Landsbyen Try pr Thorshøj,

Opståen, og hvad jeg kan huske fra min barndom.

Ved folketælling 1787 og op gennem attenhundredtallet er det de samme gårde, bolsteder og huse, i området Try.

Matrikelkort af 1812 viser, at Try er et område med gårde.

Try har jo Herregårdene Hejselt og Knudseje mod syd og Ormholt mod nord.

Gårdene var sikkert fæstegårde under herregårdene.
 

I området nær Hejselt var gårdene Søndergaard, Mellergaard, Østergaard og Nørgaard.
Der var flere gårde i yderområdet.

Vi kan se, at der har boet mennesker i området i tusinde år.

Der er så mange gravhøje i hele området.

Hvor landsbyen Try opstod for ca. 100 år siden var der 7 gårde, nogle få bolsteder og huse.

Først efter 1890 begynder der at ske noget i området Try.

Da andelsbevægelsen opstod, ville man også være med i Try.

Det blev så private der byggede, først en købmandsbutik i 1907.
Samme år blev der bygget et mejeri,
der var en smedje og en træskomager.
Der var også Jordemoder i Try, hun kom i 1855.

Vi når så til 1920, så begynder der at ske noget igen.
Der bliver bygget en Manufakturforretning, min farfar bygger et hus nær købmanden.
Farfar dør ret hurtigt efter, så kommer der en købmandsbutik i huset.
Nu er der to købmænd i Try.
Det varer ikke længe, så kommer der en cykelhandler der overtager huset.

I trediverne har Try næsten hvad der til daglig er behov for: et mejeri, et brødudsalg, en karetmager, et tømrerværksted, en smedje, en købmand, en manufakturhandel.
Der er en murermester.
Senere nedsætter en sadelmager der også er skomager.
Der åbner et brødudsalg mere, så er der to.
Der kommer også en vognmandsforretning.
Noget senere kommer der et stort hønseri med rugemaskiner.

Foruden den kommunale skole var der en friskole, den var i samme bygning som missionshuset.

Nu fungerede det som en landsby, hvor vi alle kommer hinanden ved.

Den kommunale skolestue blev brugt som et samlingspunkt.

Der var en ret stor menighed inden for Indre mission i disse år.

Tryvej 121. Vognmandsforretningen.

Den begyndte med en lastbil.
Det var en blandet kørsel.
Under krigen blev lastbilen påmonteret en gasgenerator, der blev tændt op i kedlen om morgenen, det var små bøgetræspinde, der blev fyret med.
De dannede gas, som blev sendt til motoren, så bilen kunne køre, det var ikke den store fart den kom op på, men det virkede.
Hver aften skulle kedlen gøres ren for aske.

Bøgetræet blev lavet i små stykker og sat op i store stakke for at blive godt tørre, så de kunne danne gas.

Efter krigen kom der 2 lastbiler.
Der var en mælkerute hver eneste dag til mejeriet.
Mælken blev hentet hos landmændene efter morgenmalkning. Efter bearbejdning på mejeriet blev returmælken bragt tilbage til landmanden igen, den bestod af skummetmælk og vallen, fra osten.

Der var faste dage, hvor dyr blev bragt til slagtning, der blev slagtet både grise, heste og kreaturer i Sæby.
Kreaturer til videre salg blev kørt til Aalborg.
En dag om ugen blev der hentet varer i Aalborg til købmanden, deriblandt foderstoffer til landbruget, som blev bragt ud.

Om vinteren blev lastbilen monteret en sneplov.

For vi drenge var mælkeruten spændende, om søndagen måtte vi komme med på turen.

Tryvej 131 Mejeriet.

Tryvej 137 Karetmageren.

Som dreng gik jeg meget hos karetmageren.
Jeg var så fascineret af det, han kunne få ud af en planke.
Dem havde han liggende i en stabel.

Plankerne blev savet i visse længder, dernæst blev der tegnet ud de stykker, som skulle saves ud.

Det skete på en båndsav, hvor han kunne save i alle retninger. Når klodserne var savet ud, gik han til høvlebænken, en karetmager havde mange forskellige høvle og stemmejern, hvor han så med høvle og stemmejern, kunne lave det rene kunstværk.

Alle dele i en vogn er ikke i vinkel, tænk på et hjul som er rundt, med nav og eger, som skal laves rund, det er flot stykke arbejde, når et hjul var færdigt.

Det vil sige, så skal det til smeden, og have lagt en jernring om hjulet.

Der blev også lavet store og små saltkar.

Han kunne også lave en ajletønde, men så kom staverne hele hjem, så han skulle samle dem til en ajletønde.

Der blev også lavet dritler (smørtønder) alle staverne til en drittel var lavet, men i forskellige bredder.
Man begynder i en skabelon, så bliver staverne passet til.
For at få drittel i facon tvandt man den sammen foroven med et redskab, der kunne spænde dritlen sammen.
Af piletræ blev der lavet bånd til at holde sammen på det hele, den var flot, når den var færdig.

I sådan et karetmagerværksted var der en bestemt atmosfære og lugt af savsmuld og høvlspåner.

Smørret fra mejeriet kom i dritler og kørt til Aalborg, derfra med skib til England.

Tryvej 143 Smeden.

Når karetmageren var færdig med sit arbejde angående en vogn, så skulle den til smeden.
Der var mange steder, der skulle jernbeslag på, f. eks. jernringen på et hjul.

Mit hjem var lige over for smedeværkstedet.

Igen som dreng gik jeg og så, med, hvad og hvordan håndværkerne arbejdede.

Smeden, hvad han ud af store jernstænger, flade eller runde, kunne lave. 
Hvordan han ud af et stykke fladt jern kunne lave et beslag til en vogn
Det var det rene kunststykke.
Hans redskab var en stor hammer og en tang, han skulle holde alt med en tang, jernet var jo glødende, for at han kunne forme det med sin hammer på ambolten.
Der var altid ild på essen.
Når der skulle arbejdes med jernet, blev blæseren sat i gang og jernet lagt i kullet.
Så kunne jernet blive næste hvidglødende, så kom der gang i hammeren, der var en vis rytme i hammerslagene.

Den dag der skulle lægges ring på hjulet, det var de 2 mand om.
Først skulle et stykke jern måles nøjagtig ud i længden, så det passede til hjulet, begge ender skulle smedes sammen, (det var før svejsning).
Det var en stor rund ring at arbejde med.
Ringen kom i essen, den blev varmet stykke for stykke oprejst, og når den så var varmet hele vejen rundt, skulle den bæres ud til hjulet.
Den skulle jo bæres med tænger.
Hjulet var anbragt ude i en støbt skabelon.
Så blev ringen lagt forsigtigt på, for at se om den passede, den blev ikke presset på hjulet med det samme, for så ville der gå ild i træet.
Det skete at ringen skulle en tur på ambolten inden den havde det rigtige mål, så blev ringen varmet til den rigtige temperatur, så den ikke brændte i træet, men alligevel kunne hamres på plads.
Så havde begge smede den store forhammer i sving, nu skulle ringen slås på plads.
Når den var på plads, blev hjulet rejst op.
I midten af skabelonen var der vand, nu blev ringen hurtig kølet ned, med det til følge, at jernet krøb lidt, og så sad ringen virkelig fast på hjulet.
Så kan I tro, at smedene svedte, når de var færdige, jeg fulgte arbejdet fra først til sidst.

Jeg har set mange store heste blive skoet.
Det var noget, der kunne få smeden til at svede.
Det skete ofte, at smeden blev gal på hesten, hvis den ikke ville som smeden ville, at løfte sit ben, så smeden havde hoven imellem sine knæ, hvor han kunne arbejde med hoven. Hesten kunne drille smeden ved at læne sig over smeden, nu blev benet meget tungt, så begyndte smeden at bande, så huggede smeden sin albue op i hestens bug.
Sådan kunne de drille hinanden, det var virkelig et hårdt arbejde, inden 4 hove var skoet.

Når en ung hest første gang skulle have ordnet sine hove, blev det en hård kamp mellem smed og hest, det kom gerne så vidt, at hesten fik lagt en (den blev kaldt en bremse) på mulen. Det var et tyndt reb, der blev tvundet så stramt, at mulen begyndte at sove og smerte, så hesten kun tænkte på sin mule, og ikke på smeden.
Når så mulen blev befriet af bremsen, begyndte man at nulre mulen for at få liv tilbage, det var synd, med det hjalp hesten blev rolig.

Tryvej 139 Tømrerværksted.

Foruden tømrerværksted havde tømreren også savværk, hvor de store træstammer blev skåret ud til tømmer, brædder og lægter osv.
På pladsen lavede man spær.
Konstruktionen til en lade, alt blev lavet, så det lige var til at samle på byggepladsen.
Dengang blev alt jo lavet ved håndkraft, det var maskiner til det grove arbejde.
I tømrerværksted blev der lavet døre, vinduer, skabe, køkkener, osv.
Der var maskiner til det grove, ellers var det håndarbejde.

Tryvej 147 Brødudsalg.

I 1930 boede murermester Carl Mølholt i nr. 147.
Dengang var der ingen nr. på husene.

Min fortælling er; I deres udhus var indrettet først vaskehus med gruekedel, det næste rum var indrettet til stald for geder, de stod i båse som kreaturer.
Der var plads til 3 styk geder. De blev malket 2 gange daglig, det var Stines arbejde.

Hele sommeren græssede gederne i grøftekanterne.
Dengang var grøfterne meget brede.

Det man tøjrede gederne med, var et langt tøjr langs kanten, så geden kun kunne bevæge sig langs kanten.

Når grøftekanterne skulle slås, græsset var jo blevet stort, gik Carl Mølholt i gang med Leen.
Græsset blev behandlet på samme måde som høet hos landmanden, der blev lavet små høstakke langs grøftekanten. Når høet var færdig til høstning gik Carl i gang med hjemkørsel af høstakkene på trillebøren.
Høet blev lagt på loftet i udhuset, så var der foder til gederne hele vinteren.

Under krigen.

Jeg husker den 9. april 1940 ganske tydeligt, det var en dejlig forårsdag, med solskin fra morgenstund, jeg var på vej til skole, da flyvemaskinerne kom meget lavt, det var et mærkeligt syn, og oplevelse, at se så store flyvemaskiner komme så lavt, og de fløj meget tæt ved siden af hinanden, man kunne tydeligt se soldaterne inde i maskinerne. Jeg var kommet halvvejs fra mit hjem og til vejen, der går gennem Try, da flyene kom, vi havde mange store elmetræer langs vejen, og det var som om flyene rørte toppen af træerne, sådan føltes det.
Jeg kan endnu se min far og naboen stå på gårdspladsen, de vidste sikkert godt, hvad der var ved at ske, men for mig var det noget underligt noget med alle disse fly.
De voksne havde sikkert en anelse om, at der kunne ske et eller andet i Europa, tyskerne raslede med sablen.

Senere fandt jeg ud af at trediverne var nogle vanskelige år. Min far fortalte mange år senere, hvor fattig man var i trediverne.

Under krigen mærkede vi ikke så meget til uro, der var ingen soldater i vores skoler i Try, men i Thorshøj var der mange soldater.

Tyskerne holdt mange øvelser i vores bakker i Try.
Der blev gravet skyttegrave, der blev anlagt en skydebane, hvor man fra bakkerne kunne skyde over til en grusgrav, hvor der blev opsat skydeskiver.
Der var ikke noget med, at tyskerne spurgte, om de måtte bruge vores bakker og marker til deres øvelser ”de gjorde det bare”.

Når soldaterne havde fri om aftenen, gik de gerne to eller tre sammen ud på gårdene. Så fik de deres aftenkaffe, eller et måltid mad, det var lidt hjemligt for dem, frem for sovesalene i skolerne. Det med sproget betød ikke så meget, man kunne med god vilje og fagter godt forstå, hvad de mente og ville give udtryk for, det var ikke så sjældent, vi fik besøg af soldater, det var store drenge, der var sendt i krig.

Mine forældre kunne hurtigt finde ud af hvad og hvor soldaterne tilhørte. Der kunne være enkelte som holdt med Hitler. De fik kun den ene gang kaffe, men de var meget varsomme med deres mening om krigen, der kunne være en stikker imellem.

Jeg har aldrig set illegale blade derhjemme, men jeg er sikker på at de fandtes, man turde ikke vise børn sådanne blade, vi kunne jo komme til at tale over os.

Der var et par mænd fra Try, der måtte gå under jorden som det hed. Da fik jeg på det strengeste at vide at jeg aldrig måtte fortælle noget, hvis jeg havde set dem i byen, altså Try, hvor de var fra. Når man fik sådan en ordre, den glemte man ikke. Vi fik altid at vide, hvis tyskerne havde hentet en eller anden, så vi børn vidste godt hvad der foregik. Det samme var når vi fik at vide, hvor der var nedkastet våben fra England.
Jeg har set sådan en beholder, der blev kastet et forkert sted. Vi drenge måtte hen og se den, inden tyskerne kom og hentede den.

Det sidste års tid inden krigen sluttede, var alting meget spændt, der måtte højst stå nogle få og tale sammen, alle arrangementer blev aflyst, ingen kunne være sikker. Der kunne være en tysk håndlanger imellem, så nogle dage efter kunne der stå tyskere og hente en af mændene. Vi var godt klar over, hvor det bar hen i forår 1945.

Min far havde købt en ny bil lige inden krigen. Den blev klodset op som det hed under hele krigen, det var en lille Ford. Jeg husker ikke, hvor lang tid der gik inden der kom benzin.
Der kom nummerplader på igen, vi havde P3884. jeg husker i starten med bilkørsel, så måtte man kun køre i det nærmeste Amt, vi her i Hjørring Amt måtte køre til Hobro.

Jeg husker under krigen, hvordan vi kørte til Ormholt mølle og fik malet hvede til mel, det samme med rug. Det var vist ikke helt lovligt, men det var der så meget der ikke var, der blev bagt brød af egen mel.

Tobaksfabrikation.

Der blev avlet tobaksplanter i haverne, det blev til store planter, med store blade. Planten blev høstet og skulle tørres, det skete på loftet af stuehuset. Når bladene var tørre og egnede til at blive krydret, så det fik tobakssmag, blev bladene skåret i fine strimler, som nu en tobak ser ud. Der blev lavet maskiner, som kunne skære bladene i finskåret tobak.

Så kom der forbud mod at avle for mange planter. Jeg husker ikke, hvor mange hver måtte avle, men jeg husker at tørringen skete i skoven, hvor planten blev hængt op i træerne. Så var der ingen der kunne se, hvor mange planter hver mand havde. Der jo heller ingen der vidste, hvem der hængte planterne op.

Jeg mindes en dag hvor min mor skulle prøve at brænde bygkorn til kaffebønner. Kornet kom i bradepanden og ind i ovnen, det var et rigtig gammeldags komfur. Der blev fyret godt op i komfuret, lige med et kom det punkt, hvor der ville gå ild i kornet, altså der blev en røg i køkkenet og en lugt af brændt korn.
Jeg synes, jeg stadig kan lugte brændt korn, jeg mindes ikke min mor brændte byg til kaffebønner mere.

I min barndom, i sådan et lille samfund som Try, levede vi alle af hinanden, og kendte hinanden. 
Der var ingen TV, der var ingen tlf. der ringede i tide og utide.

Når det blev aften, tog mor og far nogle gange futskoene i tasken og gik over til naboen, bankede på. hvis de ikke var optaget med noget, blev man budt indenfor, nogle gange blev det til kortspil, hos andre blev hele verden sat på plads, så blev der drukket kaffe og lidt hjemmebag til, så havde man haft en god aften.

Der var også de årlige store sammenkomster, hvor man blev budt til spisning kl. 1800, det var en stor aften.
Når spisningen var overstået, gik mændene en tur ud, medens bordene blev ryddet, så de kunne komme til at spille kort. Damerne blev budt ind i den pæne stue, hvor de gik i gang med deres håndarbejde.
Omkring halv elleve blev der dækket op til kaffe med diverse kager, omkring midnat var gæsterne gået, og så kunne man gå til ro.

Sådan en dag var der kogekone i køkkenet og medhjælper, så køkkenet var også ryddet, når de sidste gæster var gået.

Før der kom vandværk i Try har jeg som dreng set, hvordan man gravede en brønd.
Man begynder med at udgrave inde i brøndringen, så fortsætter man med at lægge en ring ovenpå, og vægten kan få ringene til at synke ned, når brøndgraveren fjerner jorden.
Al jorden bliver hejset op i en spand, en brønd kunne godt blive meget dyb inden de fandt vandåren.

Try fik eget vandværk, og der blev lagt vand ind i alle husene. Vandværket er blevet forbedret flere gange.

Så kom den 4. maj om aftenen, det var en rigtig lun majaften. Vi unge morede os med boldspil, da budskabet kom om at krigen var slut.
Jeg har aldrig set noget vokset menneske blive så glad som vores forældre, ja alle.
Det var så stor en byrde, der blev lettet fra den usikkerhed vi var i.

Næste morgen kl. 0800 skulle flaget hejses.
Flagstangen blev lagt ned og der kom ny snor, stangen blev rejst, så kom min far med flaget over armen, flaget blev hejst. Dannebrog vajede så smukt den 5. maj, det blev en stor dag i Danmarks historie. 
Det var også den dag, hvor frihedskæmperne kørte rundt og hentede dem, der var tyskervenlige.

Skolegangen under krigen.

Try skole var kommunal, der var kun et klasseværelse.

De første år af min skolegang gik vi i skole hver anden dag, jeg husker ikke om den lille klasse var tirsdag, torsdag og lørdag, eller mandag, onsdag og fredag, der var kun en lille og en stor klasse.

Det blev lavet om, så vi kom til at gå i skole hver dag den store klasse om formiddagen og den lille klasse om eftermiddagen, det var tre timer om dagen, fra 0800 til 1100, lille klasse fra 1300 til 1600.
Det jeg husker bedst, er formiddagstimerne, mandag var en time med sang, onsdag en time med bibelhistorie, fredag var en time geografi.
Så var det dansk og regning, lidt diktat og skrivning, det var, hvad der var af undervisning.

Der var en stor have til skolen. Vores lærer gik meget op i biavl.
Sommerdage, med varme dage, blev undervisningen suspenderet på grund af at bierne ville sværme, så havde læreren meget at se til ved bistaderne, så glemte han undervisningen.
Det var vi jo ikke så kede af, så blev det til leg i skolegården, vi fik jo ikke fri til at gå hjem.

Skolestuen blev varmet op med en meget stor kakkelovn, hvortil der hørte en stor tørvekasse. Det var dårligt brændsel vi havde under krigen, på rigtigt kolde dage om vinteren blev bordene rykket ned omkring kakkelovnen, den kunne simpelthen ikke varme stuen op.

Der var børn som, havde meget lang vej til skole.
Der var ikke noget med at cykle til skole. Jeg havde ikke ret langt til skolen, jeg kunne se skolen fra mit hjem.

En af eleverne vovede lidt mere end vi andre, han fandt ud af, at han kunne få et par gode smøger, inden timen begyndte. Det gik til på den måde at, vores lærer var piberyger, så der blev tændt godt op i piben i frikvartererne. Når der så blev kaldt ind gik læreren først hen og lagde piben på sålbænken i vinduet, når så læreren havde rundet hjørnet, kom knægten sidst og så fik piben nogle store drag.
Han må være vant til tobakken, for han kom aldrig til at hoste, men læreren opdagede aldrig, at knægten fik den sidste smøg inden timen gik i gang.

Vi fik nye lærere i maj 1945, det blev skiftende afløsere, det var ikke så spændende.

Jeg fik et ottende skole år. Det skyldtes at jeg fyldte år i september.
Alle dem jeg var begyndt sammen med var lidt ældre og fyldte år inden 1. juli, så aldersmæssigt kunne jeg først udskrives efter det ottende skoleår.
Det tog min far meget let på, for var der arbejde derhjemme så holdt han mig hjemme, så det år var jeg kun i skole, når der var ledige stunder ved landbruget.
Jeg husker engang en lærer spurgte mig, om ikke min far havde fået et brev, det var ikke noget jeg kendte til, jeg mener ikke, der kom noget ud af, at jeg var så lidt i skole.

Det var altid spændende op til jul, hvad købmanden lavede af juleudstilling, og hvad manufakturhuset lavede, de skulle ikke så meget til for at glæde os børn.

Vintrene under krigen var strenge, der var virkelig meget sne, når der var snestorm kunne det vare i tre dage.
Så var der driver så høje, at vi fik at vide, vi ikke måtte røre ved elledningerne. 

Alle mandfolk blev sat til at kaste sne. Vejene blev ryddet ved håndkraft, simpelthen gravet fri.
Når de så lige havde fået vejene farbare, kunne der komme en ny snestorm, ja så begyndte alle mand forfra, det var virkelig vinter dengang.

Landevejsridderne.

Der var en del mænd, der gik på landevejen dengang, de havde alle et øgenavn, (de blev benævnt som Bisser).

Disse mænd brugte at sove oven på kedlen på mejerierne om natten, der var altid en god varme.
De brugte også teglværkerne, hvor ovnene var varme.

De kom også mange gange ned til mit hjem, og bad om at måtte sove i kostalden, der var også varme.
Det fik de altid lov til, men fik at vide, de ikke måtte ryge.
Der blev redt en seng af halm, han fik nogle tomme korn sække, han kunne tage over sig, næste morgen fik han et måltid mad, og mor smurte en madpakke, mor fik en stor tak og så gik han videre.

Mit hjem lå næsten langs vejen gennem Try. Vi undrede os nogle gange, hvorfor bisserne altid kom til os, det fandt vi ud af meget senere.
Dengang var der telefonpæle langs vejene, lige før nedkørsel til mit hjem stod en telefonpæl, på disse pæle var der slået nogle mærkater med et nummer.

Bisserne talte jo med hinanden og fortalte, hvor de blev godt modtaget, så det var mærkater på pælene som kunne lede dem hen til disse gårde.