Knud Thomsen

Frihedskæmper.

 

Knud Thomsen.

 

(kilde fra Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45)

Handelskommis, f. 1.6.1923 i Lendum sogn,

d. 1.5.1945 i Boleje, Lendum sogn.

 

F.: Gårdejer Peder Thomsen, f. 24.3.1894 i Jelstrup-Lyngby,

og hustru Anna Kristine f. Christensen 17.1.1899 i Ugilt.

 

Tilknyttet ”Stokholmkolonnen”

 

Student fra Hjørring Gymnasium 1941. Uddannet som handelskommis i Frederikshavn. Medlem af Konservativ Ungdom i Frederikshavn.

Tilknyttet Stokholmkolonnen, en gruppe opkaldt efter en lokalitet på egnen. Sammen med andre medlemmer af sin gruppe var Knud Thomsen udkommanderet til transport af tidligere nedkastede våben. Under dette blev gruppen overrasket af tyskerne, der var blevet adviseret gennem en angivelse.

 

Det kom til en ildkamp, hvorunder en tysk soldat dræbtes og flere andre såredes.

Knud Thomsen blev dræbt på stedet, medens to andre medlemmer af gruppen,

Robert Ejnar Jensen og Oluf Pedersen, hårdt sårede blev taget til fange af de tyske soldater.

Begge døde få dage efter.

 

Ildkamp mellem Tyske og Frihedskæmpere i Lendum.

 

(kilde fra Vendsyssel Tidende maj 1945)

Natten til den 1. Maj var en Flok unge Frihedskæmpere fra Frederikshavn i Lendum antagelig for at hente Vaaben.

Sandsynligvis har Gestapo i Frederikshavn gennem en Stikker faaet Nys herom, thi Gestapo dukkede pludselig op i en Bil, og senere kom endnu en Bil med tysk Militær til, og der opstod en heftig Ildkamp ved Gaarden Boleje.

 

Frihedskæmperne maatte vige for Overmagten, og under Kampen blev den 22-aarige Kommis Knud Thomsen, Frederikshavn, dræbt, og en anden, Svejser Robert Mellerup Jensen, Frederikshavn blev dødelig saaret ført til Feltlazarettet i Frederikshavn, hvortil ogsaa en anden haardt saaret, den 31-aarige Guldsmedsvend Oluf Pedersen hos Guldsmed Erlandsen i Frederikshavn, blev bragt og stadig henligger.

 

Knud Thomsen var Søn af Gdr. Peder Thomsen, Hvidborg i Lendum, var Kommis hos Manufakturhandler Rechendorff, Frederikshavn, hvor han havde været ansat i fire Aar. Han var sine Forældres eneste Søn, saa Tabet er smerteligt og Medfølelsen med det haardt ramte Hjem er da ogsaa stor paa Lendumegnen.

 

Det viste sig paa hans Begravelsesdag i Fredags. Da Forældrene hos Gestapo havde faaet Sønnens Lig udleveret, var det kun paa Betingelse af, at hans Jordefærd foregik i dybeste Stilhed, saa der ingen Bekendtgørelse fandt Sted, men alligevel blev det den største Begravelse, man nogensinde har set i Lendum. Hele Sognet mødte bogstavelig talt op i kirken, der saavel som Graven var smykket med Dannebrogsflag og Blomster.

 

Pastor Haack, Frederikshavn, holdt en gribende Tale over den unge Frihedskæmper.

Denne faar af sin Principal det bedste Lov, og ingen af hans nærmeste havde Anelse om, at han var med i Frihedskampen, saa hans bratte Død vakte stor Bestyrtelse.

 

Lillesøster Bodil til Knud Thomsen fortæller:

”Nu kender jeg i det mindste Sandheden”.

 

( kilde fra ugebladet Hjemmet nr. 49 2002.)

 

Det var et chok for Bodil Hauge og hendes forældre, da Bodils bror Knud Thomsen blev skudt af tyskerne få dage før befrielsen i maj 1945.

 

Først på 50-årsdagen for befrielsen fik Bodil hele sandheden at vide.

 

En mindesten ved gården Stokholm ved Boleje i Nordjylland er rejst til ære for Knud Thomsen, Oluf Pedersen og Robert Mellerup Jensen. De tre mistede livet 1. maj 1945, hvor de sammen med de øvrige medlemmer af Stokholmkolonnen havde planlagt en våbenøvelse som frihedskæmpere.

 

Bodil, hendes storesøster Anna Kathrine og storebroderen Knud blev som børn drillet med at være ”forvaskede bybørn.” Bodil smiler: Vi voksede op i trygge rammer på en gård i Lendum mellem Hjørring og Frederikshavn i Nordjylland.

Min far og mor var fremsynede for deres tid, og deraf kom vores øgenavn. Vi skulle nemlig ikke som mange andre børn på landet hjælpe til på gården. Min far ville have, at vi alle fik en god uddannelse. Også vi piger. ”Det er ikke nogen forsikring at blive gift,” lød hans ord. Derfor kom både jeg, Anna Kathrine og Knud på realskole” fortæller Bodil Hauge i sit hjem i Tylstrup nord for Aalborg.

I en alder af 72 år kan hun se tilbage på et liv, som basalt set må betegnes som godt. Hun blev farmaceut, ægtede dyrlægen Poul, og sammen blev de lykkelige forældre til datteren Marianne.

 

Skudt!

Men dybt i sit Hjerte gemmer Bodil en tragedie, der skete den 1. maj 1945.

Da blev hendes syv år ældre storebror Knud skudt af tyskerne.

Knud var flyttet til Frederikshavn, hvor han var i dekoratørlære hos en manufakturhandler. Hverken jeg eller vores forældre vidste, at han var begyndt at tage del i frihedskampen mod tyskerne.

 

Bodil husker den skæbnesvangre dag:

 

Jeg var på sædvanlig vis cyklet de 10 kilometer hjem fra Sindal Realskole, da jeg opdagede, at min mor og far var borte. Det kunne jeg ikke forstå. Mor plejede altid at tage imod mig. I stedet fortalte en nabo, at mine forældre var cyklet til Frederikshavn, fordi de havde hørt, at Knud ikke var kommen hjem natten forinden.

 

Bodil ryster fortvivlet på hovedet:

 

Da min mor og far omsider kom hjem, fik jeg at vide, at Knud var død. De havde fået oplyst, at han var skudt af tyskerne, men meget mere havde ingen villet sige.

 

Vi var naturligvis dybt chokerede. I dagene efter anede vi ikke, hvorvidt vi kunne få Knud udleveret, så vi kunne begrave ham behørigt. Det gav tyskerne nemlig sjældent lov til i sådanne tilfælde.

 

Men vi fik gudskelov tilladelse til at begrave ham. Givetvis fordi alle kunne se, at krigen var enden nær. Betingelserne var, at vi ikke annoncerede begravelsen. Tyskerne ville vist ikke have, at Knuds død skulle puste til den danske fædrelandsfølelse.

 

Det kunne de imidlertid ikke forhindre. Jeg har aldrig oplevet så smuk en begravelse. Lendum Kirke er forholdsvis stor. Ved Knuds begravelse den 4. maj var den fyldt til bristepunktet med familie og venner og mange andre, der gerne ville vise ham en sidste ære.

 

Kirkerummet var pyntet med blomster og sort og hvidt slør. Ved alteret var rejst et stort hvidt kors af blomster, fortæller Bodil og husker Knuds grav:

Den var et stort blomsterhav holdt i de engelske røde, hvide og blå farver. Det var meget bevægende.

 

50 år efter kan Bodil stadig fælde en tåre, når hun tænker tilbage.

Jeg er vist en følsom sjæl, og Knuds død har nok været et chok for en pige som mig på 14 år, erkender hun.

 

Begejstring og sorg.

Bodil husker budskabet om tyskernes overgivelse om aftenen den 4. maj.

Da stod vores familie ved Knuds grav, mens vinduerne i alle husene i byen stod vidt åbne. Begejstringen ville ingen ende tage. Vi var naturligvis også glade for, at Danmark omsider var frit, men vi var også en familie ramt af dyb sorg. Ikke mindst det faktum, at Knud havde mistet livet så få dage før befrielsen, fik hans død til at virke meningsløs.

 

I tiden efter fik vi ufattelig mange påskønnelser for Knuds indsats.

Han blev æret som en helt. I skolen sagde flere kammerater til mig, at de var stolte af at have kendt ham. Det varmede.

 

Bodil og forældrene savnede til gengæld at få fortalt, hvad der præcist var sket den nat, Knud mistede livet.

I mange år forsøgte vi selv at gætte os til, hvad der var hændt. Vi kunne have spurgt nogle af de andre frihedskæmpere, der havde været med den dag, men det gjorde vi ikke. Jeg tror, mine forældre følte, at det var dem, der skyldte os en forklaring, og ikke os, der skulle komme til dem.

 

Derfor fik mine forældre aldrig hele sandheden at vide. Det kunne jeg godt have ønsket. Knuds død forblev et uafsluttet kapitel for dem.

 

Knuds sidste døgn.

På 50-årsdagen for Danmarks befrielse fik jeg omsider selv historien at høre.

Ved en mindehøjtidelighed rejste en af frihedskæmperne sig ved det efterfølgende kaffebord og fortalte om Knuds sidste døgn.

Deres kolonne havde ønsket at holde en øvelse i skoven den aften. Desværre blev de overrasket af tyskere.

Tre fra gruppen blev i første omgang standset af tyskerne på en stille skovvej. De tre havde været på vej på cykler til øvelsesstedet med en papkasse med våben på bagagebæreren. Det opdagede tyskerne og tilkaldte en større styrke soldater. Det blev Knuds endeligt.

 

Medens tyskerne stod på skovvejen, ankom Knud og resten af kolonnen, hvor tyskerne hørte dem pusle i skoven. Straks begyndte tyskerne at skyde vildt ind i buskadset med deres maskinpistoler. Så vidt jeg kan forstå, er det utroligt, at der overhovedet var nogen, der overlevede den massakre. Det var der.

Desværre blev Knud ramt af et skud i lysken. Var han kommet til læge, havde han givet overlevet, men det tog tyskerne ikke notits af. Han blev sammen med de andre sårede og anholdte sat op på en lastbil og kørt til Frederikshavn, hvor han blev smidt af i en skolegård i øsende regnvejr. Jeg har hørt, at han på et tidspunkt om natten bad en tysk soldat om en cigaret. Han fik et spark i stedet. Det er frygteligt at tænke på.

 

Da han dagen efter omsider kom på Frederikshavn Sygehus, var det for sent. Han var død.

Selvom historien ikke er rar at tænke på for Bodil, er hun glad for, at hun omsider har lært hele sandheden om den skæbnesvangre nat at kende.

Gætterier og uvished er altid værre end sandheden, nu ved jeg, hvad der skete. Selvom det gør ondt at tænke på Knuds sidste timer, lagde historien de sidste brikker i det puslespil, som hele vores familie i mange år forgæves selv forsøgte at samle.

 

Bodil har forliget sig med, at de andre frihedskæmpere i mange år selv har haft det så elendigt med den nats oplevelser, at de først 50 år efter havde mod til at fortælle om dem.

Ud over Knud mistede to andre frihedskæmpere livet ved samme lejlighed.

 

Voldsom Ildkamp mellem Tyskere og Frihedskæmpere i Lendum.

 

(kilde Vendsyssel Tidende 6. Maj 1945)

Natten til den 1. Maj var en Flok unge Frihedskæmpere fra Frederikshavn i Lendum. Antagelig for at hente Vaaben.

Sandsynligvis har Gestapo i Frederikshavn gennem en Stikker faaet Nys herom, thi Gestapo dukkede pludselig op i en Bil, og senere kom endnu en Bil, med tysk Militær til, og der opstod en heftig Ildkamp ved Gaarden Boleje.

 

Frihedskæmperne maatte vige for Overmagten, og under kampen blev 22-aarige Kommis Knud Thomsen, Frederikshavn dræbt og en anden, Svejser Robert Mellerup Jensen, Frederikshavn, blev dødeligt saaret ført til Feltlazarettet i Frederikshavn, hvortil ogsaa en anden haardt saaret den 31-aarig Guldsmedsvend Oluf Henry Pedersen hos Guldsmed Erlandsen i Frederikshavn blev bragt og stadig henligger.

 

Knud Thomsen var Søn af Gdr. Peder Thomsen, Hvidborg i Lendum, var Kommis hos Manufakturhandler Rechendorff, Frederikshavn, hvor han havde været ansat i fire aar. Han var sine Forældres eneste Søn, saa Tabet er smerteligt og Medfølelsen med det haardt ramte Hjem er da ogsaa stor paa Lendumegnen.

Det viste sig paa hans Begravelsesdag i Fredags.

Da Forældrene hos Gestapo havde faaet Sønnens Lig udleveret, var det kun paa Betingelse af, at hans Jordefærd foregik i dybeste Stilhed, saa der ingen Bekendtgørelse fandt Sted, men alligevel blev det den største Begravelse, man nogensinde har set i Lendum, hele Sognet mødte bogstavelig talt op i Kirken, der saavel som Graven var smykket med Dannebrogsflag og Blomster.

 

Pastor Haack, Frederikshavn, holdt en gribende Tale over den unge Frihedskæmper. Denne faar af sin Principal det bedste Lov, og ingen af hans nærmeste havde Anelse om, han var med i Frihedskampen, saa hans bratte Død vakte stor Bestyrtelse.

 

Svejser Robert Mellerup Jensen, der var fra Aalborg, og som døde af sine Saar, blev trods sin livsfarlige Tilstand Genstand for en umenneskelig Behandling paa Feltlazarettet, hvor Gestapo, forbød den saaredes Broder og 20-aarige Søn at besøge ham, tre Timer før han døde. Han blev efter sin Død af Falck overført til Frederikshavn Ligkapel ved Røde Kors Mellemkomst, og herfra foregik hans Bisættelse i Gaar, den overværedes kun af de Nærmeste.

 

Pastor Jensen, Frederikshavn talte trøstende til de Efterladte og fremhævede, at det er en Lykke for Danmark at have Sønner, der er rede til at ofre Livet, naar det gælder.

Da Rustvognen kørte gennem Byen, rygtedes det, hvem den Døde var, og en hundredtallig Skare fulgte Baaren gennem Byen.

 

Et af de sidste Ofre.

(kilde Frederikshavns Avis maj 1945)

Fredag Eftermiddag begravedes i Lendum den unge Kommis Knud Thomsen, der forleden satte Livet til i Frihedskampen.

Det blev sat som en Betingelse for Udleveringen af Liget, at der ikke fandt Demonstrationer Sted af nogen Art, og der var kun givet Tilladelse til enkelte udenfor Familien at deltage i Sørgehøjtideligheden.

 

Men alligevel lykkedes det Sognets Beboere paa en stille Maade at give Udtryk for deres Deltagelse i den Sorg, der har ramt Familien. Kirken var smukt pyntet med Blomster og Flag. Kammerater til den afdøde bar Kisten fra Rustvognen ind i Kirken og atter ud til Graven.

Pastor Haack talte smukt over den unge Mand, hvis fire store Interesser havde været: Hjemmet, Forretningen, Vandresagen og den Sag, han havde givet sit Liv for.

 

Frihedskæmpers gribende Jordefærd.

Der maatte ikke tales af en Præst.

 

(kilde fra en Frederikhavn Avis Maj 1945)

Den unge Frihedskæmper Knud Thomsen, der var ansat som Kommis hos Rechendorff i Frederikshavn, blev Fredag Eftermiddag begravet, og Højtideligheden var yderst gribende.

I Sygehuskapellet i Frederikshavn holdtes en kort Højtidelighed, hvorefter Baaren førtes til Lendum.

 

Trods det, at der fra de tyske Myndigheder var forbudt andre end Familiens Medlemmer Adgang, stod Lendumboerne skjult bag Huse og Hegn for at modtage Baaren ved Ankomsten til Lendum.

Da man blev klar over, af Gestapo ikke var i Nærheden, sluttede man op bag Rustvognen, og det var et tusindtalligt Følge, der naaede frem til Kirken, der hurtigt var fyldt til sidste Plads.

Kirken var smukt pyntet med Flag og Blomster, og ved Baaren stod afdødes Kammerater fra Modstandsbevægelsen Æresvagt.

 

Da der heller ikke maatte være Tale af en Præst, maatte Pastor Haach, Frederikshavn, nøjes med at holde en kort Tale, i hvilken han nævnte afdødes tre Interesser: Hjemmet, Arbejdet og Dansk Vandrelaug, og nu det sidste Aar havde han faaet en fjerde Interesse, som Præsten dog paa Grund af Forholdene paa det Tidspunkt ikke kunde komme nærmere ind paa, men han nævnte dog, at han var gaaet op i dette Arbejde med Liv og Sjæl. Præsten sluttede med nogle trøstende Ord til de efterladte.

 

Derefter traadte Købmand Rechendorff, Frederikshavn, hen til Baaren og holdt en smuk Tale, i hvilken han takkede sin Medarbejder for Dygtighed og Flid i Forretningen.

 

Efter en Salme blev Kisten Baaret ned i Graven, hvis Bund var dækket med Blomster i Dannebrogsfarver.  (Knuds mor bad om en Aaben Grav saa man efterfølgende Dage kunde gaa ned til Kisten)

 

Efter Jordpaakastelsen takkede Afdødes Far, Proprietær Th., Lendum, det store Følge for Deltagelsen og hvad afdødes kammerater havde været for hans Søn.

 

Efter Begravelsen samledes en Del af Deltagerne til en Mindehøjtidelighed i Hjemmet.

 

 

Bekendtgørelser

Vor kære gode Søn og Broder

Knud Thomsen

Døde pludselig fra os den 1. Maj, 22 Aar gammel.

Hvidborg, den 5. Maj 1945

Anna og Peder Thomsen.

Bodil og Anna-Kathrine.

Begravelsen han fundet Sted.

 

HVIS ET FOLK VIL LEVE,

MAA NOGEN KUNNE DØ…”

 

står der på stenen på Knuds grav

på Lendum Kirkegård.

 

Fra Hjørring Gymnasium,

1945-46, s. 7-11

 

Den 7. januar 1946 afsløredes ved en Mindehøjtidelig paa Hjørring Gymnasium

en af gamle Elever skænket Mindetavle, som bærer følgende Indskrift:

 

Elever fra Hjørring Gymnasium, der satte Livet til under

Danmarks Frihedskamp 1940-1946.

 

Aage Hjort Andersen, Jørgen Borresen, Werner Christensen, Poul Severin Kramme,

Erik Søndergaard Larsen, Ole Vagn Larsen, Asger Lindberg Mørup, Henri Nathansen, Arne Sigurd Rolfsen, Christian Michael Rottbøl, Peter Rønholt, Knud Thomsen.

De døde for at vi kunde leve.

 

Her skal meddeles nogle korte biografiske Oplysninger om disse 12 gamle Elever.

 

Aage Hjort Andersen, f. 30. Semtember 1922 i Hjørring, Søn af afd. Overtjener A., optaget i 1. Mellem 1933, udmeldt af 4. Mellem 1936. Dræbt som Skibsdreng i dansk Fragtfart paa England ved Torpedering den 17. December 1939.

 

Jørgen Borresen, f. 7. April 1924 i Slagelse, Søn af Maskinmester B., optaget i 1. mellem 1935, udgik med Mellemskoleeksamen 1939. Dræbt som Letmatros paa et norsk Fartøj i allieret Krigstjeneste ved Torpedering under Island 16. Oktober 1941.

 

Werner Christensen, f. 15. September 1920 i Hjørring, Søn af Overportør C., optaget i 1. Mellem 1931, matematisk-naturvidenskabelig Student 1938. Cand. Mag. 1943, kst. Adjunk ved Birkerød Statsskole. Dræbt ved engelsk Luftangreb mod Jyllandsekspressen ved Aarup 7. Januar 1945.

 

Poul Severin Kramme, f. 10. Maj 1921 i Hjørring Søn af K., optaget i 1. Mellem 1932, udgik med Mellemskoleeksamen 1936. Dræbt som Matros paa et Ammunitionsskib i amerikansk Tjeneste ved et japansk Bombeangreb i Stillehavet 6. April 1945

 

Erik Søndergaard Larsen, f. 10. Marts 1919 i Lønstrup, Søn af Agent L., optaget i 1. Mellem 1930, udgik med Realeksamen 1935. Dræbt som Politibetjent p sin Post 19. December 1943 i København.

 

Ole Vagn Larsen, f. 18. Maj 1911 i Tolne Præstegaard, Søn af Sognepræst L., optaget i 2. Mellem 1923 nysproglig Student 1930. Assistent hos Dyrlæge A. R. Møller, Brønderslev. Dræbt sammen med denne ved tysk Clearingmord 13. Januar 1945.

 

Asgar Lindberg Mørup, f. 31. August 1912 i Hørring, Søn af Grosserer M., optaget i 1. Mellem 1923, udgik med Mellemskoleeksamen 1927. Inspektør i Forsikringsselskabet >Hafnia<, bosat i Sorø. Arresteret af Tyskerne for sin Deltagelse i frihedskampen med Vaabenmodtagelse. Henrettet i Ryvangen Skærtorsdag den 29. Marts 1945.

 

Henri Nathansen, f. 17. Juli 1868 i Hjørring, Søn af Købmand N., optaget i Hjørring Realskoles Forberedelsesklasse 1875, udgik af 3. klasse 1. Maj 1880. Forfatter. Maatte paa grund af den tyske Jødeforfølgelse flygte til Sverige 1943, hvor han i Depression over Tidens Ondskab selv søgte Døden i Lund den 16. Februar 1944.

 

Arne Sigurd Rolfsen, f. 27. November 1906 i Hjørring, Søn af Montør R., optaget i 1. Mellem 1918, udgik af Realklassen 30. Juni 1923. Udvandrede til Amerika 1927. Meldte sig under Krigen som frivillig til Forsvarstjenesten og fik Ansættelse ved Jernbanetransporten af Krigsmateriel. Omkommet i Tjenesten ved Ulykkestilfælde under en Transport paa Vej mod New York 28. Januar 1944.

 

Christian Michael Rottbøl, f. 8. Juni 1917, Søn af Godsejer R., Børglum Kloster, optaget i 1. Mellem 1928, nysproglig Student 1935. Deltog som frivillig i den russisk-finsk Vinterkrig 1939. Flygtede 1941 til England og lod sig uddanne til Faldskærmssoldat. Han var en af Frihedskampens Pionérer, idet han som en af de første organiserede en væbnet Modstand herhjemme. Dræbt af det danske Politi den 26. September 1942.

 

Poul Rønholt (Hansen, f. 23. Marts 1912 i Voer Sogn, Søn af Restauratør R.H., optaget i 1. Mellem 1925 udgaaet af 3. mellem 29. Marts 1928. Dræbt som Kaptajn pqaa et dansk Fragtskib ved Torpedering i Kattegat ud for Hals den 1. Juni 1943.

 

Knud Thomsen, f. 1. Juni 1923 i Lendum, Søn af Gdr. T., optaget i 1. Gs. 1938, nysproglig Student 1943. Handelskommis, Frederikshavn. Frihedskæmper. Dræbt under Ildkamp med tyske Soldater i Boleje, Lendum Sogn, den 1. Maj 1945 3 Dage før Befrielsen. Knud nr. 3 bagerst fra venstre.

 

Mindetalen ved afsløringen blev holdt af en tidligere Elev, Stiftsprovst, Dr. Theol. Villiam Grønbæk, Ribe. Pladen afsløredes og overdroges til Skolen af en anden gammel Elev, Bibliotekar Sven Houmøller, København, der har fremsat Tanken om Mindepladens Opsætning. Endvidere blev der talt af Oberstløjtnant Schmidt, Jysk Arsenal, ligesom flere af de dræbtes Paarørende takkede for Mindepladen.

 

Mindepladen afspejler - som det vil ses af overstaaende Oplysninger – et karakteristisk Stykke Danmarkshistorie fra vort Lands tungeste Tid. Den fortæller om tysk Torpedering af danske Handelsskibe i Krigens første Aar, og den omfatter Frihedskampens Historie fra den aktive Modstands første Begyndelse indtil dens Slutfase ved Kapitulationen.

 

Den bærer Navnet paa en af Modstandsbevægelsens Pionérer og første Organisatorer, der faldt allerede i Efteraaret 1942, dræbt af det danske Politi, og den nævner en anden ung dansk Patriot, der faldt i Ildkamp med Tyskerne faa Dage før Befrielsen. Og ind imellem disse Yderpunkter beretter Pladen om Tyskernes Tortur og Henrettelse af danske Frihedskæmpere, om skændige og meningsløse Clearingmord, og brave Sømænds Død i allieret Krigstjeneste paa nære og fjerne Have, om dygtige unge Mænd, der er blevet Ofre for Krigshandlinger og Overfald i vort eget land og endelig om en gammel Elev, der blev fordrevet fra sit Fædreland og selv søgte Døden i Udlændighed, fordi Tidens Ondskab blev for tung at bære for hans følsomme Sind.

 

12 vidt forskellige, men alle for Tiden typiske Menneskeskæbner beretter denne Mindeplade om. Derfor har Indskriften maatte affattes saa rummeligt, som Tilfældet er. Men hvor forskellige de end har været, saa er det dog det fælles for dem, at de alle 12 var danske Mænd og at de alle betalte den

høje Pris, det kunde koste i en ond Tid at være blandt de bedste. ”De døde, for at vi kunde leve,” staar der paa Tavlen. Derfor bøjer vi os i dyb Taknemmelighed og Ærbødighed for deres Minde.

 

Men Mindepladen skal ikke blot ære dem, der gav deres Liv; den skal ogsaa minde os om, at de ædles Æt aldrig uddør, og den skal formane os til at kende vor Pligt, som de gjorde det, og værne om Danmarks Frihed og kæmpe for den, selv med Livet som indsats. ”For frie maa vi være for at leve,” lader Kaj Munk Niels Ebbesen sige.

 

Et par Verslinjer af Kaj Munk blev foreslaaet, da Indskriften til Pladen overvejedes. De handler om en stor Kvinde i vor Historie, Leonora Christina, men de passer ogsaa i højeste Grad paa dem, der mindes paa Mindepladen.

 

Ser I Børn: Er Sindet stort,

Vold faar det kun større gjort.

Stolt er Jammers Minde.

 

Det er Skolens Ønske, at Mindepladen for de faldne Elever her i den Skolegaard, hvor de har løbet og leget, maa tale til til os og til kommende Hold af Elever paa Hjørring Gymnasium om Kammerater, hvis Sind var stort og under det tyske Tyrrannis Vold blev endnu større, saa de gav det største, de havde; deres Liv, og hvis Minde deres gamle Skole derfor er stolt af.

Det er ogsaa Skolens Haab, at der for de faldnes Paarørende maa være en Trøst i, at Kammeraterne og den Skole deres Kære er udgaaet fra, har ønsket at bevare Mindet om dem.

For de faldnes og for vor egen Skyld udtaler vi et: Æret og velsignet være deres Minde.

 

Frederikshavn:

7 dræbte Frederikshavnere mindes.

En dræbt straks i Træfningen ved Lendum, 2 saarede er senere afgaaet ved Døden.

 

Under en Ildkamp mellem Modstandsbevægelsens Folk fra Frederikshavn og Tyskerne i Lendum blev en Mand dræbt og to saaret.

 

Den dræbte var Ekspedient Knud Thomsen, hvis Jordefærd i Lendum vi omtalte i vort Gaarsnummer. De saarede var Svejser Robert Mellerup Jensen og Guldsmed Oluf Pedersen.

Robert Jensen døde for nogle Dage siden og blev i Lørdags ført til Aalborg for at brændes. Han havde været beskæftiget paa Værftet i Frederikshavn, men var i øvrigt hjemmehørende i Aalborg.

 

KILDER:

Arkivstof:

 UFF., 1.072

Litteratur:

Hjørring Gymnasium, 1945-46, s. 7-11

Avisstof:

Berlingske Tidende, 14.6.1945

Frederikshavns Avis, 7.5., 8.8.1945

Vendsyssel Tidende, 6.5.1945

Monumenter:

                                      Mindeplade, Frederikshavn gl. Kirke

Mindeplade, Hjørring Gymnasium

Mindesten ved Boleje, Lendum (på stedet, hvor kampen fandt sted)

Andet:

Begravet, Lendum Kirkegård, nr. 7.

 

Bodil fortæller om Knud fra skoletid og læreplads i Frederikshavn.

 

Knud var en dejlig storebror, stille og rolig, nok den roligste af os børn. Han kunne godt give os bøffer (knytnæve på skulderne, hvis vi var dumme)

 

Han begyndte sin skolegang i Skovsgaard friskole, som lå tæt ved Hvidborg, vort hjem.

Her havde han en rigtig god lærerinde frøken Sodborg, som var speciel dygtig til at fortælle især bibelhistorie. Da han blev 11 år kom på den private realskole i Frederikshavn (Frousings), hvor han tog mellemskoleeksamen med udmærkelse i 1938.

Der kørte skolebus fra Stenhøj, gennem Lendum, Hørmested og Skærum til Frederikshavn.

Derefter kom han på Hjørring Gymnasium, mens Knud gik der, boede han hos faster og bedstefar på Mariegaard i Hundelev, der var togforbindelse og kun 10 km. 

I Hjørring klarede han sig ikke slet så godt, men det er også altid svært at komme fra en privat skole til et Gymnasium.

 

Efter studentereksamen ville Knud ikke læse mere, han ville gerne være kunstner, da han var rigtig god til at tegne.

Men vores far mente nu det var bedst med et borgerligt erhverv, så han kom i lære hos Manufakturhandler Rechendorff i Frederikshavn, hvor han også skulle lære at dekorere vinduer, det blev han rigtig god til, der kom hans kunstneriske evner ham til gode.

 

Knud havde mange gode kammerater alle vegne.

I Lendum kom der hver vinter en masse børn og skøjtede på vore store damme, Knud havde 3 rigtig gode kammerater i Frederikshavn, deres far var afdød dyrlæge.

Han var kommet til Lendum samtidig med vore forældre. Da faderen døde flyttede moder til Frederikshavn, der var 3 drenge som tilbragte alle ferie på Hvidborg. De sejlede på Dammen, hvor der var båd og kajak.

De byggede hytter på pæle ude på damen og huler i en nærliggende plantage.

 

I Frederikshavn var Knud et meget aktiv medlem af Dansk Vandrelaug, hvor han deltog ivrigt i deres arrangementer og fik rigtig gode venner.

Knud boede oven på forretningen i en 2-værelses lejlighed. Der fik han en med-bo nemlig Erik Poulsen, som var hans studenterkammerat, han skulle efter 1. del af farmacistudiet et halv år på Svaneapoteket i Frederikshavn. Erik Poulsen kom til København, han var nok den der fik Knud med i Frihedskampen.

 

Han kom aldrig og besøgte

far og mor efter Knuds død,

så det er gætteri.

 

 Den Aabne Grav. Kisten blev Baaret ned i Graven

 

Lendum Kirke ved Knud Thomsens Begravelse Alteret smukt dekoreret med Blomster et smukt Blomster Kors

 

Den Gran og Blomster smykket Aabne Grav med

Dannebrogs Flag

 

Smukt pyntet Kirke ved Knud Thomsens Begravelse den 4. Maj 1945 i Lendum Kirke.

Ved Mindestensafsløringen

                 for

Frihedskæmperen Knud Thomsen

 

Vi bringer nedenstaaende det Digt af Forfatteren Johs. Boolsen, som blev oplæst ved Afsløringen af Mindestenen for den unge Frihedskæmper Knud Thomsen i Gaar paa Lendum Kirkegaard.

 (Vi bringer i Morgen Referatet fra Mindehøjtideligheden).

 

Han fulgtes sit Hjertes Stemme,

han fulgte den lige Vej,

han valgte at gì sin Indsats

for Danmark, for dig og mig.

For at vi kunde leve vid`re

og glædes ved smaat og stort,

Saa han sig ej tilbage,

men gik gennem Dødens Port.

 

Det Land som vi højest elsker

af alle – det – vort -

han gav sin bedste Gave:

Livet – da han gik bort

det manede: Sværg det, Drenge,

modned` ham: Djærv og strunk,

uden at vakle gik han

bag efter dig, Kaj Munk.

 

Vi elsker vort Land: Dets Veje os kalder, som aldrig før,

udenad vi det kender, Kortet, fra Syd til Nør:

Hver By, hver Egn og hver Landsdel, hver Tange, Odde og Ø:

Saa højt han elsked` det Landkort, at han for det kunde dø.

 

Sig ikke: han naaede ikke, at se sit Fædreland frit,

at le med os og at lettes, at glemme, hvad vi har lidt.

Sig ikke: I Gryets Time føltes det dobbelt haart,

at Knud maatte skilles fra os, just i dets Glans gaa bort;

om han havde mødt dets Straaler, hvor vilde han været glad.

Sig heller: Den Sag, han svor til, sejred` trods Terror, Had.

Da Landet, det lille, kaldte, han svared` og stilled` straks:

Danmark blev rigere, større ved Mænd af Knud Thomsens Slags.

Johs. Boolsen.

 

Mindestensafsløringen

For Frihedskæmperen

Knud Thomsen.

 

Gribende Mindehøjtidelighed i Hjemmet og paa Kirkegaarden

 

Den af Familien Thomsen og Dansk Vandrelaugs Frederikshavns Afdeling rejste Mindesten over den unge Frihedskæmper Knud Thomsen blev i Søndags afsløret paa Lendum Kirkegaard.

Familien Thomsen havde inviteret Vandrerne paa Middag. Kl. 12 samledes man om det smukt dækket Bord, hvor man i hjertelige Ord blev budt Velkommen af Proprietær Thomsen.

D. V. L.s Formand Aage Riech, takkede paa Foreningens Vegne for den store Gæstfrihed, man altid havde mødt hos Knuds Forældre paa Hvidborg og talte smukt om deres trofaste Vandrekammerat, hvis Minde vi i Dag skulde hædre.

 

Pastor Haach, der var blandt de indbudte, mindedes den 4. Maj ved Knuds Begravelse. Da maatte der ikke siges, der kunde støde Tyskerne. Nu var alt anderledes. Knud Thomsen var stille, og god, men vidste, at det gjaldt at give alt for sit Land. Dengang var Idealismen stærk i de allerfleste, nu føles det ofte, som den er blæst væk. Derfor er det godt at tænke paa dem, der havde saa meget Idealisme, at han kunde dø for Danmark.

Derefter talte Fabrikant Heidemann. Han mindedes Knud, som han havde kendt fra lille Dreng, i smukke, kammeratlige Ord.

Modstandsbevægelsen var repræsenteret af Byleder Thorkild Pedersen. Inden Kaffen fik Deltagerne Tid til at bese Hvidborgs prægtige Haver og deres storslaaede Udsigtspunkt, der er det tredje højeste i Vendsyssel.

 

Kl. 3 samledes man paa Kirkegaarden foran den dannebrogssvøbte Mindesten.

 

D. V. L.s smukke fane sænkedes over den, og Kontorrist, Arne Hansen, Kommunekontoret, talte bevæget om sin Ven og Vandrekammerat. Da Rygtet den 1. Maj lød, at Knud var død, vilde vi først ikke tro det. Men efter at vi selv havde sat forskellige Undersøgelser i Gang, gik det op for os, at Rygtet desværre talte sandt. Vi havde ikke Knud mellem os mere. Efterhaanden som Tiden gik og vi blev fortrolig med Tanken, begyndte Minderne at dukke frem. Knud ko m ind i den ”dramatiske Kreds”. Her var rigtigt et Omraade at boltre sig i for hans skuespillertalent. Knud havde et et smilende og vindende Væsen og havde let ved at skaffe sig Venner. T det ikke alene var i Frederikshavn, han var afholdt, fik man et stærkt Indtryk af, naar man var med Knud hjemme. Alle paa Gaarden, ja paa hele Egnen, hilste smilende og med Glæde paa Knud. Og paa Hvidborg blev vi, der kom som Knuds Venner, altid hjerteligt modtaget.

 

Arne Hansen sluttede: Kære Knud! Alle dine Vandrekammerater og din Familie samles i Forening om at gøre dette dit Minde saa lyst og venligt, som du selv var, og vi takker dig for de ar, vi fik Lov at være Kammerater. Du stod som det unge, knejsende Træ i Skoven. Saa kom Stormen, og tilbage staar Træet med knækket Stamme.  – Jeg gør Ordene: Hvis et Folk vil leve, maa nogen kunne dø til dine, idet jeg paa Familiens og Vandrerkammeraternes Vegne afslører denne Mindesten.

Den smukke Mindesten, der er udført af Billedhugger Sven Bolin, bærer Knud Thomsens Navn og Aarstal, samt det citerede Vers og Inskriptionen: Rejst af Familien og Vandrerkammerater i Frederikshavn

                            

Derefter fremsagde D. V. L.s Sekretær, Tove Skeltved, det i Gaar gengivne Digt af Johs. Boolsen til den unge Frihedskæmper.

Aage Riech talte paa D. V. L.s og Kammeraternes Vegne: Kære Knud.  – Vi, dine Kammerater, som i Dag er samlet ved din Grav for at afsløre denne Sten til Minde om dig, vil vi gerne i Dag benytte Lejligheden til at takke dig for alt, som du har gjort for os, for din Indsats i Dansk Vandrelaug, den Forening, du holdt saa meget af, og i hvilken du har udnyttet dine sjældne Evner paa en saa værdifuld Maade. Naar man var sammen med dig, kom man altid i godt Humør, dit herlige Lune, dit stille Smil, hele dit Væsen, din Væremaade, dit lyse Sind og fremfor alt dit gode Kammeratskab, gav Udtryk for Tanker, vi var fælles om. – Jeg har faaet Bemyndigelse fra D. V. L.s Hovedbestyrelses Vegne at rette en Tak til dig fra Landsledelsens Side. Her havde de ogsaa lært dig at kende, at forstaa, hvor storartet en Medarbejder, du var.

 

Formanden sluttede med at udtale en hjertelig Tak fra Foreningen og Kammeraterne og et: Æret være dit Minde!

 

D. V. L. – Medlem Murer Hans Hansen citerede Nordahl Griegs Ord: Det er de bedste, som skal dø . . . Knud som vi kendte ham, som jeg tror alle, der har kendt ham, vil sige, var en af de bedste. Det gjaldt i hans Hjem, paa hans Arbejdsplads og hvor han end færdes blandt Kammerater og Venner. Derfor var det os et smertelig Tab, da vi erfarede, at Knud ikke var mere. Dog, i Dag skal vi hædre en af Danmarks Sønner, som gav sit Liv for at vi andre kunne leve, i Dag skal vi hædre og minde en af vore Kammerater og bedste Venner. – Vi vil hædre Knud, og derfor har vi rejst denne Sten som en fattig Tak for, hvad han har betydet for os, og hvad han har gjort for sit Land.

Men det er ikke nok; vi skylder ham ogsaa, som vi skylder de hundrede andre, der gav deres Liv, at værn e om de Idéer, som var hans og deres, og selv om vi ikke direkte har kæmpet for dem, ogsaa er vore.

Vi Mennesker har desværre saa let ved at glemme. Vi kan den ene Dag lade vor Begejstring komme til Udbrud, og saa den næste for en Bagatels Skyld have glemt grunden for vor Begejstring. Men vi maa ikke glemme, hvad disse Mænd har kæmpet og givet deres Liv for – gør vi det, har deres Død været forgæves. Livet skal jo gaa sin Gang – og os, som det blev forundt at opleve Afslutningen paa disse forfærdelige Aar, maa hver paa sit Felt gøre en Indsats for, at de Idealer, som er Menneskehedens højeste, ikke bliver traadt i Støvet. Gør vi det, saa tror jeg ogsaa, vi handler i den Aand, som var Knuds, og derved hædres hans Minde.

Et væld af Sommerens dejligste Blomster, flest i røde, hvide farver, dækkede Graven.

D. V. L. overrakte familien Thomsen et smukt Mindeblad med Sven Bovins Tegning af Mindestenen og Johs. Boolsens Digt til Knud Thomsen samt alle Bidragydernes Navne.

 

Proprietær Thomsen takkede i bevægede Ord alle Knuds Vandrekammerater for, hvad de havde været for Knud, takkede for den smukke Mindesten og for den store Deltagelse, Familien havde mødt i deres Sorg.

 

Det pragtfulde Sommervejr gjorde sit til at præge Dagen, der blev et uforglemmeligt Minde for Deltagerne.

 

Kontorrist Arne Hansen Kommunekontoret talte bevæget om sin ven og Vandrekammerat.

Mindestens afsløring

Derefter fremsagde D. V. L.s Sekretær Tove Skeltved det i Gaar gengivne Digt af Johs. Boolsen.

Aage Riech talte paa D. V. L.s og Kammeraternes Vegne

 

Knud Thomsens Mindesten

 

Fra Gæstebogen 2. September 1945

 

Fra Mindestensafsløringen

En Mindestund i Hjemmet paa Hidborg

 

(Kilden her er Vendsyssel Tidende Onsdag den 19. Sept. 1945)

 

Lendum hædrer sine faldne Frihedskæmpere.

Over 500 Mennesker samlede til Mindestensafsløringen paa Boleje i Søndags.

 

Lendum havde under Besættelsen en stærk Modstandsbevægelse, og det kom flere Gange til Sammenstød mellem Tyskerne og Frihedskæmpere fra Egnen. Kun et af disse Sammenstød havde dødelig Udgang for Frihedskæmperne, og det fandt Sted saa sent som Natten til den 1. Maj i Aar.

En Flok unge Frihedskæmpere fra Frederikshavn var den Nat i Lendum for at hente Vaaben. Gestapo var antagelig gennem en Stikker blevet underrettet om deres Færd, for pludselig dukkede der en tysk Bil op og senere endnu en Bil med tysk Militær. Det kom til en Ildkamp ved Gaarden Boleje lidt nord for Lendum By.

Frihedskæmperne maatte vige for Overmagten, og under Kampen blev den 22-aarige Kommis Knud Thomsen, Frederikshavn, dræbt, og en anden Svejser Robert Mellerup Jensen, Frederikshavn, blev dødelig saaret. Han blev af Tyskerne bragt til Feltlazarettet i Frederikshavn, hvor han senere døde. En tredje, Guldsmed Oluf Pedersen, blev haardt saaret og ligeledes bragt til Lazarettet i Frederikshavn. Her døde han fire Dage senere. Begge de to sidst nævnte var inden deres Død genstand for umenneskelig Behandling fra Gestapos Side. Svejser Robert Mellerup Jensen, der fra Aalborg, blev, da han laa paa det yderste, nægtet Besøg af sin Nærmeste.

 

Hans Begravelse fandt Sted i Aalborg, hvor han efterlader Hustru og Børn. Den 31-aarige Guldsmed Oluf Pedersen var udlært i Frederikshavn, hvor han arbejdede hos Guldsmed Erlandsen. Han blev, efter han var blevet haardt saaret ført til Bangsbostrand Skole, hvor han blev lagt paa Cementen ude i Gaarden uden Beskyttelse mod Regnen. Medens han laa her, blev han, der var skudt Maven og havde faaet det ene Ben skudt over, gennempryglet. Først to Timer senere blev han ført til det tyske Feltlazaret. Han var da saa medtaget af Blodtab, at hans Modstandskraft var nedbrudt, og en Bughindebetændelse, der stødte til som Følge af Mishandlingerne, havde denne til Følge. Han efterlader Hustru men ingen Børn.

 

Knud Thomsen var Søn af Gdr. P. Thomsen, Hvidborg i Lendum, og ansat i en Manufakturforretning i Frederikshavn. Han var sine Forældres eneste Søn, saa Tabet var stort, og Medfølelsen med det haardt ramt Hjem er da ogsaa stor paa egnen. Det viste sig ved hans Begravelse, der fandt Sted om Fredagen, Dagen før Befrielsesdagen. Da Forældrene hos Gestapo havde faaet Sønnens Lig udleveret, var det kun paa Betingelse af, at Jordefærden fandt Sted i dybeste stilhed, men alligevel blev det den største Begravelse der nogensinde har fundet Sted i Lendum, idet hele Sognet bogstavelig talt mødte op for at følge den unge Mand til Graven.

 

 Enstemmigt Ønske om at hædre deres Minde.

 

Det er naturligt, at man har ønsker at rejse et synlig Minde paa det Sted, hvor de tre Mænd faldt som Ofre for Frihedskampen, og Tanken herom blev for alle Sider mødt med velvilje og Forstaaelse. Skønt Lendum Sogn er rigt paa Sten, Kunde den nedsatte Komite ikke indenfor den nærmeste Omkreds at finde en Sten, som man fandt egnet, og man maatte helt til Torslev for at finde en Sten, der var stor nok. Det var en kæmpekolos, mindst vejede 5—6 Ton, og det var et mægtig, Arbejde at faa den transporteret og anbragt paa Pladsen, hvor den nu staar. Billedhugger Bovin, Frederikshavn, har indhugget Relief og Inskription paa Stenen, og Afsløringen fandt Sted Søndag. Det var tydeligt at se at der skulde foregaa noget, for ved 15-Tiden strømmede Folk alle Vejne fra mod Bakken ved Boleje. Pladsen, hvor Mindestenen staar, er i Udkanten af en lille Plantning.

 

Det er samme Sted, hvor den Natlige Kamp fandt Sted og beliggende umiddelbart op ad Landevejen og Pladsen omkring Mindesmærket, der var dækket af et stort Dannebrogsflag, blev efterhaanden fyldt med Folk. I alt var der over 500 Mennesker forsamlet, da Højtideligheden indledtes med Afsyngelsen af ”Det haver saa nyligen regnet”.

 

Jørgen Burholt mindes.

Læge Nielsen Lendum, der var Formand for Komitéen, overbragte en Hilsen fra den nylig afdøde Sogneraadsformand Jørgen Burholt. Vi vil i Dag sige Tak til Jørgen Burholt for det Arbejde, han gjorde for Modstandsbevægelsen. Han støttede os fra første Færd og var aldrig bange for at sætte noget ind for at hjælpe os. Tak til komitémedlemmerne og Tak til alle Bidragyderne, der har gjort det muligt for os at rejse dette Mindesmærke for vor afdøde Frihedskæmpere. En særlig Tak til Gdr. Chr. Jensen, Boleje, der har skænket Pladsen, og Tak til enhver, der har hjulpet med til at vi i Dag kan afsløre Stenen.

”I vore unge Frihedskæmpere brændt den hellige flamme”

 

Kriminalbetjent H. O. Poulsen, Frederikshavn, holdt en stærkt følelsesbetonet Tale over de tre døde Drenge. De satte Livet ind i Kampen for deres Lands Befrielse. Mange rystede paa Hovedet dengang og sagde, hvad kan det nytte, og der var Kræfter nok, der holdt igen, men i vor unge Frihedskæmpere brændte den hellige Flamme. De drog ud i Mørket og Natten, de vidste, at det var men Livet som Indsats, og de faldt paa Ærens Mark som Danmarks gode Sønner. Fjenden troede, at nu havde de slukket den Ild, men de tog fejl. Den brændte blot endnu kraftigere. Mødre og Hustruer græd, men hvis de tre døde kunde have talt, saa vilde de have sagt: Græd ikke over os, men før vor Gerning videre til Gavn for vort gamle Land. De betalte den store Pris og de betalte ko9ntant. Vi, der blev tilbage, skylder dem at fortsætte i samme Spor, trofast mod de Idealer, som de kæmpede og faldt for.

 

”Vi vil ikke tilbage til den golde Materialisme”.

Pastor Haach, Bangsbostrand, mindede om de strenge Besættelses Aar, da alle politiske Skillelinjer var udslettet, og vi kun i fællesskab havde et for Øje: Atter at faa gamle Danmark befriet. Det var Tider og Dage, der aldrig vil gaa os af Glemme. For jer, der stod de tre nærmest, blev det særligt haardt. Den Sten, der nu er rejst her, skal minde de vejfarende om en Tid, da mange dukkede sig og de endnu flere sov og kun faa tog Kampen op mod Undertrykkerne. Vi er mange, som den 5. maj skammede os over den passive Rolle, vi havde spillet ved vort Lands Befrielse. Da gik det endelig op for os, at vor hjemlige Modstandsbevægelse havde gjort et mægtigt Arbejde, som vi ikke kan sige dem Tak nok.

Derfor er derfor er der Grund til at sige Fy til alle dem, der i Dag kaster Snavs paa Modstandsbevægelsen. I Dag staar vi paa Stedet, hvor de tre Frihedskæmpere faldt. Her har de færdes paa deres farlige natlige Ekspeditioner. Det var et ufatteligt stort Offer, de bragte. Men de vil ikke, vi skal græd over dem. Vi skal kæmpe videre for det, de kæmpede for, vort Lands Frihed og Vældfærd. Det vil sige, at vi vil ikke tilbage til den golde Materialisme, der beherskede alle i Aarene inden Krigens onde Aar. Der er tre Ord, vi ikke tidligere har værdsat højt nok, min som vi maa have for Øje i Tiderne, der kommer. Det er Gud, Konge, Fædreland. De to sidst nævnte er kommet mere i Kurs under den seneste Tids Begivenheder, men Gud er der mange, der har glemt.

 

Ja, vi ved da at Gud er til, og vi er mange, der ved, at naar vi skal dø, er det kun ham, der kan frelse os. Men lever vi efter hans Bud? Betegnende for os Danske er det, at vi allerede nu kun fire Maaneder efter Befrielsen er sunket tilbage i den gamle Løgnekampagne, Partierne imellem. Er det da virkelig saadan, at de der gav deres Liv for Danmarks Fritid, har bragt dette Offer forgæves. Det vil vi ikke tro. Og vi saa nævne deres Navne, der faldt: Manufakturist Knud Thomsen, Guldsmed Oluf Pedersen og Svejser Robert Mellerup Jensen. Æret være deres Minde og lad os haabe, at deres Offer ikke har været forgæves, men at det maa bære Frugt for Fremtidens Danmark.

Mindestenen afsløres.

 

Dækket blev nu fjernet fra Mindesmærket, saa alle kunde se den. Det er en omtrent 2½ Meter høj Natursten, der foroven har indhugget et Relief af en ung Frihedskæm per og en ung Landmand, der over en Plov rækker hinanden Haanden paa ubrydeligt Samarbejde. Underneden staar Ordene: ”Her faldt i Kamp for Fædrelandet den 1. Maj 1945 Knud Thomsen, Oluf Pedersen Robert Mellerup Jensen Under de faldne Frihedskæmperes Navne staar disse Verslinjer af Kaj Munk: ”Drenge, Drenge der døde. I tændte for Danmark i dybeste Mulm den herligste Morgenrøde”.

Omkring den store Sten, der staar paa en Forhøjning, er anbragt en Række mindre Sten og imellem dem er plantet Stenhøjsplanter. Det hele gør et overordentlig smukt Indtryk.

 

Læge Nielsen takkede de to Talere og Kommunen, der har lovet at værne om Mindesmærket til sine Tider. Han overgav derefter Anlægget til Lendum Kommune og udtalte Haabet om, at det maa staa son Minde om de Mænd, der gav deres Liv for deres Land.

Pastor Haach overbragte en Hilsen fra Fru Mellerup der paa Grund af et Barns alvorlige Sygdom ikke havde kunnet være tilstede.

Den enkle, men gribende Højtidelighed sluttede med ”Altid frejdig naar du gaar”.

Umiddelbart efter blev nedlagt en Mængde Kranse og Buketter omkring Mindestenen, hvis Fod var helt dækket af et Væld af Eftersommerens skønne Blomsterflor. Og saa spredtes den store Menneskemængde langsomt i alle Retninger.

 

(Kilden her er fra Frederikshavn Avis 17. Sept. 1945)

 

Mindestensafsløring ved Boleje i Lendum.

 

Skønt Vejret var langt fra fra at være sommerligt, havde alligevel op mod 500 Mennesker fundet frem til Vejkrydset ved Boleje i Lendum, hvor Mindestenen for de tre Frihedskæmpere fra ”Stokholm” skulde afsløres. Langt den største Part af de fremmødte var Sognets egne Folk, der i Fællesskab vilde overtage den Opgave, det i Fremtiden vil være at hærge og værne om dette Minde.

Efter Afsyngelsen af ”Det haver saa nyligen regnet” bød Dr. Nielsen Lendum Forsamlingen velkommen og bragte en Hilsen fra Komitéens Formand nys afdøde Jørgen Burholt, der havde været stærkt interesseret i Rejsningen af dette Minde og som selv havde været en god Mand for Modstandsbevægelsen. Dr. Nielsen takkede i øvrigt enhver, der havde været medvirkende ved Sagens Gennemførelse. Han takkede særlig Chr. Jensen Boleje, for Grunden og Arne Burholt, Taars, fra hvis Mark den meget store Sten var hentet.

 

Husk paa, de satte Livet til,

ført af et klippestejlt ”jeg vil”

og er for altid stille.

 

De drog ud en Aprilnat, mens Stormen rasede, og Regnen piskede. De syntes, de var mange. 10—12 Mand. Ja, det var mange. DE skænkede ikke en Tanke, at Fjenden alene i denne Landsdel havde ligesaa mange Tusind

Der kunde saamænd nok være Grund til at tænke paa den lille bekymrede Mor derhjemme, som med bedende Øjne sagde: ”Tænk paa Børnene, lille Far!”

Ja, der var Kræfter nok, der holdt igen, men i deres Hjerter brændte den hellige Flamme, som førte dem ud i Kampen mod Ondskab, for Menneskeværdighed.

De kendte den Pris, de kunde komme til at betale, og den nat betalte tre af Flokken den store Pris.

Det var Chef og Knud og Robert.

Sorgen bredte sig ved Dødsbudskabet. Mødre græd, Hustruer græd, Søskende og Kammerater græd.

Men hvis de tre Faldne havde kunnet Tale til deres Kære og til deres Kammerater, saa vilde de have sagt:

 

Græd ej for os; thi vi har været tro.

Guds Kys har lukket være Vunder røde.

Men brister under Folket Haabets Bro,

og synker Dannebrog for Ørnens Klo,

da græder for de levende de døde.

 

Lad os lytte andægtigt til disse Ord, og lad os love Hinanden her foran disse danske Stridsmænds Kæmpehøj, at vi fortsat vil være tro, som de var det. Vi skylder dem en fortsat ukuelig Kamp for de Idealer, som de gav deres Liv. Da – og kun da – kan det siges, at de døde ikke forgæves.

Før Afsløringen af Mindestenen udtalte Pastor Haach blandt andet: Denne Sten skal staa som Minde om fem forfærdelige Aar, men først og fremmest skal den minde om tre, der var med i det store Broderskab, der kæmpede for Frihed og Menneskeret. Den vil tale om dem, der var med til at vaske skampletten af Danmarks Navn. I, der holdt af disse Mænd, vil aldrig glemme 1945; men for Vejfarende og de kommende Slægter skal den vidne om nogle, der vidste, hvad der var hver dansk Mands Pligt – mens andre svigtede, dukkede sig eller sov.

 

De kendte Faren, og de har ogsaa følt Angsten, men de tvivlede aldrig om, hvor deres Plads var.

I Dag staar vi paa Stedet, hvor de faldt. Her har de følt Glæden over at være i deres Kald. – De følte ogsaa Spændingen pog Angsten her, hvor de faldt for Morderhaand. De bragte her det største Offer, der kan gives: Livet for andre: men vi, der er tilbage, skal bære den Ild videre, som brændte i dem.

Kunde vor Faldne tale i Dag, vilde de ikke kræve Ære og Minde om deres Navne, men deres Bøn og Tanker vilde være et bedre Danmark, der ikke gaar tilbage til Fortidens golde Materialisme.

Tre Ord er ofte i Fortiden blevet haanet: Gud, Konge og Fædreland. I Krigens Tid lærte vi at raabe Hurra for de to sidste; men vil vi haabe og tro paa et lykkelig Danmark, maa Gud faa Magt i vort Liv.

Vi maa da lære at ofre fremfor at kræve. Om vi faar lært det, vil Fremtidens Danmark vise.

Og idet jeg nu tager Dækket fra denne Sten, siger jeg: Vi bøjer os i Taknemmelighed ved Tanken om det Offer, disse danske Mænd har bragt, og beder Gud give deres Gerning Frugt.

Dr. Nielsen takkede for de Ord, der var sagt, og som havde gjort dybt Indtryk paa alle. Han takkede ligeledes Billedhugger Sven Bovin for den smukke Maade, hvorpaa han havde løst sin Opgave.

Mindestenen blev hurtigt kranset af dejlige Buketter. Lad der altid være friske Blomster der!

Paa Familiens Vegne takkede Inkassator Pedersen for det smukke Minde, der her var givet disse Danmarks Sønner.

Inden de mange Mennesker drog hver sin Vej, sang man ”Altid frejdig”. Paa et saadant Sted bliver Ordene levende og deres Dybde forstaaet:

 

KÆMP FOR ALT, HVAD DU HAR KÆRT;

DØ, OM SAA DET GÆLDER -- --.

 

Det var lige her at ildkampe mellem Gestapo og Frihedskæmperne udkæmpedes, hvor flere blev dræbt 1. Maj 1945. En kølig majaften.

 

Vendsyssel Tidende Lørdag den 6. maj 1967.

 

Stilfærdig højtidelighed for Stokholm-kolonnen

Vi mødes ikke for at drive heltedyrkelse, men for stille at mindes det, der skete i de fem aar, sagde pastor Bach Nielsen.

Den årlige højtidelighed ved mindestenen i Lendum for de tre dræbte af Stokholm-kolonnen fra Frederikshavn havde i aften samlet mange mennesker baade fra Lendumegnen og fra Frederikshavn.

Fra Stokholms komiteens vegne takkede installatør Sophus Nielsen, Frederikshavn, for den trofasthed der aar efter aar bliver vist den stilfærdige mindehøjtidelighed, ligesom han rettede en tak til kommunen og de mennesker, der er med til at holde smuk omkring mindet for de tre kammerater, der få dage før befrielsen gav deres liv i kamp for at andre kunne leve.

Pastor A. Bach Nielsen, Lendum, nævne i en kort mindetale den tendens, der undertiden er til at affærdige minderne for de faldne med bemærkninger om heltedyrkelse.

Vi samler ikke for at drive heltedyrkelse, men for stille at5 mindet det, der skete i de fem aar og mindes det, som det kostede. Vi gør det, fordi vi husker, hvad det betyder at miste friheden, friheden til at være mennesker, ikke i en diktators billede, men til at leve efter vor samvittighed og overbevisning.

Vi samles her i ønsket om at friheden maa bevares hos os – og skabes der, hvor den ikke er i dag. Det der overgaar andre, bliver en advarsel til os om, om vi har glemt at det er ikke gratis at leve.

Efter en kort stilhed nedlagde venner og repræsentanter for Stokholm-kolonnen kranse og blomster ved mindestenen, hvor man sluttede højtideligheden med den sang, der ikke mindst blandt frihedskampens dødsdømte blev elsket i fængslerne ”Altid frejdig, naar du gaar”.

 

I den klare kølige majaften var mange mennesker kommet til den stilfærdige mindehøjtidelighed ved mindestenen ved vejkrydset øst for Lendum. Ved mindestenen ses aftenens taler, A. Bach Nielsen, Lendum.

 

Billeder kommer på en anden side