Efterkrigstidens jul

Jul på Søndergaard efter krigen 1945

 

Midt i december begyndte forberedelserne til julen – ja det vil sige planlægningen havde været i gang længe, men midt i december blev det alvor.

I årene hvor der var en del ænder og gæs på gården, som skulle slagtes inden jul, var der travlhed.

Ikke mindst for min mor som var den, der tog det meste af slæbet, når der skulle slagtes og bagefter gøres i stand.

En af karlene på gården og jeg var som regel dem, der fangede både ænder og gæs. Det foregik på den måde, at vi fangede en ad gangen og bar den skræppende hen til min mor, der stod klar, med den skarpe kniv. Mor tog kraftigt om anden eller gåsen og holdt den fast mellem benene, tog omkring kræets hoved og strakte halsen ud. Der blev lagt et lille snit i halspulsåren, så blodet hurtigt kunne løbe ud, og så døde fjerkræet hurtigt og humant.

På Søndergård havde vi rigtig mange ænder og gæs, og det kunne nemt tage et par dage, inden det sidste stykke fjerkræ var slagtet.

Når mindre børn kom forbi og så, hvordan den slags ting blev udført, syntes de altid, det var synd, men det var nødvendigt, at nogen måtte dø for at andre kunne få føden. Når foråret kom og ællinger og gæslinger kom ud af æggene, var de bestemt også søde, men det var også en forretning, der skulle give overskud og mad på bordet til familien. Når jeg skriver bordet, var det bevidst og planlagt, det var julebordet.

 

Istandgørelsen

På gangen inde i kostalden hvor der var lunt, blev malkestolene fundet frem, og kvinderne på gården gik i gang med at plukke fjerkræet. Plukningen skulle ske på en bestemt måde, for den gode dun skulle tages fra og bruges til dyner.

Når alle fjer og dun var fjernet, kunne der godt være blodpigge, som også skulle væk. Næste punkt var at svide kroppen, og det foregik på den måde, at der blev hældt sprit i fejebakken og tændt ild. Alt småt der sad tilbage blev svedet væk, og så var der kun tilbage at vaske kroppen, inden udtagningen af indvolde begyndte. Det var ikke det mest spændende job og gav da også nogle hænder, der skulle vaskes grundigt bagefter. Efter sådan en dag var man godt træt, og selv efter man var blevet vasket og var gået i seng, kunne man alligevel lugte både indvolde, fjer og andet  godt, der krydrede næeborene med en livlig dunst.

Hvordan min mor opbevarede, de slagtede ænder og gæs, kan jeg ikke huske, men mon ikke der var nogen, der var lovet væk til familie og venner, mens andre var forudbestilt og blev solgt?

 

Julevask

Aftenen før vaskedag blev der båret brændsel ind, så det var klar til at tænde op under gruekedlen næste morgen. Det foregik meget tidligt, og gruekedlen skulle gerne koge, når morgenmaden var spist. Vaskemaskinen var den gamle vugge, og senere kom der en ny og moderne vaskemaskine, som blev trukket af en elmotor. Det blev en enorm stor hjælp, for det var hårdt arbejde når det kogte tøj skulle ud af gruekedlen, og det var tungt og meget varmt. Tøjet skulle skylles flere gange i rent vand og derefter vrides, så vandet kom af de store stykker. Der var to om at vride, og man vred tøjet modsat, hvilket vil sige, man vred hver sin vej. Selv om arbejdet blev gjort godt og grundigt, var der altid lidt vand tilbage.

For at få det sidste vand væk kom tøjet i vridemaskinen med de to gummivalser, som tøjet blev klemt igennem, og så var tøjet næsten tørt - sikken et fremskridt,

Derefter blev der gjort klar på stuehusloftet med tøjsnore fra den ene ende af loftet til den anden.

Var der en frostperiode under tørringen, blev tøjet stift som en pind, da der ikke var varme på loftet. Tøjet kunne knække, hvis man rørte ved det, men det frøs tørt efter nogen tid.

 

Rullemaskinen

På loftet stod en stor rullemaskine til vasketøj. Den trak man frem og tilbage, og den var fyldt med store sten, så der var tryk på rullerne,

Mor rullede duge og sengetøj på rundstokke, som blev lagt ind under den øverste del af rullen, som vi mænd trak frem og tilbage, til mor sagde det var nok. Så blev der lagt en ny stok ind under, og så kunne vi begynde at trække frem og tilbage igen.

Når rulningen var færdig, var tøjet virkelig flot glattet ud. Det var pænt og klar til brug.

 

Øl brygning.

Jeg blev sendt til købmanden efter malt, for julebrygningen skulle i gang.

Der kom vand i en stor balje, som jeg mener var et trækar.

Nu blev brygningen sat til gæring, og hvor lang denne proces varede, husker jeg ikke.

Der kom gang i flaskerensningen, og det var et større arbejde. Flaskerne skulle være pinligt rene, for ellers gik der mug i øllet. For at få alt gammelt snavs af i bunden kom der småsten i flasken, så rystede man både op og ned og rundt, indtil stenene havde fjernet urenhederne.

Efter rengøring blev flaskerne skyllet flere gange, og derefter blev de sat i den store kurv med bunden i vejret, så eventuel restskyllevand kunne løbe ud.

Det var bestemt ikke behageligt, hvis man sad ved julebordet og drak en juleøl af flasken og fik en stor muggen klat i munden. Jeg tror bestemt man ville miste appetitten, hvis det skete, og det var jo ikke så godt at skulle undvære nogle af julebordets glæder.

Når processen med gæring var færdig, kom øllet på flasker, og korkproppen slået på.

Flaskerne blev opbevaret nede i kælderen, hvor der var køligt og svalt.

Nu kom der en spændende periode, og det var om gæringsprocessen var i orden. Hvis gæringsprocessen på øllet ikke var i orden, røg korkproppen af med et knald inden for nogle få dage, og det var jo ikke så godt, for så var arbejdet spildt.

Hvis alt gik som det skulle, var det en fin og god drik til julemaden.

 

Julegrisen slagtes

Slagteren var bestilt i god tid.

Dagen oprandt, og der blev tændt op under gruekedlen, så der var varmt vand til skoldningen.

Slagtebænken var gjort klar til slagterens ankomst, og han havde værktøjet med, som han skulle bruge. Grisen blev hentet fra sin svinesti i stalden, og intetanende fulgte den med ind i bryggerset

og lagt op på slagtebænken. Det var den ikke så glad for og protesterede under stor skrigeri. Benene blev bundet sammen, så den ikke kunne spjætte og lave skader.

Slagteren havde lagt en løkke omkring grisens tryne for en sikkerheds skyld, så den ikke kunne bide ham, når han stak den i halsen, så blodet kunne løbe ud i en spand til blodpølse.

I mellemtiden havde min mor gjort klar til at behandle blodet. Hun havde fundet, alt hvad der skulle bruges af redskaber, for at blodet ikke størknede.

Slagteren vaskede omkring det sted, han lagde sit snit og skar halspulsåren over, så blodet strømmede ud. Min mor var klar til at røre i blodet, og der kom forskellige medikamenter i, for det ikke skulle størkne. Det var en lidt hektisk periode i disse minutter, indtil grisen døde af blodmangel.

Det store saltkar blev fyldt med varmt vand, og vandet skulle have den rigtige temperatur.

Grisen kom ned i karret, og slagteren forsøgte at mærke på børsterne, hvornår de kunne fjernes. Grisen kom tilbage på slagtebænken, og både min far, som havde været med hele tiden, og slagteren, gik i gang med at skrabe børsterne af så skinnet stod rent og blankt. Det var et større arbejde at gøre hovedet rent for børster, på grund af de mange furer.

Grisen var nu klar til at komme op at hænge, og hovedet blev skåret af først og lagt i vand.

Slagteren lagde meget forsigtigt et snit ned langs maven inden fjernelsen af urinrøret og urinblæren. Urinblæren skulle nødig beskadiges, så urinen løb ud over grisen og kunne give eftersmag i kødet.

Indvoldene blev taget ud, tarme og mavesæk blev taget fra, men derimod blev lungerne kasseret. Hjertet, lever, flommer og slag blev gemt. Hele rygbenet blev savet fra, så var der gode ben til stegen.

Slagterens arbejde var nu slut, og alt blev hængende til dagen efter. Herefter kunne der arbejdes med kødet.

Samme dag gik min mor i gang med at rense tarmene. De tynde tarme skulle bruges til medisterpølse, og de større tarme blev brugt til blodpølse. Blodpølserne blev lavet samme dag og kogt i gruekedlen i rent vand, og det vand, som blodpølserne var kogt i blev i gruekedlen, til den dag grønkålene skulle koges. Det gav grønkålen et ekstra pift af smag, når den blev kogt i denne ”suppe”.

Den dag til aftensmaden, blev der spist blodpølse med sirup, til den store guldmedalje.

 

Grønkålene forarbejdes

Vi karle blev sat til at hente kålene, der stod i en lang række omme bag haven. Kålene havde fået  lidt frost, og var klar til at blive høstet. Grønkålene skulle rippes fra stokken, og der var mange kål, skulle jeg hilse og sige. Når det var gjort, kom vi til skylningen af kålene. Den proces blev gentaget mange gange, for der kunne blive ved med at være sand i kålene, og de skulle være helt rene, inden de skulle koges. Den person, der påstår, han eller hun ikke har spist sommerfuglelarver er fuld af løgn. Uanset hvor godt kålene blev skyllet og kogt, skulle der nok være et eller andet sted, der havde gemt sig en larve – men pyt; det er jo rene vitaminer, og så fik man da kød til grønkålen samtidigt.

Nu blev der fyret op under den uundværlige gruekedel igen, og kogningen kom i gang.

Når kogningen var færdig, var der en ventetid, til man kunne arbejde med kålene, for de var varme.

Grønkålen skulle krøstes op med håndkraft, hvilket var meget hårdt arbejde. Der blev lavet boller, hvor man pressede så meget vand ud som muligt.

Grønkålsbollerne kom ned i den kølige kælder til opbevaring, som jo var datidens køleskab.