Oluf Henry Pedersen

Frihedskæmper.

 

Oluf Henry Pedersen.

 

Guldsmed, født 10.1. 1914 i Frederikshavn

Død 5. 5. 1945 på Marinelazarettet i Frederikshavn

 

F.: Inkassator Oluf Karl Pedersen, f. 1.4 1892 i Elling

Død 17.2. 1960 i Frederikshavn, og hustru

Anna Katrine f. Nielsen, 31.7. 1894 i Ugilt,

Død 13.5. 1923 i Frederikshavn

 

Gift med Viola Hansigne Hansen f. 14.2. 1918 i Hjørring.

 

(kilde Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45)

Tilknyttet ”Stokholmkolonnen”

Udlært son guldsmed og gravør hos guldsmed Erlandsen i Frederikshavn.

Efter læretid ansat samme sted.

 

Medlem af Det dansk Socialdemokrati

Oluf Pedersen var tilknyttet en illegal gruppe ”Stokholmkolonnen”, der var opkaldt efter en lokalitet i nærheden af Frederikshavn.

Gruppen havde fået til opgave den 1.5. 1945 at afhente materiel fra en nedkastning, der var foregået nogen tid i forvejen.

Våbentransporten var imidlertid blevet røbet, og gruppen overraskedes af tyske soldater ved Boleje en halv kilometer øst for Lendum.

Det kom til en ildkamp med tab på begge sider, hvorunder Oluf Pedersen såredes hårdt af skud i ben og mave.

Sammen med en dræbt og en såret kammerat førtes han til Bangsbostrand Skole og herfra til det tyske feltlazaret i Frederikshavn, hvor han døde som følge af sine sår og en tilstødende bughindebetændelse.

 

Voldsomt Ildkamp mellem Tyskere og

Frihedskæmpere i Lendum.

                             Gentagelse fra Knud Thomsen

 

(kilde Vendsyssel Tidende maj 1945)

Natten til den 1. Maj var en Flok unge Frihedskæmpere fra Frederikshavn i Lendum.

Antagelig for at hente Vaaben.

Sandsynligvis har Gestapo i Frederikshavn gennem en Stikker faaet Nys herom, thi Gestapo dukkede pludselig op i en bil, og senere kom endnu en bil men tysk Militær til, der opstod en heftig Ildkamp ved Gaarden Boleje.

 

Frihedskæmperne maate vige for Overmagten, og under kampen blev 22-aarige Kommis Knud Thomsen Frederikshavn dræbt og en anden Svejser Robert Mellerup Jensen Frederikshavn, blev dødeligt saaret ført til Feltlazarettet i Frederikshavn, hvortil ogsaa en anden haardt saaret den 31-aarig Guldsmedsvend Oluf Henry Pedersen hos Guldsmed Erlandsen i Frederikshavn blev bragt og stadig henligger.

 

Knud Thomsen var Søn af Gdr. Peder Thomsen Hvidbjerg i Lendum, var Kommis hos Manufakturhandler Rechendorft, Frederikshavn, hvor han havde været ansat i fire aar, han var sine Forældres eneste Søn, saa Tabet er smerteligt og Medfølelsen med det haardt ramte Hjem er da ogsaa stor paa Lendumegnen.

Det viste sig paa hans Begravelsesdag i Fredags.

Da Forældrene hos Gestapo havde faaet Sønnens Lig udleveret, var det kun paa Betingelse af, at hans jordefærd foregik i dybeste Stilhed, saa der ingen Bekendtgørelse fandt Sted, men alligevel blev det den største Begravelse, man nogensinde har set i Lendum hele Sognet mødte bogstavelig talt op i Kirken, der saavel som Graven var smykket med Dannebrogsflag og Blomster.

 

Pastor Haack, Frederikshavn, holdt en gribende Tale over den unge Frihedskæmper. Denne faar af sin Principal det bedste Lov, og ingen af hans nærmeste havde Anelse om, han var med i Frihedskampen, saa hans bratte Død vakte stor Bestyrtelse.

 

Svejser Robert Mellerup Jensen, der var fra Aalborg, og som døde af sine Saar, blev trods sin livsfarlige Tilstand, Genstand for en umenneskelig Behandling paa Feltlazarettet, hvor Gestapo, forbød den unge Mands Bror og 20-aarig Søn at besøge ham, tre Timer før han døde. Han blev efter sin Død af Falck overført til Frederikshavn Ligkapel ved Røde Kors Mellemkomst, og herfra foregik hans Bisættelse i Gaar, den overværedes kun af de nærmeste

 

Pastor Jensen Frederikshavn, talte trøstende til de efterladte og fremhævede, at det er en Lykke for Danmark at have Sønner, der er rede til at ofre Livet, naar det gælder.

Da Rustbilen kørte gennem Byen, rygtedes det, hvem den Døde var, og en hundredtallig Skare fulgte Baaren gennem Byen.

 

Frihedskæmper død

Den 31 aarig Guldsmed Oluf Pedersen Frederikshavn, som under en Kamp den 1. Maj i Lendum blev saaret af Gestapo, er afgaaet ved Døden paa Feltlaza

Guldsmed Oluf Henry Pedersen Død.

 

(kilde Vendsyssel Tidende maj 1945)

Frihedskæmper, Guldsmed Oluf Henry Pedersen, døde i Lørdags paa det tyske Feltlazaret i Frederikshavn.

Han er saaledes det tredje Offer for Ildkampen i Lendum 1. Maj.

Han blev 31 Aar gl. og efterlader sig Hustru, men ingen Børn.

 

Han lærte Guldsmede - og Gravørfaget hos Guldsmed Erlandsen, Frederikshavn, hvor han indtil Januar havde Arbejde.

 

Dette Dødsfald fortæller paany hvilke barbariske Metoder, den tyske Voldsmagt bragte i Anvendelse. Efter han var blevet haardt Saaret, blev han ført til Bangsbostrand Skole, hvor han blev lagt paa Cementen ude i Gaarden uden Beskyttelse mod Regnen.

Medens han laa derude, blev han, der var skudt gennem Maven og som havde faaet det ene Ben skudt over, gennempryglet.

Først efter to Timers Forløb blev han ført til det tyske Militærlazaret.

 

Han var saa medtaget af Blodtab, at hans Modstandskraft var nedbrudt, og en Bughindebetændelse, der stødte til, foraarsaget af Mishandlingerne, gjorde Ende paa hans Liv.

 

Bekendtgørelse.

Min kære, elskede Mand, vor gode

Søn, Broder og Svoger

Guldsmed

Oluf Pedersen,

Døde fra os i Dag efter et kort Sygeleje.

Frederikshavn den 5. Maj 1945

Viola Pedersen

Ester og Karl Pedersen

Glerupvej.

Ella og Svend.

Erik og Inge.

 

Frederikshavn mindes sine faldne Frihedskæmpere.

 

(kilde Vendsyssel Tidende maj 1945)

Den dræbte Frihedskæmper Guldsmed Oluf Pedersen

fik en enestaaende Begravelse i Gaar.

Henved 5—6000 Mennesker fulgte i Gaar den dræbte Frihedskæmper, Guldsmed Oluf Pedersen, Frederikshavn, til hans sidste Hvilested paa Frederikshavn Kirkegaard efter en storslaaet og gribende Højtidelighed i Frederikshavn nye Kirke.

Denne Højtidelighed formede sig som en Mindegudstjeneste over de faldne Frihedskæmpere fra Frederikshavn, hvis Navne vi tidligere har bragt.

 

Kirken var smykket med Grønt, Blomster og Flag.

Højtideligheden skulle begynde kl. 14, men længe forinden var hver Plads i Kirken besat, og udenfor Kirken stod en Menneskeskare, hvis Antal vurderes til mellem 2 og 3000.

Foran Døbefonten paa Kirkens Midtergang stod Guldsmed Oluf Pedersens Baare svøbt i Dannebrog og med Forsvarsbrødrenes Kaarde og Emblem paa Laaget.

Ned foran Kisten langs Midtergangens Sider og foran Alteret hobede Kransene sig op. De allerfleste forsynet med dannebrogsfarvede Baand. Af de mange signerede Kranse kan nævnes: fra Kammerater i Modstandsbevægelsen, Danmarks Frihedsraad, lokalkomitéen for Frederikshavn, Frit

Danmark, Folkets Kamp, Frederikshavner-Kureren, Arbejdernes Fællesorganisation i Frederikshavn, Arbejdernes Fællesorganisation i Hjørring, Frederikshavn Byraad, Frederikshavn Skyttekreds, Menighedsraadet, Danmarks kommunistiske Parti i Frederikshavn, Frederikshavn Pionerforening samt en Række Kranse fra Kammerater og personlige Bekendte til afdøde.

 

Medens Organisten præluderede paa Orgelet, førtes en Række af Soldaterorganisationernes og afdødes Partiorganisations Faner ind i Kirken, hvor Fanebærerne tog Opstilling i Sidegangene.

Pastor Haack nævnede Navnene paa de dræbte Frihedskæmpere og føjede dertil Navnet paa Politibetjent Røgild Nielsen, der er død i tysk Koncentrationslejr. Vi takker dem, fordi de satte deres Liv ind for Danmarks Sag. Æret være deres Minde! Han, ved hvis Baare vi er samlet her i Dag, staar for os som Repræsentant for dem, der satte Livet til for Danmark. De vilde give alt for den sag, de troede paa, for Frihed, Sandhed og Ret, og de gav det største, de kunne give: Livet.

 

Pastor Haack talte derefter ud fra Jesu Ord: ”Frygt ikke for dem, som slaar Legemet ihjel, men ikke kan slaa Sjælen ihjel. ” Gang paa Gang rykkede Frihedskæmperne frem i deres mærkelige Kamp, og hver Gang med Livet som indsats, en Hær uden Uniform, uden Kanoner, uden Flyvevaaben, en Hær uden Frygt, som løste selv de sværeste Opgaver.

I denne Hær stod Guldsmed Oluf Pedersen, en Mand der altid var rede til at hjælpe, hvor han kunde, dygtig, paapasselig og paalidelig i sit Fag, en god Søn og Ægtemand i sit hjem og en trofast Kammerat i sin Tjeneste. Han havde et varmt Hjerte bag et tillukket Ydre, og man kunde altid stole paa ham. Den Dag, han blev saaret, laa han i Skolegaarden i Bangsbostrand i øsende Regnvejr og blev sparket og slaaet med Knipler, men han kunde dog sige til sin Far: Jeg gav ikke et Kny, for den Fornøjelse skulde de ikke have.

 

Man har sagt, at Tyskerne, der skød paa de unge Frihedskæmpere i Lendum, kun gjorde deres Pligt. Nej de optraadte som Umennesker, værre end Dyr overfor dem, de havde i deres magt, og det var ikke Gestapo, men den saakaldte Værnemagt. Havde der været den mindste Smule Menneskelighed i dem, vilde de skamme sig som Hunde.

 

Paa Lazarettet bad han Gud om Kraft til at bære sine Lidelser. Han bad ogsaa, før han tog til Lendum. Hans unge Hustru sagde, at det jo saa ud til, at den Bøn ikke var blevet hørt, men hertil svarede han: Nej for os at se, men der er vel nok en Mening med det. For os synes det saa meningsløst. At disse syv Frihedskæmpere skulde falde. De kæmpede jo for Ret og Sandhed mod Vold, Løgn og Uret.

 

Dobbelt meningsløst, at de skulde falde i den elvte Time og ikke opleve den Glæde, Danmark om bruses af i disse Dage, men der er sikkert en Mening med alt det, der er sket. De der slog Legemet ihjel, formaaede ikke at bøje Frihedskæmpernes Sjæl trods alle Pinsler og forfærdelige Gerninger. Naar vi staar ved denne Baare og ved de friske Grave, skal vi vide, at de, der har lagt deres Sag i Jesu Haand, skal leve, om de end dør.

De døde for, at vi kan leve. Den bedste Tak vi kan give dem, er at følge i deres Fodspor og være uselviske. Vi vil tage imod den Frihed, de satte Livet ind for, og vil tage imod den under Ansvar. De, der maatte betale den høje Pris, maa faa Trøst og Hjælp fra Gud til at bære den tunge Byrde. Gud hjælpe os til at ære dem, der har givet deres Liv, ved at gøre vort til at bygge et nyt Danmark op.

 

Chefen for Modstandsbevægelsen i Vendsyssel, Kriminalbetjent Mortensen, var forhindret i at være til Stede. Kriminalbetjent Poulsen bragte paa hans Vegne en meget smuk og poetisk sidste Hilsen, hvor det bl. a. hed: Du faldt slynget til Jorden af en Kugle fra et fjendtlig Baghold. Nu tager Mor Danmark dig til sig, og evigt vil hun fortælle sine raske Drenge om den Soldat, som trofast stod Vagt om Hjemmet og gav sit Liv for det. Saa ved hun, at naar hun kalder igen, saa slutter de danske Drenge atter Kreds og staar fast, saadan som du gjorde det. Slutelig bragte Taleren afdøde en Tak og et Farvel fra kammeraterne.

 

Violinist Henning Andersen spillede, akkompagneret af Kirkens Orgel, Schuberts Litani, og til Tonerne af ”Den store Mester kommer”, og medens Kirkens Klokker kimede, bar de seks Frihedskæmpere, der havde staaet Æresvagt ved Kisten, denne ud til den ventende Rustvogn, som fulgt af den tusindtallige Menneskeskare, der naaede fra Kirkepladsen til Nytorv, kørte til Kirkegaarden.

 

   Kisten bæres til Graven.                       Gevær salut for Oluf.               

 

 Følget det var stort.

 

Pastor Haack foretog Jordpaakastelsen, medens de ni Faner sænkedes over Graven, og under Ledelse af afdødes Delingsfører, Lagerforvalter Thorkild Petersen affyrede en Afdeling Frihedskæmpere en Æressalve over Graven. Elektriker H. P. Sørensen holdt en Mindetale over afdøde og oplæste et smukt Digt, skrevet af et af BSUs Medlemmer som en sidste Hilsen til den afdøde. Han sluttede med paa Familiens Vegne at takke for den store Deltagelse baade ved afdødes Sygeleje og nu ved hans Jordefærd. Derefter skiltes det store Følge.

 

Mindestenen

Frihedskæmper Guldsmed

Oluf Pedersen

  

I DANMARKS TUNGE SKÆBNENAT

DU MODIG FALDT.

I KAMP FOR FRIHEDS DYRE SKAT

DU OFRED ALT.

 

SKÆNKET AF KAMMERATER

I MODSTANDSBEVÆGELSEN.

 

Oluf Pedersen døde af sine Skudsaar

 

(kilde Frederikshavns Avis maj 1945)

I anledning af Beretningen om Mishandlingen af den saarede og senere afdøde Frihedskæmper Oluf Pedersen meddeler Kredslæge Henrichsen at Dødsaarsagen var de Skudssaar, som Oluf Pedersen havde faaet.

Paa det tidspunkt, da de danske Læger og Autoriteter fik med Sagen at gøre, kunde det ikke fastslaas, om Oluf Pedersen havde været udsat for Mishandlinger. De Mærker, han bar paa Kroppen, kunde muligvis stamme fra Saarene, men selvfølgelig har det været uforsvarligt at lade en saaret henligge paa en Baare i en Gaard i 1½ Time, uden at han kom under Behandling.          

Brev fra Politimester E. G. Platou

 

Sidste Offer for den tyske Terror i Frederikshavn.

 

(kilde Frederikshavns Avis maj 1945)

Umenneskelig haard Behandling af de saarede danske Frihedskæmpere, der blev indbragt til Bangsbostrand Skole.

 

Skønt Oluf Pedersen var i livsfarligt saaret, fik han Lov at ligge ude i Skolegaarden i Timevis og blev desuden mishandlet af tyske Soldater.

 

Fredag Eftermiddag kl. 2 vil det sidste af Ofrene for den tyske Terror i Frederikshavn, Guldsmed Oluf Pedersen blive begravet fra Frederikshavn Kirke.

 

Oluf Pedersen var den ene af de tre Frihedskæmpere, som takket være Stikkernes Virksomhed mistede Livet som Følge af Sammenstødet med Tyskerne i Lendum den 1. Maj.

 

Knud Thomsen blev dræbt paa Stedet. Robert Jensen var saa haardt saaret, at han i Fredags afgik ved Døden, medens Oluf Pedersen havde faaet Saar i Arme og Ben.

Men da han kun var lettere saaret, mente de tyske Soldater, at de kunder faa ham til at røbe noget ved at pine ham.

Først anbragte man de tre Baarer med de Døde og de to Saarede ude i Skolegaarden, hvor de fik Lov til at ligge i 1½ Time uden at komme under Lægebehandling.

 

Men ikke nok med det, Oluf Pedersen blev udsat for en rent umenneskelig Mishandling. Han blev af tyske Soldater, der endnu var under en Befalingsmands Kommando, banket med Knipler og sparket i Maven, saa hans Tilstand forværredes i den Grad, at han ikke kunde komme over det. Han døde ikke af sine Saar, men som Følge af den Behandling, som Medlemmer af Værnemagten havde udsat ham for.

 

Det maa i den Forbindelse ikke glemmes, at det ikke drejede sig om Gestapo, men selve det tyske Militær, som ellers paa det sidste søgte at fralægge sig Ansvaret for Gestapos Terrorhandlinger. Naar det tyske Militær i øvrigt forsøgte den Taktik, bør det alligevel heller ikke glemmes, at Gestapo udøvede sine Rædselsgerninger under Beskyttelse af Værnemagtens Bajonetter. Det viste sig jo ogsaa, at da Værnemagten maatte kapitulere, tog Gestapofolkene Flugten.

 

Frederikshavn

7 dræbte Frederikshavnere mindes.

 

(kilde Frederikshavner Avis Maj 1945)

En dræbt straks i Træfningen ved Lendum, 2 saarede er senere afgaaet ved Døden.

 

Under en Ildkamp mellem Modstandsbevægelsens Folk fra Frederikshavn og Tyskerne i Lendum blev en Mand dræbt og to saaret

 

Den dræbte var Ekspedient Knud Thomsen, hvis Jordefærd i Lendum vi omtalte i vort Gaarsnummer. De saarede var Svejser Robert Mellerup Jensen og Guldsmed Oluf Pedersen. Robert Jensen døde for nogle Dage siden og blev i Lørdags ført til Aalborg for at brændes.

Han havde været beskæftiget paa Værftet i Frederikshavn, men var i øvrigt hjemmehørende i Aalborg.

 

Guldsmed Oluf Pedersen blandt Ofrene.

Lørdag Aften døde Guldsmed Oluf Pedersen, der var den anden af de saarede. Afdøde, der var Søn af vore kendte Partifæller, Inkassator Carl Pedersen og Hustru, tilhørte fra sin tidligste Ungdom den socialdemokratiske Ungdomsbevægelse. Hans Hustru, Viola Pedersen, var Datter af Bødker Frode Hansen, Hjørring.

 

Oluf Pedersen var en flink og paalidelig ung Mand, der sikkert kun efterlader sig Venner, der alle med Sorg vil beklage hans Bortgang, men i Sorgen vil dog blande sig Stoltheden over, at han faldt paa Ærens Mark i Kamp for Fædrelandet.  Æret være hans Minde.

 

Mindehøjtideligheden i Kirken.

 

Ved Gudstjenesten i Søndags mindes i Kirken de 7 Mænd der paa en eller anden Maade havde Tiloknytning til Frederikshavn, og som var faldet i Kampen mod Besættelsesmagten. Foruden de overfor nævnte er det Politifuldmægtig Poul Larsen, der en Tid var ansat paa Politikontoret her, Politibetjent Henrik Platou, Søn af Politimester Platou, Skibsbygger Børge Fedders, der var indfødt Frederikshavner. Isenkræmmer Mac Hoffmann, der var Frederikshavner, men nu havde sit Erhverv andet Sted i Landet.

 

Mindehøjtideligheden

 

(kilde Frederikshavns Avis maj 1945)

Den faldne Frihedskæmper Oluf Pedersen fik en storslået Jordefærd. —Kirken kunde ikke nær rumme det store Følge.

 

Den faldne Frihedskæmper Oluf Pedersens Begravelse i Gaar fra Frederikshavn Kirke formede sig som en Mindehøjtidelighed for alle de Faldne her fra Byen, idet Oluf Pedersen er den eneste af Ofrene, hvis Jordefærd har kunnet finde Sted, efter at det tyske Aag er ophævet.

 

Kirken kunde ikke rumme alle dem, der ønskede at sige et sidste Farvel og Tak til de faldne. Kirkens Hoveddør maatte aabnes og udenfor tog en stor Skare Opstilling. I Kirken paraderede otte Foreningsfaneførere og fra Balkoner hang adskillige Dannebrog. Alteret var smykket med stedsegrønne Planter og Bøgegrene og en Mængde Kranse med rød-hvide Baand var sendt til Kisten.

Efter Salmen ”Befal du dine Veje” talte Pastor Haack, der bl. a. udtalte:

Lad os takke de faldne Frihedskæmpere, fordi de satte Livet ind for Danmarks Sag, og bede Gud give os Naade til at føre denne Sag videre.

 

Æret være deres Minde.

 

Ham, der ligger på Baaren her foran os, er Repræsentant for dem, der satte Livet til for Danmark.

De vilde gøre alt for deres Sag, for Frihed, Sandhed og Ret gav de det største, et Menneske kan give, Livet.

Denne Mindehøjtidelighed leder Tanken hen paa et Ord i Biblen: Frygt ikke for dem, der slaar Legemet ihjel, men ikke kan ihjelslaa Sjælen. Frihedskæmperne rykkede frem i den mærkelige Kamp, der krævede Livet som Indsats, den underligste Hær, Danmark nogensinde har set, uden Tanks, Kanoner og Flyvemaskiner.

Aldrig kunde de samles, og de maatte arbejde under Jorden, men alle var de fuldt sikre paa Sejren, det var en uselvisk Hær.

 

De, der kendte Oluf Pedersen, kan kun sige godt om ham, han var altid rede til at hjælpe, og havde han paataget sig en Ting, gik han ind for den med Liv og Sjæl. Han kunde paa fremmede virke noget kold og utilnærmelig, men var man først brudt igennem Skallen, fandt man et varmt Hjerte.

Oluf Pedersen har i de Aar, han har kæmpet, ofte næret Frygt for sin Familie, og han har ogsaa gentagende Gange opfordret sin Hustru til at tage bort.

 

Efter at han saaret havde ligget i Gaarden til Bangsbostrand Skole i øsende Regn, blev han ført ind til forhør, hvor Tyskerne havde slaaet ham med Knipler og sparket ham.

Da han laa paa Lazarettet sagde han til sin Fader: Jeg gav ikke et Kny fra mig, den Fornøjelse skulde de ikke have.

 

Oluf Pedersen gik ogsaa Bønnens Vej, han sagde til sin Hustru, at han bad om Kraft til at bære sine Lidelser, han havde ogsaa bedt, før han tog til Lendum, og saa kan man maaske sige, at Bønnen ikke blev hørt.

 

Nej, for os at se blev den det ikke men Pedersen mente, at der var en Mening med det. Det synes meningsløst, at disse Mænd skulle falde, da de kæmpede for Sandhed og Ret mod løgn og Uret. Meningsløst at de skulle falde i den 11. Time og ikke faa del i den Glæde, der ombølger Danmark i disse Dage. Men der er en Mening med alt. Gud er med i alt. Kan man blot finde Hvile i den Tanke. Gud var ogsaa med i dette ubegribelige. For dem, der tror, er der Hvile i den Tanke. Kristus sagde: Kom til mig I, der lider Møje og er besværede. Frygt ikke for dem, der slaar Legemet ihjel, men som ikke kan slaa Sjælen ihjel.

 

De kunder ikke knække vore Frihedskæmperes Mod og Vilje, langt mindre dræbe deres Sjæl. Den Sejr, vi har vundet, er tusind Gange større end de Allieredes. Der er kun en, der er værd at frygte, ikke Djævlen, han har ikke større Magt end den tyske Værnemagt. Han blev besejret på Golgatas Kors. Frygten gælder den almægtige Gud. Den bedste Tak, vi kan give vores Faldne er at følge i deres Fodspor og at være uselviske. Den mægtige Krigsmagt, der nu er gaaet til Grunde, faktisk fordi det tyske Folk havde sat Selviskheden i Højsædet, havde valgt Djævlens Vej frem for Guds.

 

Lad os ikke glemme, at saa længe Danmarks Historie er skrevet, har det danske Folk været kristent, men vi var ved at glemme at frygte Gud. Den eneste Vej frem til Frihed er Vejen tilbage til Gud. Det havde store Dele af Folket glemt. Skal et frit Danmark bygges op, maa det blive et kristent Danmark. Lad os bede om at alle vi, der skal leve videre, maa bygge Danmark op og lære at frygte Gud. Lad os følge ham og ære ham, og Danmark vil gaa gode og lyse Tider i Møde.

 

Efter Salmen sang man ”Lyksalig, Lyksalig,” og en Politibetjent stod derefter frem til Baaren og gav Oluf Pedersen den sidste Hilsen fra Modstandsbevægelsens Chef i Vendsyssel, Kriminalbetjent Mortensen. Han udtalte: Chefen for Modstandsbevægelsen i Vendsyssel Kriminalbetjent Mortensen, som er forhindret i at være til Stede her, har bedt mig paa hans Vegne at bringe denne Hilsen ved Frihedskæmper Oluf Pedersens Baare.

Det er Foraar. Træer og Buske staar med spæde, fine Blade, men man fornemmer Duften fra det spæde Løv og de spirende Marker, men man ser det ikke, for det er mørk, mørk Nat med tunge, drivende Skyer, det regner.

 

Danmarks Foraarsnat fælder en stille forpint Taare.

Mor Danmark græder over Verdens Ondskab og Elendighed, men hun jamrer ikke over egen Ulykke og Lidelse. Hun ved jo, at: ”End er der en Gud foroven, som raader for Danmarks Sag.” Det giver hende Styrke i Troen paa, at Danmarks Sag kan vindes. Hun har kaldt paa sine Sønner: Kom saa, Drenge, nu gælder det vort Hjem.

Og Drengene kom. Du var blandt de første, jeg husker for længe siden, da jeg første Gang var hos dig og spurgte: Vil du være med? Jeg husker dit klare Ja og dit Haandslag, som betegnede din Indtræden i Kampen og siden var du bestandig i første Række, modig og tapper, som det sømmer sig en dansk Soldat.

Ukuelig og fast stod du paa din Post gennem Vinterens trange Tid, trofast i Overbevisningen om Foraarets komme. I Foraarsnattens Mulm stod du tavs og forventningsfuld paa din Post og tænkte paa Danmarks kommende Sommer, medens Skyerne drev og Regnen silede.

 

Der faldt du, slynget til Jorden af en Kugle fra et fjendtligt Baghold. Dit Hjerteblod flød varmt ud i den regnvaade, spirende Mark, ud i Danmarks Jord, hvorfra det var kommet. Nu tager Mor Danmark dig til sig. Blidt skal du sove ved hendes Hjerte, men evigt vil hun fortælle sine raske Drenge om den lille Soldat, som trofast stod paa Vagt om Hjemmet og gav sit Liv for det. Saa ved hun, at naar hun kalder igen: ”Kom saa, Drenge,” saa slutter de danske Drenge igen Kreds og staar fast, saadan som du gjorde det.

 

Seks Frihedskæmpere bar Kisten til Rustvognen, og sikkert det største Følge, der er set ved nogen Jordefærd i Frederikshavn, satte sig i Bevægelse.

Ved Graven forrettede Pastor Haack Jordpaakastelsen, og Frihedskæmpere affyrede Æressalver over Graven. Lederen af Kolonnen i Lendum, Thorkild Pedersen, takkede ved Graven for Oluf Pedersens Indsats og bragte ham en Hilsen fra Kammeraterne. Fra Socialdemokratisk Ungdom talte Elektriker H. P. Sørensen, der oplæste et Digt til Hyldest for den faldne Kammerat. Han bragte tillige Familiens Tak for den store Deltagelse.

Grundet paa Begravelseshøjtideligheden I Frederikshavns Kirke

er vore Butikker lukkede fra kl. 13-16 Fredag den 11. Maj

Tekstilhandlerforeningen, Kolonialhandlerforeningen og Brugsforeningerne.

 

Mindeord om Vennen Guldsmed Oluf Pedersen.

 

(kilde Frederikshavns Avis maj 1945)

Hvor forekom det ufatteligt og urimeligt for alle, da man sent Lørdag Eftermiddag modtog Budskabet om, at Guldsmed Oluf Pedersen var afgaaet ved Døden.

Man synes, det eneste naturlige havde været, at han havde faaet Lov selv at være med, naar Befrielsens Time slog og med ved de derpaa følgende Glædesfester. Saaledes skulde det nu ikke være, Oluf Pedersen skulde falde paa Ærens Mark, men naaede dog i et klart Øjeblik at faa Forstaaelsen af, at der var Kapituleret, og at Danmark og den By hvori han havde sit virke, atter var fri.

 

Hvem der kendte Oluf, har mange gode Minder om ham. Han var altid rede til at hjælpe os, hvis vi bad ham om et eller andet, og han havde den Egenskab, at paatog han sig en Opgave, saa gik han ind for den med Liv og Sjæl.

Man kunde maaske ved første Møde med ham faa Indtryk af, at han var kold og afvisende, men ved nærmere Bekendtskab gled det kolde bort, og man fandt en Ven og Kammerat, man fuldt ud kunde stole paa og kom til at holde af. Selv over for os, der i det daglige kom sammen med Oluf Pedersen, røbede han ikke direkte, at han kæmpede aktivt for Danmarks Sag. Han kunde bevare en Hemmelighed, en mægtig Styrke under de Forhold, han arbejdede.

 

Oluf Pedersen har prøvet meget, oplevet meget, og alligevel, trods det han var midt i, kunde han glæde sig sammen med andre ved Fester og lignende. Det er et haardt Slag for dine kære at miste dig, Oluf, dine Venner og Kammerater vil savne dig dybt. Din muntre Latter og dine Vittigheder er for stedse forstummet, men vi vil altid mindes dig, og alle udtaler vi som et Løfte, at dit Minde skal bestaa og blive bevaret af os i dyb Ærbødighed.

PETER SØRENSEN

 

Viola og Oluf havde deres hjem iflg. flere oplysninger i Søndergade 65 Frederikshavn.

Kort tid efter Olufs død rejste Viola til København.

  

KILDER:

Arkivstof:

ER., 15.503

D.f.u., 30.386/45

UFF., 848

Avisstof:

Frederikshavns Avis, 7.5., 8.5., 11.5., 12.5. 1945

Social-Demokraten, 20.8. 1945

Vendsyssel Tidende, 6.5., 8.5., 12.5. 1945

Monumenter:

Mindeplade i Frederikshavns gl. Kirke

Mindesten i Boleje ved Lendum

Andet:

Begravet, Frederikshavn Ny Kirkegård

Se biografier over Robert Ejner Mellerup Jensen

og Knud Thomsen.

 

Hvad Inge husker fra den 5. maj 1945

 

Oluf Pedersen død

 

Jeg er halvsøster til Oluf Pedersen, jeg er en del yngre. Det jeg husker fra den dag Oluf døde den

5. maj 1945. Jeg var 10 år gammel fik nøglen om halsen, fordi mine forældre var taget hen til Feltlazarettet, hvor Oluf døde.

Jeg gik ned i Danmarksgade og kunne ikke rigtig forstå, at alle mennesker jublede og var så glade, når min bror Oluf lige var død.

Inge

 

Der er ingen nulevende i familien der kan huske noget om begivenhederne omkring Oluf Pedersens død.

De ældste familiemedlemmer var på tidspunktet ved befrielsen omkring konfirmationsalderen derfor er mange hændelser glemt.

Billeder kommer på en anden side