Kræn Eg og Løjte Grethe
Gik på landevejene om sommeren overnattede på gårdene som de kom frem til.
Vi skal mange år tilbage. Jeg er årgang 1932 husker dem ikke kun fortalt om Kræn Eg og Løjte Grethe

Landevejsridderne

I min barndom var der en del mænd der gik på landevejen, af den ene eller anden grund. De kunne komme fra alle klassetrin i samfundet, og alle havde de deres grund til, at de var endt sådan. Nogen havde forliste ægteskaber bag sig. Andre var endt som drankere og fortsatte som landevejsriddere eller bissere, som de i folkemunde blev kaldt. En helt tredje kategori kunne være, at de havde haft en eller anden virksomhed, som var gået konkurs, og følte stor skam over det var endt på denne måde. På den måde var vedkommende endt som bisser.

 

Øgenavne

På det tidspunkt havde de alle et øgenavn, som var hæftet på den enkelte. Det kunne være Ruskebørge, på grund af han havde været inde og sidde, eller Fjummerjens fordi han var klodset. Det kunne være Humberding på grund af manden haltede.

Personligt kendte jeg Kolbøtten, der konstant lå og trillede i grøfterne på grund af beruselse. De sidste par år af hans levetid, drak han ren sprit og blev af den grund heller ikke mere end 41 år gammel.

Øgenavnene var mange, og man kunne være sikker på, at den enkelte landevejsridder helt havde tjek på, hvem der var hvem.

 

Gårdbesøg

Mange gange kom landevejsridderne også i mit hjem og bad om at måtte sove i kostalden, hvor der altid var lunt. Det fik de altid lov til, men de fik også altid at vide, de ikke måtte ryge på grund af brandfaren ved halm, hø og andet dyrefoder. Der blev redt en seng af halm til bisseren, og han fik udleveret nogle tomme kornsække, han kunne tage over sig og bruge som dyne. Næste morgen fik han et måltid mad, og mor smurte en god solid madpakke til ham. Min mor fik altid en stor taknemmelig tak fra disse mennesker, og derefter var det ud på landevejen igen.

Mange gange brugte disse mænd også at sove oven på kedlen på mejerierne om natten, hvor der altid var en god varme. De brugte også teglværkerne til overnatning, hvor ovnene også altid var varme.

 

Landevejsriddernes sprog

Mit hjem lå næsten helt ud til vejen, der gik gennem Try. Vi undrede os nogle gange over, hvorfor bisserne altid kom til os, men det fandt vi ud af mange år senere. På det tidspunkt var der telefonpæle langs vejene. Lige før indkørselen til mit hjem stod en telefonpæl, og på denne pæl var der slået og skåret nogle mærkater med et nummer. Det var bissernes værk, for på denne måde at kommunikere med hinanden. På denne måde fortalte de, hvor de blev godt modtaget og omvendt. Det var mærkaterne på pælene, som kunne lede dem hen til de gode gårde og huse. Dette bissersprog kunne være sjovt, om det var bevaret, men jeg har desværre ikke kendskab til det.