Årets gang ved landbruget omkring 1950

Af Thorkild Søndergaard

 

             Omkring 1950 var gården Søndergaard i Try i Torslev Sogn en ejendom på 40 tønder land med en besætning på 12 malkekøer, ungkvæg, 15 svin og 4 heste. En sådan mellemstor gård kunne dengang drives med to karle til det udendørs arbejde og én pige til det huslige arbejde foruden mand og kone. Thorkild Søndergaard beretter her om årets gang på sin fædrene gård.

 

Et landbrug er naturligvis tæt knyttet til naturen, både gennem dyrkning af jorden og med hensyn til dyrehold. På den måde påvirkede naturen og årstidernes skiften også arbejdsgangen på et landbrug. Hver årstid havde sine arbejdsopgaver, der ændredes fra måned til måned og gentoges år efter år.

Januar måned

 

      Med det nye års begyndelse begyndte hverdagen at melde sig igen efter højtideligheden i julen. Tidlig morgen og sidst på eftermiddagen forløb ens alle ugens dage. Der var malkning og fodring af dyrene. Morgen klokken 6 begyndte morgenmalkningen, og det tog cirka tre kvarter til en time med begyndelse og afslutning. Dernæst skulle dyrene fodres af gårdens to karle, hvor den ene tog sig af hestene og den anden af kreaturerne. Efter fodring af dyrene var det karlenes tur til at blive fodret i køkkenet, hvor pigen havde stillet morgenmaden klar. Der var ikke sat tid af til spisning, men man gik til arbejdet igen, når alle havde spist. Klokken var nu cirka 8. Herefter hjalp alle hinanden med at fodre færdig, og der blev muget ud ved alle dyrene - også i svinestalden. Efter en times tid var der pænt og rent i staldene, og nu kunne dyrene falde til ro. Mælken havde været en tur på mejeriet, så spande og malkemaskiner skulle rengøres. Klokken 15 gik den af karlene, der var ansvarlig for kreaturerne, i stalden, hvor han gjorde det meste i omvendt rækkefølge, sådan at malkning var det sidste, der blev udført. Klokken18 blev det lukket og slukket, hvorefter alle blev vasket og klædt om inden aftensmaden.

                  Der blev arbejdet med lidt forskelligt i ugedagene. En dag gik med at fylde rummet op med roer, der skulle hentes ude på marken i roekulen. En vinterdag kunne det være et drøjt arbejde, når jorden over roerne var frosset og først skulle slås i stykker, inden man kunne komme til roerne. Hvis der var snestorm, og sneen føg langs roekulen, var det næsten umuligt at arbejde for sne. Hestene fik lagt en stor sæk hen over deres ryg, så de ikke kom til at fryse. Heldigvis var det ikke tit, at vejret var så dårligt. Hjemme var der kun plads nok til roer i otte dage. – Hakkelse blev skåret i små stykker i en hakkelsemaskine.

                  Der skulle også tærskes. Avlen fra sommeren skulle fordeles, så kornet kom fra strået, og halmen skulle bruges som foder til kreaturerne. Halmen blev også brugt til mange ting. For eksempel blev avnerne, der var affald ved tærskningen, brugt til at strø under dyrene, så de blev holdt rene. Der var også dage, hvor vinteren var rigtig slem, og der var meget koldt i laden. Så blev vi sat til at stoppe hullerne med store stoppenåle i de kornsække, som musene havde bidt hul af. Det foregik inde i kostalden, hvor der var altid varmt.  Det var nogle hyggelige dage, når snestormen rasede udenfor, og køerne havde lagt sig og tyggede drøv, medens karlene ordnede hele verdenssituationen. Der var også dage, hvor der var ting, som skulle holdes ved lige.

 

                   En vintermåned lige efter krigen blev hele rughøsten tærsket på en lånt bredtærskemaskine. Det var en tærskemaskine, hvor stråene kom igennem på bredsiden, uden stråene blev beskadigede. Der skulle mange hænder til det arbejde. En mand til at samle stråene op og binde dem i store neg, tre mand til at komme neget igennem maskinen og tre mand til at tage fra, binde i neg og sætte dem væk. Korn og avner skulle nu renses i en rensemaskine, der blev drevet med håndkraft. På en stolpe ud mod loen blev der anbragt en stor trækam, for nu skulle stråene redes igennem. Et passende bundt blev holdt i hænder og arme og trukket igennem kammen, så urenheder blev renset fra. Bundtet blev stampet mod loen, så enderne blev lige lange. Nogle strå blev brugt til at binde om bundtet, der kom op i en skærekasse, hvor enderne blev skåret lige, så det blev et flot bundt. Ledige stunder i løbet af vinteren blev brugt til at gøre alle stråene til flotte bundter strå med trækammen.  Et firma i Hjørring købte alle bundterne, som blev afhentet en forårsdag af en stor lastbil. Halmen blev brugt som emballage omkring flasker og lignende.

                  Efter store snestorme, hvor alle veje var lukkede med snedriver, skulle alle mænd stille med skovl, og så skulle der graves igennem driverne. Nogle vintre var der meget sne, og der kunne gå mange dage, inden vejene var åbne og ryddet for sne. Det var en pligt, at der blev stillet mandskab til rådighed efter snestorm.

 

Februar måned

Nu var det tid at få den sidste avl tærsket og skåret i hakkelse. Musene var også hårde ved avlen, så alle dagene blev brugt til at arbejde i laden. Tærskning kunne støve så slemt, at man ind imellem næsten ikke kunne se hinanden. Man var helt sort af støv under næsen. Kornet i de store sække blev båret over gårdspladsen og op på loftet af stuehuset. Det var næsten umenneskeligt hårdt, men sådan var forholdene den gang. Alt det indendørs skulle være færdig inden marts, for så kom forårsarbejdet. Sidst i februar ankom al den gødning, som skulle strøes ud på markerne, i store sække. Gødningen skulle blandes, og det blev gjort på loen i laden. De forskellige slags gødning blev hældt ud, og så var det ellers i gang med skovl at blande det hele sammen og komme det i sække igen. Det var meget tungt at arbejde.

 

Marts måned

Nu begyndte dagene at blive lidt længere og lysere. Ajlebeholderen var nu helt fyldt op. Der blev ventet på dage med fugt og regn, og imens blev der gjort klar til ajleudkørsel. Det gik der næsten tre dage med. Vores ajlebeholder kunne tage cirka 90 ajletønder. Med visse mellemrum skulle beholderen gøres rigtig ren i bunden. Så skulle en mand ned i ajlebeholderen, men forinden blev der sænket en flagermuslygte ned på bunden. Hvis lyset stadig kunne brænde, var der ilt nok til, at man kunne arbejde i ajlebeholderen.

                  Nu skulle der gerne komme en uge med tørt vejr, så møddingen kunne køres ud. Det foregik på den måde, at der var to vogne i brug. Den ene var hjemme i møddingen for at blive læsset med håndkraft. Når vognen var helt fyldt, passede det med, at den anden vogn var på vej hjem til møddingen. Så blev der spændt for den læssede vogn og kørt ud i marken, og så kunne den anden karl begynde at fylde den tomme vogn. Ude i marken blev vognens indhold læsset af i små stakke i en lige række. Det tog gerne en tre dage at få møddingen tømt. Derefter gik mandskabet ud på marken og begyndte at sprede alle disse stakke ud, så der blev et jævnt lag møg over det hele. Alt foregik med håndkraft. Inden man var helt færdig med spredningen, gik den ene karl hjem efter et spand heste og en plov, for møget skulle under jorden straks og ikke ligge og tørre ud. Derefter skulle kunstgødningen spredes ud på alle markerne. En generation tilbage foregik det med sækken over skulderen lige som sædemanden, medens det i 50’erne skete med en hestetrukket gødningsspreder.

                  Midt i marts blev vejret blev bedre og dagene længere. Kornet til sæd var taget fra og sendt til bejdsning, det vil sige behandlet med en gift. Hvis der var noget til overs, måtte det ikke bruges til foder. Såmaskinen var blevet klargjort, så der blev sået den rigtige mængde. Markerne var blevet gjort klar til forårsarbejde, og hvor der havde ligget roekuler og lignende, var de fjernet. Det første grove arbejde skete med en fjerdeharve, idet jorden var hård på den tid af året. Når alle markerne var gået igennem med den grove harve, blev de gået igennem med den lette harve inden såning. Med høj himmel og solskin var en sådan mark flot. Lærken var på dette tidspunkt i fuld gang med at synge, og viben havde også meldt sin ankomst. Alt efter vejret, om vi var sidst i marts eller først i april, begyndte såningen. Det ene spand heste harvede lige før såning, idet én hest kunne trække såmaskinen, så såning kom lige efter harvning. Når vårsæden var i jorden, blev alle markerne kørt over med en tromle, og så var marken rigtig flot.

                  Den ene mark skulle foruden korn også tilsås med frø, det vil sige flere slags græsfrø. På denne mark skulle der høstes hø til næste år. Selv ældre folk kunne bære sækken med græsfrø på skulderen. Der skulle ikke strøs ret meget, og man skulle være god til at fordele græsfrøene rigtigt.

 

April måned

Nu skulle der gøres klar til at få roefrø i jorden. Marken blev behandlet som de øvrige marker. Der skulle kun én hest til at trække maskinen til såning af roefrø, og der blev sået i to rækker med en vis afstand. Såningen blev delt op med flere dages mellemrum. Hvis alle planterne kom op på en gang, kunne vi ikke nå at tynde dem ud, inden de blev for store; derfor såning med mellemrum.

                  Når alle afgrøderne var kommet i jorden, og vi var et stykke inde i april, blev der tid til at gennemgå alle indhegninger til dyrene, som snart skulle på græs. Det kunne godt tage nogle dage at få set dem efter og repareret. Vinteren kunne være hård ved hegnspælene.

                  Vejret blev bedre og varmere, efter som vi nærmede os maj. Nu var det alle husene, som blev set efter. Der var meget, som var skallet af, og som blev repareret, og derefter gik vi i gang med at kalke husene. Her i foråret var der købt en sæk kalk, som skulle læskes. Kalken var som små sten. Vi havde kalken i en tønde, som var gravet ned i jorden med låg over. Den dag kalken skulle læskes, blev en del af kalkstenene hældt op i en lukket trillebør. Der blev hældt vand over, og så varede det ikke ret længe, før kalken kom i kog. Man skulle holde sig væk, for det kunne sprøjte vældigt meget lige en overgang. Når læskningen var færdig, blev kalken hældt i tønden. Der var gerne to-tre trillebør kalk, der kunne røres op med vand. Husene blev ’vasket’, og de blev flotte, når kalken blev tør, og husene fremstod hvide. Alt dette her skulle gerne være færdig til pinse.

                  Dyrene skulle på græs. Det var et sandt skuespil, den dag køerne skulle på græs for første gang, efter de havde stået en hel vinter inde. De var meget stive i bentøjet, og alligevel lavede de alle slags krumspring. De opførte sig helt tosset, og det gav mange billige grin, men man kunne se, at de var glade. Dernæst skulle ungdyrene på græs i deres indhegning. De kunne være så stædige, at de ikke var til at rokke ud af stedet. Engang måtte to ungkvier trækkes ud af stalden af en tålmodig, gammel hest. Rebet blev bundet til hestens skagler, og den fik besked på at trække de stædige ungdyr på græs. Når de opdagede, at det ikke hjalp med modstand, fulgte de frivilligt med.

 

Maj måned

Alle afgrøder var i gang med spiring. Roerne var så langt fremme, at den første radrensning skulle i gang; det kunne gøres med kun én hest forspændt. Nu varede det ikke mange dage, før der skulle tyndes roer. Det vil sige, at med en roehakke blev der tyndet ud i roerækken, sådan at en roeplante stod alene med et mellemrum til den næste roeplante. Det blev per øjemål med afstand til næste plante. Sådan gik man række op og række ned. Der var gerne mange til arbejdet, for planterne måtte ikke blive for store til udtynding af både kålrabier og sukkerroer. På den tid i maj kunne det være rigtig varmt med solskin fra en klar himmel, og man kunne blive godt forbrændt. Når man kom i seng, føltes det, som lå man på grus. Det kunne også nogle gange være så koldt, at der skulle overfrakke på og endda vanter, når der blæste en hård og stiv blæst. Det var også nu, der kom en fra maskinstationen og sprøjtede for ukrudt i kornmarkerne. Dengang var der ikke noget, der hed miljø, og det kunne  det rene bladan, der blev brugt. Hele maj gik med roerne. Når man var færdig første gang, og der var radrenset flere gange, kunne man begynde forfra med anden gang. Nu skulle roerne ikke tyndes ud, for det var ukrudtet, der skulle væk. Roearbejdet var som regel færdigt efter grundlovsdag.

                  Under og efter krigen blev der gravet tørv, og mange ejede et lille stykke tørvejord. Der blev gravet tørv i første halvdel af maj måned. Det var lige efter, afgrøderne var kommet i jorden. Der blev brugt tre dage til tørvegravning, og det skulle der tre mand til foruden de to karle og en daglejer, som stod nede og gravede tørvene ud og lagde dem op på en fladvogn. Daglejeren havde små islandske heste, som blev brugt til trækkraft. Tørvemassen blev læsset af og lagt ud på græsset til tørring. Alt efter vejret varede det måske 10 til 14 dage, inden en bestemt tørring var nået, så tørvene kunne lægges i rækker med tre oven på hinanden. Sådan stod de, til de var næsten tørre. Når det rigtige tidspunkt indtraf, kørte alle i tørvemosen for at sætte tørvene i stakke - skrue tørv. Man begyndte med at lægge en række tørv i en rundkreds; så fortsatte man opefter, og omkredsen af stakken blev mindre og mindre, for til sidst at lukkes af med en tørv. Alt småtørv blev fyldt ind i skruen. Nu kunne vind og sol rigtig tørre på tørvene. Karlene kørte sommetider en aftentur i mosen for at se til tørvene, og nogle gange var der væltet en del skruer, som blev repareret.

 

Juni måned

Nu var sommeren over os, og de lyse nætter var i fuld gang. Karlene cyklede om aftenen ned til åen for at bade på det sted, der blev kaldt for badestedet. Der var der ret så meget vand og en god dybde, så man kunne springe på hovedet i vandet fra brinken eller klatre op i et stort træ og springe ud derfra. Det var et samlingssted for unge mennesker hele sommeren, når vejret var godt. Man må huske på, at der ingen badeværelser var for unge mennesker ude på gårdene. Til gengæld kunne man blive godt vasket i åen.

                  Tiden nærmere sig, hvor græsset var så stort, at det skulle høstes. Så blev slåmaskinen gjort klar, smurt med olie alle steder, og den store kniv blev slebet. Her skulle to heste spændes for. Det kunne godt være hårdt for hestene, hvis avlen var god. Vi delte marken op i to halvdele. Det slåede græs skulle ligge og tørre i en del dage, inden det blev vendt. I mange år blev det vendt med håndkraft, senere med maskine. Vejret var en vigtig faktor. Det måtte helst ikke regne i flere dage, for så kunne græsset falde sammen og skulle vendes tit. Med høj himmel og solskin og en let brise gik arbejdet let. Når høet havde en vis tørhed, skulle det stakkes. Det blev revet sammen i lange rækker med en rivemaskine, som blev trukket af en hest. Alle mænd og kvinder var med til stakning af høet sådan en dag. Man skulle gerne være færdig samme dag, som høet var revet sammen og godt tørt, og det lykkedes også. Hvor var det flot med alle disse høstakke, som stod i lige rækker på marken! Stakkene skulle stå i en god uges tid, så de kunne blive rigtig tørre. Høstvognene blev gjort klar, og der blev lagt en ramme over vognen, så den blev gjort bredere. Loftet over kostalden, hvor høet skulle op, blev gjort klar. Hos købmanden var der hentet groft salt til at strø i høet med visse mellemrum. Nu var der kun at vente på dagen med godt vejr, og så gik alle mand i gang. To mand med heste og vogn kørte i marken og fik vognen læsset, og så var det afgang hjem. Vognen blev stillet på et sted, hvor høet kunne komme ind på loftet. Karlen med den tomme vogn drog i marken for at få den læsset, medens de andre hjemme skulle læsse høet af den fyldte vogn og få det ind på loftet. Høet skulle nu bæres og lagres for enden af loftet, indtil vi nærmede os stedet, hvor høet kom ind. Når vi havde tømt vognen, var der en ny vogn klar til at blive tømt. Sådan gik dagene, indtil høet var i hus. Det var en drøj omgang, og sådanne dage sluttede først ved mørkets frembrud

Juli og august måned

I juli måned stod avlen og passede sig selv, høet var under , og roemarken var renset for ukrudt. Sommeren var over os, og nu skulle tørvene køres hjem. Forspændt to vogne efter hinanden gik turen til mosen. Medens vognene blev læsset, kom hestene på græs og fik sulten stillet imens. Med de to vogne efter hinanden gik turen hjem. Rummet til tørv lå i gavlen af hestestalden, og aflæsning og opfyldning af rummet foregik med håndkraft. Det tog nogle dage med at få tørvene hjem, to læs formiddag og to læs eftermiddag. Det var en stor lettelse, da der igen kunne købes fast brændsel.

                  Juli var også den tid, hvor der kunne afvikles ferie, selv om det ikke var de mange uger at tale om, men lidt ferie fik man dog. Der skulle også bruges dage på at hjælpe med rengøring af haven, der var stor,  og som helst skulle være fri for ukrudt og gangene pænt revet. Ligeledes blev der også altid holdt pænt ryddet op omkring bygningerne, ukrudt blev fjernet, og højt græs blev slået.

                  Sidst i juli begyndte rugen at skifte farve, modningen var i gang. Nu blev leen slebet på slibestenen, og alt gjort klart til at meje for. Det vil sige, at der blev mejet med le og bundet i neg en tur hele vejen rundt om marken. Så kunne der køres med selvbinder uden at køre i kornet. Det samme med byggen, havren og hveden. Selvbinderen skulle gøres klar, og alle bevægelige dele smøres med olie. Den lange kniv med små blade fik en tur på slibestenen. Selvbindergarnet var købt hjem, og alt var nu klar til høstning. Tre heste skulle der til for at trække en selvbinder. Var der en god avl, så var det en hård omgang for hestene. Der blev kørt visse timer, inden hestene fik en pause. Der var gerne meget varmt en sådan dag, og hestene blev meget svedige. Når marken var mejet, lå der i tusindvis af neg, der skulle sættes sammen. Alle mand var med om dette arbejde. Negene blev sat i en række, gerne med seks eller otte i hver sektion. Det blev kaldt at sætte sammen eller sætte i skok. Man gik med håndkraft og samlede negene op og bar dem til rækken, og hvor blev der gået mange skridt, inden alle neg var sat sammen!

                  Rugen var altid den første afgrøde, der blev høstet. Det var en vintersæd og derfor var den lidt før vårsæden. Hvis vejret var med arbejdet, kunne rugen køres hjem, inden byggen skulle høstes. Nu blev vognene gjort klar til at køre rugen ind, igen to vogne. En, der blev læsset, og en der var i laden og blev aflæsset. I høsten var alle med i arbejdet både kvinder og mænd. Selv om arbejdet var hårdt, var der ingen, der mukkede. Sådan var livet på landet, og alt blev lavet med godt humør. Derefter var det byggen, der var klar til at blive høstet, og til sidst en mark med blandet sæd - byg og havre – foruden en mark med havre.

                  Alt arbejde stod i høstens tegn. Alle håbede på godt vejr, for så gik arbejdet meget lettere end i regnvejr, når man nogle gange skulle ud at flytte og vende rundt på negene for at få dem tørre igen. På Søndergaard kunne hele avlen være inde i laden. Der var steder, hvor en del af avlen blev sat i stakke. Det var lidt af en kunst at lave stakken sådan, at den ikke tog vand ind. Den skulle være rund og ende i en spids. Når negene var i hus, blev markerne revet over, og rivelsen, som det blev kaldt, blev kørt hjem og tærsket ret hurtigt. Det var noget tørt, og der var en del jord deri, så det kunne støve helt forfærdeligt fra tærskeværket, og derfor blev der lavet gennemtræk i laden.

                  Der var en vis stemning ved høsten, efterfyldt af glæden over en lade fyldt til bristepunktet. Lugten af indhøstet korn var helt speciel. Alle, som havde hjulpet med høsten blev inviteret til indhøstegilde. På Søndergaard var det med en fin spisning, og hvad der fulgte efter. Det var afslutningen på sommeren , når en god avl var i hus.

 

September måned

Nu kom der andre opgaver. Stubmarkerne skulle skrælpløjes, for markerne skal med mellemrum harves over for at holde ukrudtet nede, inden den rigtige efterårspløjning satte ind. Rugen skulle sås om efteråret, og det blev gjort lige efter høsten. Kartoflerne skulle snart tages op, for toppen var visnet helt ned. Nu ville man gerne have dage med høj himmel og solskin. Den ene karl gik med en dertil indrettede hakke og løsnede hver top, sådan at han kunne lægge to rækker sammen. Han var nogle timer foran dem, der samlede kartoflerne op i en stor kurv, liggende på knæ. Derfor var vi glade for godt vejr. Kartoflerne blev samlet i en bunke for senere at blive kørt hjem og sorteret. Sorteringen foregik med håndkraft i størrelser. De små blev leveret til kartoffelmelsfabrikken, og vinterforbruget blev lagt i kælderen. Der blev gravet en lang grav på en meters dybde på sydsiden af et læbælte. Der blev resten lagt i, godt dækket med halm og jord, så de kunne overvintre uden frost.

                  Ajlebeholderen skulle tømmes inden vinteren, og arbejdet med at gøre markerne vinterklar var i fuld gang.

 

Oktober måned

Første oktober startede roehøsten. Toppen af kålrabier og sukkerroer blev brugt til foder, og der blev hentet et læs hver morgen. Samtidigt begyndte optagning af roerne. Sukkerroen blev rykket op med håndkraft, og til kålrabien havde vi en såkaldt slæde, som kunne løsne roerne og skubbe dem sammen i en række. Den var hestetrukket. Sukkerroerne blev kørt hjem til gården og lagt i en roekule. Størsteparten af roerne var kålrabier, og de blev samlet i en roekule på den mark, de blev høstet; det kunne blive en ret så stor roekule, når alle roerne var samlet.  Til sidst skulle roerne dækkes med jord med skovl og håndkraft, og det kunne godt give en øm ryg. Roehøsten skulle gerne være sluttet inden første november. Dagene var blevet korte, og man skulle nå at få de sidste marker pløjet

November måned

Novemberblev brugt til at gøre alting vinterklar. Alle dyrene, som havde gået ude hele sommeren, var nu taget hjem og sat i bås. Det kunne godt tage et par dage. De kunne være noget stædige og bange for at gå ind i stalden. Ungdyrene havde i efteråret samlet en stor pels, som de skulle af med, når de kom på stalden. Derfor kom der en kreaturklipper og håndklippede dem. Der blev en vis stemning i staldene, når alle dyrene var i huse.

 

December måned

I december skulle der arbejdes i laden. Der skulle tærskes, så der blev korn til dyrene, halm til foder, skåret hakkelse til hestene og malet korn til grisene. Vinteren var ofte begyndt i december måned.  Der blev gjort klart til julen, sådan at der kunne holdes en stille jul. Der blev sørget for, at der var foder nok til dyrene til efter jul.

                  Husmoderen havde ekstra meget at lave op mod jul. Der blev sendt bud til købmanden efter malt, for der skulle brygges hvidtøl.  Store kar blev fyldt med vand og  store flasker var dagen før blevetgjort rene; de skulle være pinligt rene, forellers gik der gæring i øllet. De næste dage var meget spændt på, om proppen blev på flasken. Det var en kunst at få den rigtige brygning til at lykkes.

                  Så kom dagen, hvor grisen skulle slagtes. Slagteren var bestilt for længst. Der blev fyret op under gruekedlen fra tidlig morgen, for vandet skulle koge, når slagteren kom. Det store saltkar var anbragt i bryggerset, hvor slagtningen foregik. Den udsete grisebasse blev hentet ind. Heldigvis vidste den ikke, hvad der skulle ske. Saltkaret blev vendt med bunden opad, grisen blev lagt op på karret og fik alle fire ben bundet sammen. Det gik ikke lydløst af, så slagteren lagde en snøre om trynen. Husmoderen var klar med en stor spand til at samle blodet. Gryn og lignende var sat frem, for når først blodet kom, var der ikke tid til at hente noget. Når alt var klar, skar slagteren et hul i halsen på grisen, hvorefter han førte en lang kniv ind og skar pulsåren over, og så kom der blod. Nu fik husmoderen travlt med at røre i blodet, for det måtte ikke størkne. Blodet skulle blandes med gryn, og der skulle lægges kræfter i en sådan røring. Når grisen var død, blev den lagt på gulvet, saltkarret vendt, og det kogende vand kom over i karret. Vandet skulle have den rigtige temperatur. Grisen kom op i karret, og blev skvulpet frem og tilbage, så vandet kom over det hele. Nu kunne alle børsterne skrabes af skindet. Der blev en grim lugt, da grisen blev skoldet, men nu kunne man skrabe den helt ren. I loftet var der to kroge. I dem blev grisen hejset op med rumpen øverst. Slagteren kunne nu tage indvoldene ud, tarmene og maven og lever blev taget fra, og resten blev ikke brugt. Husmoderen kunne gå i gang med at rengøre tarmene og maven, så de store tarme og maven kunne bruges til blodpølser; de små tarme blev brugt til medisterpølser. Grisen blev delt i to dele, det store hoved blev rengjort og blev kogt, og det kom der en god og fed sylte ud af.  De to halvdele skulle hænge og blive kolde til dagen efter. På slagtedagen fik man blodpølse til aften, og der blev spist godt sådan en aften. Dagen efter var det partering af grisen, og der blev lavet mange stykker flæsk og stege. Noget fars blev til medisterpølse, andet fars blev til frikadeller. Kødet skulle hakkes i kødhakkemaskinen, som blev drejet med håndkraft, og derfor måtte der en stærk karl til det arbejde.  Det flæsk og kød, der skulle gemmes, kom ned i kælderen, hvor saltkaret stod. Det blev pakket ned i salt, så kunne det holde sig i lang tid. Når det skulle bruges, blev det taget op dagen før og lagt i vand for at trække saltet ud. Det, der skulle bruges til jul, var bearbejdet og lagt væk.

                  Julebagning gik der også nogle dage med; så var der en dejlig lugt i køkkenet. Al bagning og stegning foregik i komfuret, hvor der blev fyret med brænde eller tørv, og det gav samtidig varme i køkkenet. Nu skulle der gøres rent i huset, og stuerne pyntes med juleting. Juletræet var sat på fod, men det kom ikke ind før lillejuledag og blev pyntet.

Den 24. december til frokost blev der serveret grønlangkål, medisterpølse og kogt flæsk. Så var det spændende, hvordan hvidtøllet smagte - som regel godt. Grønkålen var vigtig. Den var skyllet og lige klar til at blive kogt. Det blev gjort den dag, pølser og flæsk blev kogt i gruekedlen, hvorefter grønkålen blev kogt i den gode suppe; derfor var der en god kraft i kålen.

                  Om eftermiddagen den 24. december fik dyrene en ekstra forplejning, for de skulle også mærke, det var jul, og alle kunne med god samvittighed gå til julebordet med tanken på, at dyrene også havde fået et ekstra godt måltid.  Juleaften blev der serveret steg og risalamande til alle på Søndergaard. Juleugen gik med det daglige arbejde med at passe dyrene; derudover var der fritid.

 

Omkring 1951 blev der købt en traktor på Søndergaard, en lille grå Ferguson med 26 hk.  På gården fandtes alle de maskiner, der hørte til et mellemstort landbrug med undtagelse af en mejetærsker. Traktoren blev skiftet nogle gange til en større. Maskinparken blev udvidet til en dieseltraktor,og der blev opsat en tank til dieselolie I 1960 blev der bygget ny kostald.

Søndergaard blev solgt i 1962.