Gaarden Stokholm ved Lendum Frihedskæmper grubben Stokholm samlingssted

 

 

(Kilde Hans Stokholm.)

 

 Få dage efter min 10 års fødselsdag, den 9. april 1940, nåede Anden Verdenskrig til Danmark.

 

Vi var så heldige, i mit hjem, at have arvet en radio efter min fars faster, Maren som vi havde haft boende, i et stykke tid, efter hun var blevet, syg og ikke længere kunne klare sig selv.

 

Da Maren, som ikke havde været gift, døde, og ikke havde efterladt arvinger, blev hendes sparsomme ejendele fordelt mellem nevøer og niecer. Og der var enighed om at Inger og Hilbert der havde taget sig så godt af Maren i hendes sidste tid, skulle have hendes radio.

  

  På den tid var en radio nærmest en sjældenhed, i hvert fald ude på landet. Jeg husker den tydeligt, den var af mærke POPE. Der var en skala med mange forskellige bynavne fra hele verden, og man kunne vælge mellem Kortbølge og langbølge. Og så var der naturligvis nogle knapper som man kunne justere kanaler og lydstyrke med. Jeg ved ikke om Maren brugte den så meget, men morgenandagten var et fast program, i hendes hverdag, som hun holdt meget af.

Denne POPE radio blev et uvurderligt informationsmiddel under hele krigen 

 

Da vi om morgenen den 9. april 1940 så og hørte den ene serie efter den anden, af tyske flyvemaskiner flyve ganske lavt forbi kunne vi i radioen høre om tyske tropper, der havde invaderet og besat Danmark, for som det hed, at beskytte os. Danskerne fik at vide at de skulle forholde sig i rolig og følge de ordre som den tyske værnemagt udstedte.

 

Og da den danske regering samtidig rådede til samarbejde med tyskerne, var der ikke så meget andet at gøre.

 

Og efter nogle mindre træfninger i det sønderjyske, som hurtigt blev nedkæmpet, var der i nogen tid forholdsvis roligt

 

Besættelsestiden er så grundig beskrevet i mangfoldige versioner, så det vil jeg undlade her, men nogle hændelser af mere lokal art kan måske være af interesse.

 

DE første år forløb ret rolig, der vart såmænd nogle der var helt godt tilfreds med den nye tilstand.

 

Men efterhånden begyndte uroen at brede sig i Danmark. Danskerne brød sig naturligvis ikke om at være besat af en fremmed magt.

Overalt i landet voksede modstanden med den tyske besættelsesmagt.

 

 Mine erindringer (Hans Stokholm.)   

 

Modstandsgrupper opstod mod sabotage og mange andre måder, at obstruere fjenden på.

 

Det må dog siges at en stor del af befolkningen var imod, at der blev lavet sabotage mod tyskerne.

På Stokholm gik livet tilsyneladende uanfægtet videre. Selv om der af og til skete mystiske ting.

Det var ikke noget der blev talt højt om, for det var bedst at vide så lidt som muligt.

Vi havde i krigsårene en familie der boede i fodermesterhuset, og som arbejdede på gården, og Boy – som manden blev kaldt – må have undret sig noget når han kom i stalden om morgenen og så at hestene drev af sved.

Hvad der også forekom mærkeligt, var at der kom fremmede mænd på alle tider af døgnet for at hvile og sove.

Det var også i høj grad for at høre ”BBC Sender til Danmark.”

 

Tyskerne havde ganske vist forsøgt at hindre modtagelse af nyheder fra England ved at have etableret et system af støjsendere på kanalen, men det gik nogenlunde alligevel.

Så sad vi alle sammen anspændt tæt ved radioen for at høre nyt om krigens gang, - og for de fremmede mænds vedkommende, især for at høre særmeldingerne. Disse særmeldinger blev sendt i koder bestående af en række navne mest pigenavne som relaterede til de forskellige nedkastningsgrupper. Når så navnet på ”vores” gruppe (navnene blev hyppigt ændret for at narre fjenden) blev nævnt, blev der stor aktivitet med forberedelse til at modtage nedkastningen.

 

En sådan nedkastning var en uhyre spændende operation. Først skulle man samle en seks til otte mænd der, med livet som indsat, ville deltage, der skulle skaffes et hestekøretøj eller en lastbil til at transporterer det nedkastede materiale i sikkerhed i en fart. (det var derfor heste var svedige m morgenen)

 

Når det var i orden indfandt man sig så på nedkastningsstedet, en åben plads i nærheden af bevoksning hvor man kunne skjule sig, hvis der kom uvelkomne ”gæster.”

Så var det bare at vente, til man kunne høre en flyvemaskine nærme sig. Den havde i forvejen plottet destinationen ind, ved hjælp af radiofyr der var opstillet et eller andet sted.

 

Nogle af mændene havde forinden taget opstilling i en bestemt afstand fra hinanden med hver sin signallygte, for at orientere piloten. Når eller hvis der blev opnået kontakt udløste piloten, containerne der dalede ned med faldskærm, og hurtigt blev transporteret i sikkerhed.

Det var ikke altid operationen lykkedes, men maskinen skulle jo væk inden den blev observeret af tyskerne, så måtte der gøres et nyt forsøg en anden nat.

I en sådan container var der ikke kun våben af forskellig art til brug i kampen for friheden, men mange rare ting som ikke længere kunne skaffes i Danmark. Der var for eksempel en kasse med batterier til lommelygter o.l. Det var jeg meget begejstret over, da jeg manglede sådanne til mine eksperimenter og små opfindelser, som jeg fornøjede mig med, når jeg skulle passe skolen eller arbejdet herhjemme. Det blev efterhånden en offentlig hemmelighed at der var frihedskæmpere på flere gårde, her på egnen, bl.a. på Nygård og Boleje.

 

Det betød at tyskerne også blev orienterede herom, og kredser omkring for at finde ud af hvad der foregik.  Det resulterede i at der sidst på eftermiddagen en dag kom en lille kolonne, på 5-6 soldater, til Stokholm for at foretage husundersøgelse.

Situationen kunne let blive meget alvorlig, idet der sad to frihedskæmpere sammen med far i dagligstuen. Men far holdt hovedet koldt, han viste at tyskerne, og ikke mindst tyske soldater, elsker æg og flæsk. Trods sprogproblemer forestod de hvad de blev indbudt til, og mens de gjorde en runde i huset, for at søge efter våben og lignende, havde mor fået gang i stegepanden.

Da tyskerne ikke fandt noget mistænkeligt, og havde fået at vide at de to mænd, som var tilstede var gårdens medhjælpere,(hvilket også deres legitimationsbevis fortalte) satte de dem veltilfreds til bordet og spiste løs.

De havde imidlertid posteret en af deres kammerater ude i porten for at holde vagt. Det var far betænkelig ved, og det lykkedes at overtale ham til at komme med ind.

Dette skulle vise sig at være overordentligt heldigt, idet frihedskæmpernes benjamin IB der dårlig nok var fyldt sytten, var på vej til Stokholm med tasken fuld af våben, da han drejede ind i porten så han tyskernes cykler, og fik naturligvis vendt meget hurtigt. Man gyser ved tanken om hvad der kunne være sket hvis der havde stået en bevæbnet tysk soldat.

 

Jeg var netop på vej hjem fra marken med et læs roer jeg havde hentet i roekulen, da jeg mødte IB, og beviste ikke noget om hvad der forgik derhjemme. Vi talte om hvad vi skulle gøre med tasken, den kunne jo godt gemmes på roevognen, men vi blev enige om at han kunne gemme den nede ved transformatoren længer nede ad vejen.

Efter at tyskerne havde spist, og takket forsvandt de uden videre problemer.

 

Tyskernes interesse for Lendum og omegn blev stadig mere og mere intens, og den 1. maj 1945 gik det galt.

Der findes flere versioner af hændelsen i vejkrydset ved Boleje. Jeg har derfor kontaktet én der har oplevet den på nærmeste hold, og derfor må siges at være autentisk, nemlig den, dengang 16-årige Rosa Horshauge, som var fra Grydsbjerg, en ejendom som ligger et par hundrede meter fra valpladsen, og som var hjemme på det tidspunkt. Derfra observerede hun et tysk militærkøretøj der kom fra vest samtidig med der kom tre cyklende modstandsfolk fra nord.

Disse fik først lov til at fortsætte, men derefter råbt an! Der hersker stadig lidt uklarhed om det nøjagtige videre forløb, men et faktum er at den tyske gruppefører åbnede ild, hvorved Robert, blev ramt.

Der blev sendt bud til Christian Horshauge i Grydsbjerg efter et tæppe til at transportere den sårede Robert til Gydsbjerg. Det viste sig da at det ikke var mulig at flytte ham på den måde, men at der i stedet skulle fremskaffes en dør. Christian Horshauge blev kommanderet til at følge med for at hjælpe med transporten. Ved den lejlighed lykkedes det en af de tilfangetagne frihedskæmpere at hviske til Christian at der meget gerne skulle sendes bud til Stokholm om det som er sket.

Det blev overnævnte Rosa der fik det farefulde job, at underrette frihedskæmperne på Stokholm.

Det lykkedes hende at snige sig af sted uden at blive opdaget af de tyske soldater, hun løb så alt hvad hun kunne, og sørgede for ikke at komme i tyskernes synsfelt.

Der blev naturligvis stor opstandelse på Stokholm da Rosa, grædende og meget forpustet fortalte at tyskerne havde skudt en frihedskæmper nede ved vejkrydset.

 

Harald og Knud, som de to mænd der boede på Stokholm blev kaldt, fandt hurtigt, deres pistoler frem og gjort klar, og løb derefter over markerne ned hvor de i skjul kunne iagttage dramaet nede ved krydset, uden at kunne foretage sig noget.

Det skal lige fortælles at straks efter at Rosa havde begivet sig af sted opdagede en af de tyske soldater at der manglede en pige, nu var der kun én, nemlig Rosas lillesøster Elly, men da fruen i huset, Jenny Horshauge naturligvis ikke forstod en eneste tysk ord, fik han ikke noget forklaring, selv om han brugte mange ord og fagter.

Det skal også nævnes at min mor tog Rosa med ud i haven hvor hun gravede nogle blomsterløg o.l. op som blev pakket ind i en avis, og som kunne bruges som alibi, hvis nogen skulle antaste hende på hjemvejen.

Hvor hun i øvrigt var ifølge med overnævnte Harald og Knud.

 

Som supplerende version af begivenhederne den 1. april kan anføres.

Frihedskæmperne var nok blevet mere uforsigtige efter det stod klart at krigen lakkede mod enden.

Der kom en lille gruppe af dem og skulle krydse vejen der hvor mindestenen nu står.

Samtidig kom der fra den anden side en lastbil men tyske soldater.

Der blev kommanderet holdt, da frihedskæmperne kom, men de fik først lov til at fortsætte, men derefter blev der kommanderet holdt. Det nøjagtige forløb på episoden er uklar, men det kom altså til en træfning hvortil der også kom forstærkning fra nogle frihedskæmpere der på det tidspunkt var samlet på Boleje, Bl.a. for at få instruktion i våbenbrug. Det er blevet antydet at den ene af de dræbte frihedskæmpere omkom på grund af ukyndig brug af håndgranater.

 

Det var meget, bittert for de dræbtes familier og kammerater at de ikke skulle opleve friheden og kapitulationen der var så tæt på.

Den 4. maj 1945 kl. 2046 lød så budskabet om kapitulationen, og jubelen ville jo ingen ende tage.

Også på Stokholm var glæden stor, både hos de faste og de midlertidige beboere.

Hele aftenen og natten myldrede ind med frihedskæmpere der med bragte deres våben m.-m.

En af frihedskæmperene, Henry, der var brandmand havde fået en ældre brandbil stillet til rådighed, den blev bl. a. brugt til at transportere de store mængder materiel fra faldskærmsnedkastningerne til oplagring i laden på ,Stokholm, hvor nogle af frihedskæmperne også kunne opholde sig og afvendte begivenhedernes gang.

 

Endvidere var der også til rådighed Shell-Larsen ”røde sabotørbil” som den kaldtes under krigen, og som gav anledning til mange gætterier og spekulationer, når den futtede rundt omkring på alle tider af døgnet.

Der blev fremstillet plakater med påskriften: STOKHOLMKOLONNEN som blev anbragt på strategiske steder.

Dagligstuen på Stokholm blev midlertidig indrettet til kommandocentral og standret.

Der jo en del mennesker, der ikke helt havde forstået alvoren ved besættelsen, eller benyttet sig af den til egen fordel uden at tænke på evt. alvorlige følger.

De helt slemme stikkere o.l. fik jo deres sag for ved domstolene. Det var mest5 de små ”fisk” tyskerhåndlangere og ”værnemagere” der blev hentet til afhøring af Stokholmkolonnen.

Jeg husker én, der efter at have været til afhøring, blev ført ud i laden mens ”dommerne” voterede.

Her havde nogle af frihedskæmperne moret sig men at lave en dukke i tysk uniform og hængt den op i en rem (et stykke vandret tæmmer) i laden.

Den Arme ”arrestant” blev godt bleg da han så ham der hang der og dinglede.

Om morgenen den 5. maj kom der en melding om nogle tyske soldater havde forskanset sig i bagerens udhus i Lendum. For at anholde dem tog nogle af modstandsbevægelsens folk af sted dertil. Da soldaterne stadig var uvillige til at komme frem, blev der sendt bud efter nogle håndgranater fra våbendepotet i laden på Stokholm. Det blev mig, nys fyldt 15 år, der fik opgaven at bringe håndgranaterne til Lendum efter at have fyldt dem i en købmandskurv bag på cyklen. De kom heldigvis ikke i anvendelse, men i en ildkamp blev en tysk soldat alvorlig såret og en dræbt. Den sårede soldat blev taget med til kommandocentralen hvor min far, som man mente, nok var den bedste til dette job, nemlig at forsøge at trøste og bede for og med den døende soldat.

Man kan med nogen ret betvivle om skudepisoden var rimelig, men da må man prøve at sætte sig ind i de følelser som herskede efter tragedien den 1. maj og det stærke had til tyskerne, som var blevet voldsomt forstærket af den omtalte træfning, hvor tre frihedskæmperne blev skudt eller såret.

 

Indskrift på mindestenen ved vejkrydset Bolejevej/ Skærumvej:    

Drenge, I drenge som døde,

i tændte, for Danmark i dybeste nød,

en lysende morgenrøde.

 

Denne mindesten blev rammen om en højtidelighed hvert år den 5. maj hvor der blev nedlagt en krans og blomsterbuketter.

Traditionen lever endnu, om end i meget mindre omfang.

De første år kom der mere end 100 personer, deraf en 30-40 stk. frihedskæmpere med deres familie, det blev også en fast tradition, at de fleste af dem der kom med kaffe på Stokholm bagefter.

Efter nogle år begyndte der naturligt nok at gå svind i flokken, og i dag jeg kun kendskab til en enkel nemlig yngste manden IB.

I 50-året for befrielsen blev der holdt en stor fest i Lendum Forsamlingshus.

Det blev samtidig afslutningen på Stokholmkolonnen, der ikke længere havde kræfter og midler til at fortsætte traditionen. Den føres nu videre ved lokalt initiativ.