Tobaksplante sådanne planter kan blive meget høje og store.
Det var sådanne planter der blev hængt til tørring i skoven for at skjule hvor mange hver mand havde

Tobaksfabrikation

Jeg ved, at vi i Danmark og Sverige dyrkede tobak under anden verdenskrig. Så vidt jeg ved, blev der også dyrket tobak i Danmark længe før, man kunne importere cigaretter fra Amerika.

Husk på; det var helt naturligt at dyrke egen tobak under krigen, for der var jo mangel på alt. Fandt man endelig en som kunne skaffe et eller andet, og man kunne hjælpe hinanden, så var det med at holde tæt, for fik Værnemagten nys om, hvad der foregik, kunne man være sikker på, at man ville blive straffet hårdt og tingene konfiskeret.

Alle, der før krigen havde røget, gik efterhånden helt amok for at få fat i tobak, men ingen havde jo noget, så hvis det endelig lykkedes at få fat på noget, der bare mindede om tobak, var det om at holde tæt. Vi børn fik meget lidt at vide, og hvis vi endelig opdagede et eller andet, fik vi besked på at glemme det eller holde fuldstændig tæt, for tyskerne var ikke til at spøge med. Der gik dagligt rygter om, hvor der rundt omkring i landet var kommet folk af dage ved henrettelser og skydning, for selv de mindste forseelser.

Min egen far kendte en ældre sømand, som havde sejlet i rigtig mange år. Et par år før krigen brød ud, var han gået i land for at blive pensioneret. Jeg husker, han engang fortalte i smug, at han havde fortrudt, han var gået i land. Som situationen var på daværende tidspunkt, kunne han slet ikke komme ud.

 

 – Ha´a enda bløwen på hav´ve, så ha a ujgoen ål dæj elendihij, som vi åpløwer lige no. A wil da ho´op, at de forbaskede røwhvoller snårt tår hjam ijan, sagde han meget stille, men vi kunne ikke undgå at høre det.

 

Sømanden havde sejlet en del på Nordamerika. En gang, mens skibet lå i havn, havde han nogle dage fri og var taget en tur ind i landet. Her fik han kontakt med nogle amerikanere, der kendte nogle, som stadig levede delvis som indianere, men de var skam rigtige efterkommere af indianerne. Jeg husker ikke, hvilken stamme de tilhørte, men de havde da både heste og cykler, og nogle af dem gik i cowboybukser. Nogle af landbrugerne gik stadig med pandebånd med et par fjer i båndet, fortalte sømanden. Hos disse efterlevninger af indianerstammen fik sømanden nogle tobaksfrø, som han puttede i lommen og tog med hjem.

 

Tobak i haverne

Da det begyndte at knibe med tobak, havde sømanden selv plantet nogle frø i sin have. Midt på sommeren stod de flotteste mandsstore planter i haven, med blade så store som rabarberblade. Ved et tilfælde opdagede jeg en dag, vi også på Søndergård havde tobaksplanter i haven. Mange vidste ikke rigtig, hvad det var; og dog – men ingen talte højt om det.

 

Bladene blev høstet og hængt til tørre oppe øverst på loftet over stuehuset, hvor ingen havde adgang, eller i hvert fald ikke kom så tit. Gårdens tjenestepiger omtalte det i hvert fald aldrig nogen stader, for alle var nødt til at holde sammen, og ikke bringe hinanden i unåde hvilket kunne være meget farligt og endda koste nogen livet.

Året efter stod der tobaksplanter i rigtig mange haver. Jeg husker, de stod på snorlige lange rækker, i den ene have efter den anden. Langt de fleste planter var af samme slags, og stammede med højeste sandsynlighed fra indianerstammernes tobaksfrø.

Der var kommet rigtig gang i tobaksdyrkningen, men så kom forbuddet fra myndigheden

 

Jeg husker ikke, hvor meget hver husstand måtte dyrke, men det blev efterhånden håndhævet hårdt. Danskerne var ikke dumme. De skjulte planterne, så de ikke sådan lige var at få øje på, og når tobaksbladene skulle tørres, blev hele planten hængt ud i skoven til tørre. Her hang planterne så i lange baner, og så kunne myndigheden prøve, om den kunne finde ud af, hvis der var hvis.

 

Krydret tobak i strimler

Når der skulle tages tobaksblade hjem fra skoven, foregik det med største forsigtighed. Man skulle jo nødigt møde nogle tyske patruljer, og der var altid naboer og venner ved vejene, der kunne advare om et eller andet, hvis tysken var ude på patrulje. Folkene inde i skoven havde selvfølgelig økser og save med, hvis der skulle opstå problemer. I tilfælde af patruljer i nærheden, så gik folkene i gang med at save brænde og hugge kviste til vinterbrændsel, for på den måde at undgå at komme i fedtefadet.

 

Tobaksbladene kom hjem og gemt godt væk indtil mørkets frembrud til senere forarbejdelse. Bladene blev krydret, så de fik tobakssmag og blev skåret i strimler til pibetobak. En nabo havde bygget en meget lille udgave af en maskine, der lignede en hakkelsemaskine. Med håndtaget blev der kørt rundt og rundt, og tobakken blev snittet i fine strimler. Maskinen gik på omgang blandt en større kreds af naboer og venner. Maskinen var ikke en, man spurgte efter, men alle vidste hele tiden, hvor den var. Maskinen blev heller ikke flyttet i dagtimerne, men kun transporteret når det var mørkt, og man var sikker på, man ikke mødte nogen.

 

Cigarer

De fleste havde en del tobak i overskud, fra de mange planter. De fineste og flotteste blade blev sorteret fra og gemt til senere brug. Når snestormen rasede udenfor, kunne man være nogenlunde sikre på, at ingen vovede sig ud – heller ikke tyskerne. I de små hjem rundt omkring, blev der nu rullet blade, der blev til cigarer. Joh, de lignede da cigarer, men havde måske ikke den helt rigtige farve. Cigarerne var også lidt flossede at se på, men alt kunne gå an i nødens stund.

 

Hvis man var en tur hos købmanden i Try eller Thorshøj, kunne man af og til møde en gårdejer, der pulsede på en cigar. Cigaren blev røget helt ned, så vedkommende var ved at brænde både læber og fingre. Helt sikkert var det, at intet blev smidt væk – heller ikke et skod. Et skod kom ned i ”skrowdosen”, og gemt til det var tid, at hale en ordentlig hivert af en dynge aske rullet i tobak i munden, så der kom, de tre nok så kendte 1 taller på hagen af vedkommende, der også spyttede en hel del.

 

Hos købmændene var der mange steder, på det tidspunkt en kundebænk. For enden af kundebænken stod spøtbakken, som dem der skråede brugte flittigt. De gad ikke altid bukke sig helt ned til bakken, så det siger sig selv, der skulle optørring til flere gange om dagen, når bakken skulle tømmes. Dette job tilhørte altid yngste lærling.