• Sådan blev tørvene lagt ud

  • Efter en tid blev tørvene lavet i skruer vi kaldte det at skrue tørv så kunne de blive blæst tørre

  • Medens skruene stod til tørring blev de besigtige blæsten kunne godt vælte dem de skulle hurtig repareres

I min tid havde vi ikke kamera
billederne er andre steder fra

Tørvegravning under og efter krigen 2. verdenskrig 1940 - 45

 

Mit hjem er Søndergaard i Try i Vendsyssel

 

Når vi blev færdige med forårsarbejdet på gården, såsom såning af kornsorter og roer, var der en pause til, vi skulle i gang med udtynding i roemarkerne. Den pause blev brugt til tørvegarvning.

Det var næste vinters tørv til opvarmning i stuerne og til opvarmning af pige- og karleværelser samt til brug i køkkenets komfur til madlavning.

 

I starten af maj begyndte tørvegravningen, og til Søndergaard hørte et stykke eng, hvor der kunne graves tørv. Det var en eng, hvor der var andre, som også have et stykke eng til tørvegravning. Det som vi kalder fællesjord. Det var nødvendigt, for brændsel skulle der under alle omstændigheder til, i de som jeg husker, de særdeles kolde vintre – i hvert fald nogle af dem. For Søndergårds vedkommende stod det på i ca. 3 dage med gravning, og tro ikke det var nogen let opgave. Det var meget slidsomt, både for folkene der skulle grave tørvene, og hestene der af og til prustede løs, og hang forlæns i seletøjet for at trække de tunge tørv, der endnu var godt våde og mættet med en del mosevand. Tørvene blev jo først lettere, når de havde ligget i sol og vind nogle dage.

 

Tørvespecialisten

En nabo til engen var specialist i tørvegravning, og ham hyrede min far til at stå for arbejdet, og sørge for at det hele gik rigtigt til.

Det hele startede med, at vi mødte to mand op hos tørvegraveren. Han havde de redskaber, der skulle bruges til gravningen, og han havde også hest og vogn til rådighed, når tørvene skulle hen på pladsen til tørring.

 

Selve arbejdet foregik på den måde, at det øverste lag græs og jord blev gravet væk, der hvor der skulle graves tørv. Selve tørvegraven var omkring 1½ meter dyb og vel omkring 10 – 15 meter lang. Graveren førte nu et redskab med en kniv og ståltråd langs bunden af tørvebrinken, hvorefter en mand trak i den anden ende af ståltråden. Derved skar ståltråden bænken fri. På den måde kunne graveren med et redskab skære ind i brinken, som passede til 5 tørv, på det redskab har brugte til at lægge tørvene op på en fladvogn.

 

Når vognen var fyldt, blev der sat en ny vogn til brinken. Graverens hest, der var en lille islænding, trak den fyldte fladvogn over til den mand, som tømte vognen. Det var mig, der var kusk og sørgede for, at der hele tiden var en vogn ved graveren, medens den fyldte vogn blev kørt ud på pladsen og tømt. Sådan blev man ved at arbejde, til der var produceret 50.000 stk. tørv. En anseelig mængde der fyldte godt, men det var nødvendigt, for der var bestemt ikke nogen, der var interesseret i at fryse om vinteren.

 

Alle tørvene lå nu på et stort fladt areal. Nu var der kun vind og sol til at tørre tørvene. Når tørvene havde en vis tørhed, blev de lagt i rækker med 3 lag i hver række. Nu kunne vinden tørre tørvene endnu bedre.

Når tørvene havde stået sådan et stykke tid, blev der lavet det, som vi kalder at skrue tørv. Der blev bygget en rundkreds med tørv som bund. Herefter kørte man opad for til sidst at lukke af med en enkelt tørv. Undervejs i arbejdet blev småstykker lagt inden i den runde stak, så der intet var, der gik til spilde.

 

Et flot syn var det, at se alle disse stakke med tørv der stod opmarcheret i snorlige lange rækker på engen.

Nu stod stakkene til tørring, og med mellemrum blev der set til stakkene. De kunne jo vælte i blæsevejr eller på anden måde vælte, så skulle de jo rejses igen.

 

Tørven køres hjem

Når vi var færdige i roerne, og høsten ikke lige stod til at være tjenlig, blev der kørt tørv hjem. Om formiddagen drog arbejdsholdet til engen med to vogne efter hinanden. Imens vognene blev læsset. Græssede hestene af engens frodige græs. Når første vogn var fyldt op blev den kørt op til landevejen, hvor den stod til næste vogn blev læsset. Herefter blev vognene koblet sammen, og så gik turen hjem.

 

Nu kom hestene på stald og efter dagens hårde arbejde var de mere end ivrige efter at komme ind i deres båse, for de vidste godt, der vankede lidt ekstra godt i krøben samt en spand vand. Jeg gik i gang med at børste og strigle hestene, hvilket de nød, alt imens de spiste deres foder. Andre gik i gang med at tømme vognene, der blev læsset af i et bestemt rum i tørvehuset.

 

Hver dag blev der hentet to læs tørv om eftermiddagen, og jeg husker, at der gik omkring tre dage med at køre tørv hjem, men så var tørvehuset også fyldt op helt til loftet. Øverst oppe i tørvehuset sad en mand, og proppede de sidste tørv helt op under taget, for al pladsen skulle udnyttes, men så var Søndergaard også klar til at gå vinteren i møde.

Jeg husker disse dage med tørv som gode dage. Det var noget helt andet, end som det daglige noget trivielle arbejde med landbruget.

 

Naturengen med Horsegøgen

Det var et stykke dejligt natur derude i engen. Vejret var altid godt, og solen skinnede højt fra himlen, og det var altid dejlig varmt.

På engen var en vidunderlig fuglesang. Det var andre fuglestemmer, end dem vi hørte til daglig hjemme i nærheden af gården. Horsegøgen, som vi vendelboer kalder den, men den hedder i virkeligheden Dobbeltbekkasin. Den skabte altid en vidunderlig stemning og mærkværdige lyde – en slags brummen som fremkom ved, at de yderste halefjer kom i svingninger, når den fløj hen over engen. For at få øje på den skulle man være hurtig, for den havde fart p, når den kom, og i øvrigt levede den helst en skjult tilværelse.

 

Pigerne med madkurven

Et dejligt naturligt islæt var, når pigerne på gården mødte og med kaffe- og madkurv, og alle sad i græsset og nød kaffen samt dejlig lun nybagt kringle lige midt på engen. Det var som at være på udflugt, og det hele summede af sommer.

 

Igennem engen snoede åen sig, og dens rislende lyde skabte også en stemning, så man blev helt salig ved bare at kigge på, at den stille og roligt flød af sted med nogle ganske få krusninger på overfladen. Sindet faldt helt til ro, hvis man havde slidt hårdt i tørvene og var blevet noget svedig. En tur i åen var der ingen der tog notits af, for derude på landet var man som regel helt alene. Åens vand var køligt, og hvis man kogte i sommervarmen, blev temperaturen efter en tur i åen ganske normal.

 

Min ven sanglærken

Jeg skal ikke glemme lærken. Denne mestersanger, som jeg kaldte den, var min ven. Jeg kunne midt ude på engen lægge mig ned og bare kigge op i luften efter lærken, og se den slå pludselige sving deroppe, alt imens den slog nogle triller, som var en fryd for øret. Lige netop lærken kom jeg til at elske. Jeg tror, det var på grund af, jeg aldrig gik direkte til den, når den landede. Den kunne lande meget tæt ved, og jeg nød at kigge på den. Men jeg var også helt overbevist om, at den holdt øje med mig. Den var vant til, jeg var der, og hen på sommeren kunne jeg komme så tæt på den, at jeg kunne se den, når den fodrede sine unger. Både lærken og jeg accepterede hinandens tilstedeværelse – en naturoplevelse som kun er de ganske få forundt.