Den unge Thorkild

Bette Thorkilds barndom

 

Før der kom vandværk i Try, har jeg som dreng set, hvordan man gravede en brønd. Man begynder med at udgrave inde i brøndringen. Derefter fortsætter man med at lægge en ring ovenpå, og vægten kan få ringene til at synke ned, når brøndgraveren fjerner jorden. Al jorden bliver hejst op i en spand. En brønd kunne godt blive meget dyb, inden arbejderne fandt vandåren.

 

Try fik eget vandværk, og der blev lagt vand ind i alle husene. Vandværket er blevet renoveret og forbedret flere gange gennem årene.

 

Juleudstilling:

Det var altid spændende op til jul, hvad købmanden lavede af juleudstilling. Spændende var det også at se, hvad manufakturhuset fandt på. Der skulle ikke så meget til for at glæde os børn, på det tidspunkt.

 

Købmandsbutikken:

Jeg husker tydeligt købmandsbutikken under krigen. Jeg kan næsten se for mig, hvordan tingene stod.

Den store tønde med spegesild og træsaksen til at tage dem op med.

Den store zinkbalje med brun sæbe, og den flade skovl til at tage sæben op med, som blev lagt over på et stykke pergamentpapir og lagt på vægten.

Den store dunk med sirup stod op ad kakkelovnen. Det var simpelthen for at siruppen kunne holde en nogenlunde temperatur, for ellers kunne denne tyktflydende væske ikke løbe ud af dunken.

 

I loftet hang der mange ting som gryder, potter, pander og diverse redskaber. Det var praktisk at hænge varerne i loftet, for så optog de ikke lagerplads på hylderne.

Bag ved disken var der en anden disk med mange skuffer. I skufferne var der mel, gryn, kokosmel, rosiner, kartoffelmel samt mange andre ting til husholdningen. Tingene blev vejet op med det samme fra skufferne. I hver skuffe havde købmanden en øseske, som kun blev brugt til denne bestemte vare.

 

Var der en ledig stund, så blev lærlingen sat til at gøre poserne klar til salg. Dette arbejde foregik i baglokalet. Den øvelse med at lukke posen blev han perfekt til. Det var lidt af en kunst at lære det rigtigt, så posen ikke gik op igen.

Der var en atmosfære i sådan en gammel købmandsbutik. Der var nogle bestemte lugte. I salgslokalet stod en bænk, og for enden af bænken var der en spytbakke til at komme af med sit sorte mundvand, som var fremkommet ved at folk skråede eller brugte snus. Bakken stod på gulvet, og det var ikke altid lige nemt at ramme plet. Det var altid yngste lærlings pligt at sørge for, der var rimelig rent omkring bakken. Spytbakken var en af de ting, som skar ”duftende” gennem næsen.

 

Snestorme:

Vintrene under krigen var strenge, og der var virkelig meget sne. Når der var snestorm, kunne det af og til vare i tre dage. Så var der snedriver så høje, at vi fik at vide, vi ikke måtte røre ved elledningerne. Alle mandfolk blev sat til at kaste sne. Vejene blev ryddet ved håndkraft og simpelthen gravet fri med skovle, som arbejderne havde med hjem om aftenen og varmede dem over kakkelovnen i stuen, mens der blev smurt stearin fra et gammelt stearinlys på. Sneen hang ikke så nemt fast i skovlen, og den var nu meget nemmere at arbejde med. Når vejene igen var farbare, kunne der komme en ny snestorm. Så begyndte alle mand forfra -  der var virkelig vinter dengang, og i disse år havde min far jobbet som snefoged.

 

Inden det blev rigtig vinter, havde arbejdere været ude at sætte sneskærme op på markerne nogle meter fra vejene. Sneskærmene blev sat op de steder, hvor der var erfaring for, at der først ville blive lukket, når der kom sne. Sneskærmene tog meget af sneen, som ellers ville have lagt sig på vejen, men slet ikke nok. Det sparede dog arbejderne, der skovlede sne, for en del kræfter. Det som sneskærmene havde stoppet lå på markerne og ikke på vejene.

 

Trods vej, vejr og vind skulle bøndernes mælk til mejeriet. Så kom den store slæde frem, og to store heste blev spændt for. Turen gik nu til mejeriet, og det foregik ind over markerne, for vejene var ufremkommelige på grund af sneen.

Medens mælken blev behandlet på mejeriet, var kuskene inde til en kop varm kaffe og et bid brød, så de kunne modstå turen hjem

 

Købmanden havde gjort dosmersedlerne klar, som kuskene havde haft med fra bønderne, så de bestilte varer kunne komme med hjem til bondekonerne i husholdningerne på gårdene. Kusken kørte ikke bare mælk frem og tilbage fra mejeriet. Han var nærmest også en slags bydreng eller stikirenddreng. Når kusken alligevel var i landsbyen, kunne han ligeså godt gøre sig nyttig, mens han ventede på at få mælken retur fra mejeriet.

 

Fattig i trediverne:

Senere fandt jeg ud af, at trediverne var nogle vanskelige år.

Min far fortalte mange år senere hvor fattig man var i trediverne.

 

Mejeriet:

Jeg var meget fascineret som dreng af alle disse maskiner, der var i et mejeri. Den store kedel, hvor man kogte vand, der blev til damp, som så skulle drive den store dampmaskine med det store drivhjul. En gang om året skulle kedlen renses for kedelsten, så kom en lastbil fra Frederikshavn med to mand og alt deres trykluftsværktøj.

Kedlen blev slukket dagen før og tømt for vand, den skulle køles ned, så den var til at arbejde med. Alt murværket foran kedlen blev fjernet, så mændene kunne komme ind i kedlen og hamre kedelstenen væk. Kedlen var indrettet sådan, at man fyrede i midten, og vandet var uden om - altså en stor lang halvrund kedel. Det var meget spændende for os drenge at følge denne proces, der skete jo ikke store ting til daglig i hverdagen.

 

Jeg kan huske en enkelt gang, at den store skorsten skulle repareres, og hvordan mureren kom op på stilladset i den store højde, og hvordan han til sidst fik det hele og sig selv ned igen. Mureren skulle ikke lide af højdeskræk. Det var et kunststykke at bygge en rund skorsten. Den skulle blive smallere og smallere opefter og altid være i lod. Det var en begivenhed, når der skete sådanne ting i landsbyen.

 

Karetmageren:

Som dreng gik jeg meget hos karetmageren. Jeg var så betaget af, det han kunne få ud af en planke. Plankerne havde han liggende i en stabel. De blev savet i visse længder, og dernæst blev de stykker tegnet, som skulle saves ud. Det skete på en båndsav, hvor han kunne save i alle retninger. Når klodserne var savet ud, gik han til høvlbænken. En karetmager havde mange forskellige høvle og stemmejern, og med disse redskaber kunne han lave de rene kunstværker.

 

Alle dele på en hestevogn er ikke i vinkel. Tænk på et hjul, som er rundt med nav og eger, og som skal laves rundt. Det er et virkelig flot stykke arbejde, når et hjul var færdigt. Det vil sige; så skal det til smeden og have lagt en jernring om hjulet. Der blev også lavet store og små saltkar. Han kunne også lave en ajletønde, men så kom staverne hele hjem så han skulle samle dem til en ajletønde.

 

Der blev også lavet dritler, hvilket vil sige smørtønder. Alle staverne til en drittel var færdigfabrikeret, men i forskellige bredder. Man begynder i en skabelon, så bliver staverne passet til. For at få dritlen i facon, tvandt man den sammen foroven med et redskab, der kunne spænde dritlen sammen. Af piletræ blev der lavet bånd, til at holde sammen på det hele. Den var flot, når den var færdig.

 

I sådan et karetmagerværksted var der en bestemt atmosfære og lugt af savsmuld og høvlspåner.

 

Smørret fra mejeriet kom i dritler og kørt til Aalborg. Herfra blev det udskibet som eksportvare til England.

 

Smeden:

Når karetmageren var færdig med sit arbejde angående en hestevogn, så skulle den til smeden. Der var mange steder, der skulle jernbeslag på; for eksempel jernringen på et hjul.

 

Mit hjem var lige over for smedeværkstedet. Igen som dreng gik jeg jo og så hvad og hvordan håndværkerne arbejdede. Hvad smeden fik ud af store jernstænger flade eller runde, som han kunne lave. Jeg så, hvordan han ud af et stykke fladt jern kunne lave et beslag til en vogn. Det var det rene kunststykke. Hans redskaber var en stor hammer og en tang. Han skulle holde alt med en tang, for jernet var glødende, for at han kunne forme det med sin hammer på ambolten. Der var altid ild i essen. Når der skulle arbejdes med jernet, blev blæseren sat i gang, og jernet lagt i de glødende kul. Så kunne jernet blive næsten hvidglødende, og så kom der gang i hammeren, hvor der var en vis rytme i hammerslagene.

 

Den dag der skulle lægges ring på hjulet, var der altid to mand om dette stykke arbejde. Først skulle et stykke jern måles nøjagtig ud i længden, så det passede til hjulet, og begge ender skulle smedes sammen før svejsning. Det var en stor rund ring at arbejde med. Ringen kom i essen, og den blev varmet stykke for stykke oprejst. Når den så var varmet hele vejen rundt, skulle den bæres ud til hjulet, og den skulle bæres med tænger.

 

Hjulet var anbragt udenfor i en støbt skabelon. Så blev ringen lagt forsigtigt på, for at se om den passede. Den blev ikke presset på hjulet med det samme, for så ville der gå ild i træet. Det skete at ringen skulle en tur på ambolten, inden den havde de rigtige mål, så blev ringen varmet, til den rigtige temperatur, så den ikke brændte i træet, men alligevel kunne hamres på plads. Begge smede havde den store forhammer i sving, når ringen skulle slås på plads. Når den var på plads, blev hjulet rejst op. I midten af skabelonen var der vand, og nu blev ringen hurtig kølet ned, med det til følge at jernet krøb lidt, og så sad ringen virkelig fast på hjulet. Så kan I tro, at smedene svedte, når de var færdige. Jeg fulgte arbejdet fra først til sidst med stort interesse.

 

Hesteskoning:

Jeg har set mange store heste blive skoet. Det var noget, der kunne få smeden til at svede. Det skete ofte, at smeden blev gal på hesten, hvis den ikke ville, som smeden ville at løfte sit ben så smeden havde hoven imellem sine knæ, hvor han kunne arbejde med hoven. Hesten kunne drille smeden ved at læne sig over mod ham, og nu blev benet meget tungt. Så begyndte smeden at bande og huggede sin albue op i hestens bug. Sådan kunne de drille hinanden, og det var virkelig hårdt arbejde, inden fire hove var skoet.

 

Når en ung hest første gang skulle have ordnet sine hove, blev det en hård kamp mellem smed og hest. Det gik gerne så vidt, at hesten fik lagt noget, der blev kaldt en bremse, på mulen. Det var et tyndt reb, der blev tvundet så stramt, at mulen begyndte at sove og smerte, så hesten kun tænkte på sin mule og ikke på smeden. Når så mulen blev befriet af bremsen, begyndte man at nulre mulen for at få liv tilbage. Det var synd – ja nærmest dyrplageri, men det hjalp, og hesten blev rolig.

 

Vognmand:

Den begyndte med en lastbil. Det var en blandet kørsel. Under krigen blev lastbilen påmonteret en gasgenerator på grund af manglende brændstof. Der blev tændt op i kedlen om morgenen, og det var små bøgetræpinde, der blev fyret med. De dannede gas, som blev sendt til motoren, så bilen kunne køre. Det var ikke den store fart, den kom op på, men det virkede. Hver aften skulle kedlen gøres ren for aske.

 

Bøgetræet blev lavet i små stykker og sat op i store stakke for at blive godt tørre, så de kunne danne gas.

 

Efter krigen kom der to lastbiler til Try. Der var en mælkerute hver eneste dag til mejeriet. Mælken blev hentet hos landmændene efter morgenmalkning.

Efter bearbejdning på mejeriet blev returmælken bragt tilbage til landmanden. Returmælken bestod af skummetmælk og vallen fra osten.

 

Der var faste dage, hvor dyr blev bragt til slagtning. Der blev slagtet både grise, heste og kreaturer i Sæby. Kreaturer til videresalg blev kørt til Aalborg. En dag om ugen blev der hentet varer i Aalborg til købmanden - deriblandt foderstoffer til landbruget, som blev bragt ud.

Om vinteren blev lastbilen monteret en sneplov.

 

For vi drenge var mælkeruten rigtig spændende. Om søndagen måtte vi komme med på turen.