, Karl Mølholt, have mange børn og boede i samme Try som os. En af pigerne, som jo er i min familie, var nogle år ældre end mig. Hun blev min barnepige i mange år.

I disse år, er der nogle ting, jeg husker, men ikke sådan det står klart.

Vi var ofte i hendes hjem, hvor der var flere søskende, så skete der altid et eller andet.

Mine forældre ville på et tidspunkt gerne havde adopteret en pige ved navn Kathrine Mølholt, som af en eller anden grund blev kaldt Kesse. Det har hun fortalt mig mange år senere, men hun takkede nej.

 

Til frisør i Thorshøj; barber Frederiksen.

Hvordan vi kom til Thorshøj husker jeg ikke - måske på cykelstang med far. Om han på det tidspunkt havde bil, husker jeg ikke.

I Frederiksens barberstol blev der lagt et bræt hen over et par armlæn, så kom jeg kom højere op. Det blev betydeligt lettere for klipningen, og frisøren fik ikke ondt i ryggen af at skulle læne sig forover. Jeg havde et godt overblik over klipningen, nu jeg var kommet i højden.

mange år undrede jeg over at han kunne klippe med venstre hård, det blev jo et spejlbillede af klipningen en dag kom løsningen.

 

Min mors forældre byggede hus i Try i 1930.

Min far havde et meget køligt forhold til morfar. (Hvorfor ligger mange år tilbage.)

Morfar døde i 1943. Jeg kan ikke mindes, at have set morfar i mit hjem i disse 13 år, men mormor kom ind imellem og besøgte os.

Min kusine Eva er opvokset hos bedsteforældrene. Eva kom nogle gange, hvor vi legede sammen.

Jeg har overnattet hos bedsteforældrene. Jeg husker bedstefaren siddende i en stol eller liggende på en sofa.

Han havde en sort ”smække” på, som var bundet fast bag om nakken. ”Smækken” var i stedet for en vest.

Jeg er samme støbning som bedstefar – jeg går dog ikke med en smække.

 

Det der kommer nu er fra under og efter min skolegang:

Hvad jeg kan huske fra jeg var 8 år! Det vil sige fra ca. 1940 og frem til 1952 i mit hjem Søndergaard i Try.

 

Bilkøb:

1942 var anden verdenskrig i fuld gang. Nu var der småt med mange ting.

Min far havde købt en ny bil, lige inden krigen startede 9. april 1940. Den blev klodset op, som det hed under hele krigen, og det var på grund af benzinmangel. Det var en lille Ford. Jeg husker ikke, hvor lang tid der gik, inden der kom benzin efter krigen.

Der kom nummerplader på igen, og vores Ford Anglia havde nummer P 3884. Jeg husker i starten med bilkørsel, man kun måtte køre, i det nærmeste Amt. Vi her i Hjørring Amt måtte køre til Hobro.

 

Ormholt Mølle:

Jeg husker under krigen, hvordan vi kørte til Ormholt mølle og fik malet hvede til mel, og det samme med rug. Det var vist ikke helt lovligt, men det var der så meget, der ikke var. Der blev bagt brød af eget hjemmeavlet mel.

 

Hinanden:

I min barndom, i sådan et lille samfund som Try, levede vi alle af hinanden og kendte hinanden. Der var ingen tv, og der var ingen telefon, der ringede i tide og utide.

Når det blev aften, tog mor og far nogle gange futskoene i tasken og gik over til naboen og bankede på. Hvis de ikke var optaget med noget, blev man budt indenfor, og nogle gange blev det til kortspil. Her blev hele verdenssituationen sat på plads. Der blev drukket kaffe og spist lidt hjemmebag til; så havde man haft en god aften.

 

Sammenkomster:

Der var også de årlige store sammenkomster, hvor man blev budt til spisning kl. 18. 00, og det var nogle ”store” aftener. Når spisningen var overstået, gik mændene en tur ud, mens bordene blev ryddet, så de kunne komme til at spille kort. Damerne blev budt ind i den pæne stue, hvor de gik i gang med deres håndarbejde. Omkring halv elleve blev der dækket op til kaffe med diverse kager, og omkring midnat var gæsterne gået, og så kunne man gå til ro.

Sådan en dag var der kogekone og medhjælper i køkkenet, og der var også ryddet, når de sidste gæster var gået.

 

Skolegangen under krigen:

Try skole var kommunal, og der var kun et klasseværelse. De første år af min skolegang, gik vi i skole hver anden dag. Jeg husker ikke, om den lille klasse var tirsdag, torsdag og lørdag, eller mandag, onsdag og fredag. Der var kun en lille og en stor klasse. Det blev lavet om, så vi kom til at gå i skole hver dag. Den store klasse om formiddagen, og den lille klasse om eftermiddagen. Det var tre timer om dagen fra 08.00 til 11.00, og den lille klasse fra 13.00 til 16.00. Det jeg husker bedst er formiddagstimerne. Mandag var en time med sang, onsdag en time med bibelhistorie, fredag var en time geografi. Så var det dansk og regning, lidt diktat og skrivning. Det var hvad, der var af undervisning. Der var en stor have til skolen, og vores lærer gik meget op i biavl.Sommerdage, med varme dage, blev undervisningen suspenderet, på grund af at bierne ville sværme. Så havde læreren meget at se til ved bistaderne og glemte alt om undervisning. Det var vi jo ikke så kede af, så blev det til leg i skolegården, for vi fik ikke fri til at gå hjem.

 

Skolestuen blev varmet op med en meget stor kakkelovn, hvortil der hørte en stor tørvekasse. Det var dårligt brændsel, vi havde under krigen. På rigtig kolde dage om vinteren, blev bordene rykket ned omkring kakkelovnen, for den kunne simpelthen ikke varme skolestuen op.

 

Der var børn, som havde meget lang vej til skole. Det var ikke noget med at cykle til skole. Jeg havde ikke ret langt til skolen, og jeg kunne se skolen fra mit hjem. En af eleverne vovede lidt mere end vi andre. Han fandt ud af, at han kunne få et par gode smøger, inden timen begyndte. Det gik til på den måde, at vores lærer var piberyger, så der blev tændt godt op i piben i frikvartererne. Når der så blev kaldt ind til time, gik læreren først hen og lagde piben på solbænken i vinduet. Når så læreren havde rundet hjørnet, kom knægten sidst, og så fik piben nogle store drag. Han måtte være vant til tobakken, for han kom aldrig til at hoste! Læreren opdagede aldrig, at knægten fik den sidste smøg, inden timen gik i gang.

 

Nye lærere:

Vi fik nye lærere i maj 1945. Det blev skiftende afløsere, og det var ikke så spændende.

Jeg fik et ottende skole år. Det skyldtes, at jeg fyldte år i september. Alle dem jeg var begyndt sammen med var lidt ældre og fyldte år inden 1. juli. Aldersmæssigt kunne jeg først udskrives efter det ottende skoleår. Det tog min far meget let på, for var der arbejde derhjemme, så holdt han mig hjemme. Det år var jeg kun i skole, når der var ledige stunder ved landbruget. Jeg husker engang, en lærer spurgte mig, om ikke min far havde fået et brev. Det var ikke noget, jeg kendte til, og jeg mener ikke, der kom noget ud af, at jeg var så lidt i skole.

Da året var gået blev jeg udskrevet.